Progressivt rockparty
Populær
Updated
Svenske Pain of Salvation leverede en ganske glimrende koncert på The Rock. Et af de allerstørste navne indenfor den progressive metalgenre, svenske Pain of Salvation, gæstede The Rock til et ganske velbesøgt sidste show på turnéen, der kommer i kølvandet på bandets glimrende seneste album ”Scarsick”.
Slap nadver
Men først skulle canadiske The Last Supper overstås, og selvom publikum da klappede pænt, var det virkelig uinteressant. Lyden var bestemt ikke med kvartetten. Der gik lang tid i sættet, før den noget nørdede guitarist kunne anes i lydbilledet. Til gengæld var bassen for høj, men det var måske alligevel ikke så skidt, for det var bandets bedste kort. For det første var bassisten meget aktiv på scenen, og for det andet bidrog hans pågående og groovy-slapping-stil til den lidt sløve post-grunge rock med et snert af Rage Against The Machine.
Sangeren og rytmeguitaristens stemme var uinspirerende, men dog ikke katastrofal som den andens guitarist korsang var. Bandet forsøgte at sætte gang i festen ved at lefle lidt for publikum ved at rose spillestedet, hvor de dagen forinden havde festet igennem, og bemærket at Danmark har mange dejlige piger.
Gang i festen
Den dårlige lyd var som forsvundet som dug for solen, da aftenens hovednavn (bill.) gik på scenen. Bandet var ramt af let sygdom, så af hensyn til en optimal vokal, var rygning foran scenen forbudt, men paradoksalt nok, var der konstant gang i røgmaskinerne på scenen.
Der blev lagt hårdt ud med ”Scarsick” fra det seneste album. Som forventet rykkede dette godt, mens den efterfølgende sang -”America” - overraskede ved også at være et sublimt live-nummer.
Publikum var med fra start i denne fest, som de glade svenskere havde sat i gang. Efter åbningsnumrene benyttedes samme opskrift på en sætliste, som da bandet besøgte Tex, sidst de var i København. Der blev derfor fortsat med bl.a. ”!” fra debuten, inden det blev til numre fra det efterfølgende album og så fremdeles videre i kronologisk rækkefølge.
Med så mange albums ude, som Pain of Salvation har, kan en sætliste være svær at tilfredstille alle fans. I forhold til den fest, bandet satte i gang i koncertens start, finder undertegnede det ærgerligt, at bandet ikke forsatte i metalstilen som på numre som ”Handful of Nothing” eller den dystre ”Ashes”, men i stedet gik over i smukke, men stille ”Undertow” og ”This Heart of Mine” fra "Remedy Lane".
Heldigvis tog ”Chain Sling” fra samme album over og satte gang i koncerten igen. Det var faktisk også kun i de helt stille numre, at den annoncerede sygdom i bandet kunne høres på frontmand Daniel Gildenlöws stemme, der ellers var vanligt fed.
Diskodans og Cohen-fortolkning
Det noget prætentiøse album ”Be” blev næsten overset, men det blev dog til ”Differentia” inden en den tunge ”Flame To the Moth” ledte til dans blandt publikum, da sættets afslutning blev nået med ”Disco Queen”. Vel at mærke til et band iført hårbøjler…!
Ekstranumre blev man ikke snydt for. Bandet leverede en overraskende sublim fortolkning af Leonard Cohens ”Hallelujah”, hvor bandets sans for korsang med harmonier virkelig kom til sin ret. Til allersidst kom den nærmest Pantera-groovy ”Used” med det flot arrangerede omkvæd. I dette nummer blev lyden desværre lidt rodet, hvilket den ellers ikke havde været tidligere.
Den nye tour-bassist Simon Andersson (eller ”Mr. Andersson”, som han blev præsenteret i bedste "Matrix" stil) gjorde det flot både i spil og fremtræden på scenen.
Generelt et show i virkelig topklasse, også fra de velkendte ”gamle rotter” i bandet, der alle spiller supertight og med uhørt teknisk finesse. Men den sidste spids til ”helt fantastisk” manglede denne aften.
Slap nadver
Men først skulle canadiske The Last Supper overstås, og selvom publikum da klappede pænt, var det virkelig uinteressant. Lyden var bestemt ikke med kvartetten. Der gik lang tid i sættet, før den noget nørdede guitarist kunne anes i lydbilledet. Til gengæld var bassen for høj, men det var måske alligevel ikke så skidt, for det var bandets bedste kort. For det første var bassisten meget aktiv på scenen, og for det andet bidrog hans pågående og groovy-slapping-stil til den lidt sløve post-grunge rock med et snert af Rage Against The Machine.
Sangeren og rytmeguitaristens stemme var uinspirerende, men dog ikke katastrofal som den andens guitarist korsang var. Bandet forsøgte at sætte gang i festen ved at lefle lidt for publikum ved at rose spillestedet, hvor de dagen forinden havde festet igennem, og bemærket at Danmark har mange dejlige piger.
Gang i festen
Den dårlige lyd var som forsvundet som dug for solen, da aftenens hovednavn (bill.) gik på scenen. Bandet var ramt af let sygdom, så af hensyn til en optimal vokal, var rygning foran scenen forbudt, men paradoksalt nok, var der konstant gang i røgmaskinerne på scenen.
Der blev lagt hårdt ud med ”Scarsick” fra det seneste album. Som forventet rykkede dette godt, mens den efterfølgende sang -”America” - overraskede ved også at være et sublimt live-nummer.
Publikum var med fra start i denne fest, som de glade svenskere havde sat i gang. Efter åbningsnumrene benyttedes samme opskrift på en sætliste, som da bandet besøgte Tex, sidst de var i København. Der blev derfor fortsat med bl.a. ”!” fra debuten, inden det blev til numre fra det efterfølgende album og så fremdeles videre i kronologisk rækkefølge.
Med så mange albums ude, som Pain of Salvation har, kan en sætliste være svær at tilfredstille alle fans. I forhold til den fest, bandet satte i gang i koncertens start, finder undertegnede det ærgerligt, at bandet ikke forsatte i metalstilen som på numre som ”Handful of Nothing” eller den dystre ”Ashes”, men i stedet gik over i smukke, men stille ”Undertow” og ”This Heart of Mine” fra "Remedy Lane".
Heldigvis tog ”Chain Sling” fra samme album over og satte gang i koncerten igen. Det var faktisk også kun i de helt stille numre, at den annoncerede sygdom i bandet kunne høres på frontmand Daniel Gildenlöws stemme, der ellers var vanligt fed.
Diskodans og Cohen-fortolkning
Det noget prætentiøse album ”Be” blev næsten overset, men det blev dog til ”Differentia” inden en den tunge ”Flame To the Moth” ledte til dans blandt publikum, da sættets afslutning blev nået med ”Disco Queen”. Vel at mærke til et band iført hårbøjler…!
Ekstranumre blev man ikke snydt for. Bandet leverede en overraskende sublim fortolkning af Leonard Cohens ”Hallelujah”, hvor bandets sans for korsang med harmonier virkelig kom til sin ret. Til allersidst kom den nærmest Pantera-groovy ”Used” med det flot arrangerede omkvæd. I dette nummer blev lyden desværre lidt rodet, hvilket den ellers ikke havde været tidligere.
Den nye tour-bassist Simon Andersson (eller ”Mr. Andersson”, som han blev præsenteret i bedste "Matrix" stil) gjorde det flot både i spil og fremtræden på scenen.
Generelt et show i virkelig topklasse, også fra de velkendte ”gamle rotter” i bandet, der alle spiller supertight og med uhørt teknisk finesse. Men den sidste spids til ”helt fantastisk” manglede denne aften.
