RF '22: Kakofoni
Sam Shalabis ensemble skabte musik, der skræmte folk fra Avalon, men badede andre i krævende vel- og mislyd.
Indrømmet, umiddelbart ligger Land of Kush ikke direkte inden for skiven på Devilution. Det er i hvert fald hverken metal eller hård rock i nogen form for afskygning. Det ændrer dog ikke på, at musikken i sin essens var både transgressiv og ekstrem, hvilket er mindst lige så interessant som genrebetegnelser.
Og hvor et band som Old Man Gloom ikke generede nogen – udover anmelderen, naturligvis – delte Land of Kush vandene langt mere, og mange virkede decideret forvirrede under showet på Avalon.
Derfor er det meningsgivende at tale om det store orkester, som Sam Shalabi, canadisk egypter, har samlet for os. Udover at indbefatte ham selv som både dirigent, guitarist og keyboardist, er det et omfattende ensemble. Tværfløjte, to violiner, to saxofoner, kontrabas, oud, klaver, bongo- og almindelige trommer, hakkebræt, en kæmpemæssig harpe, darbuka, bas og yderligere synth, for ej at forglemme adskillige sangere.
Det var altså en bizar kombination af traditionelle mellemøstlige instrumenter, vestlige rytmeinstrumenter og klassisk musik. Og det var også omtrent det vi fik.
Fra starten havde Shalabi en makker til at hjælpe sig i dirigenttjansen, hvilket betød, at de delte orkesteret mellem sig, i hver deres kaotiske, klart mellemøstlige spor, hvor en sanger i midten var det naturlige fikspunkt, hvorfra de balancerede. To gange vellyd kørte altså separat, inden de efter nogen tid smeltede sammen, og Shalabi stod alene for at supervisere. Kaosset kørte som en spiral, og allerede her gjorde flere publikummer store øjne – flere forlod også scenen her. Men det var deres tab, for da trommerne sparkede ind og fungerede som modvægt til de høje toner fra scenens midtpunkt, blev det intet mindre end festligt. Den type fest, hvor alle danser deres helt egen dans og det på en eller anden måde passer sammen.
Genreinspirationerne var mangfoldige og Shalabi var ikke bange for at presse sine musikere. Saxofonen overtog fokus i næste nummer og lød nærmest vrængende og dissonant i en passage, der lød som en noir-film, akkompagneret af halvdelen af orkesteret som kor, der som et spejl af publikums forskelligartede danse blev mere og mere skrigende og kakofonisk, hvilket blev reflekteret af den stadigt mere desperate blæser. En violinist lod sine fyldige krøller dirre i ekstase, da han shreddede sin violin som vi aldrig havde hørt det før, og intensiteten var altoverskyggende.
Således forløb Land of Kushs koncert på Avalon: fra det ene mere forvirrende og krævende stykke til det næste, blandet op med mindre åndehuller, hvor publikum kunne få nerverne lidt i ro. Var det metal? Nej. Var det mørkt og spændende? Så absolut. Krævede det noget af publikum og stillede krav til dem? Åh ja, præcis som vi elsker det. Og det er meget federe at få lov at arbejde for noget, end det er at få serveret det samme som man plejer.