ACW 24: Heksesabbat på Vesterbro
Norske Witch Club Satan var en sej og feministisk fuckfinger til den mandsdominerede black metal-genre.
Jeg kan forestille mig, at Witch Club Satan er et band, der deler vandene. På den ene side er der noget dybt fascinerende over gruppen, der i al deres teatralske pragt formår at få A Colossals Weekend grånende publikum til at spærre øjnene op. På den anden side var der også hørbare reaktioner af den knapt så positive slags efter koncerten på grund af selvsamme teater. Det er nok en smagssag, om man køber ind på den præmis, der stilles op, eller ej.
For dem, der ikke kender Witch Club Satan, kan jeg oplyse, at bandet er en trio bestående af kvinder – eller hekse om man vil – og at de er feminister helt ud i hårspidserne. Bandets ærinde er at gøre op med den grimme vane, det er blevet gennem århundreder, at give kvinder skylden for alt fra kvægsygdomme til børn født med et andet køn end det ønskede. Det er derfor ikke glade budskaber, de slynger fra sig. Endvidere har de allieret sig med Mayhem-medlemmet Jørn Stubberud, måske bedre kendt som Necrobutcher.
Med ligsminke og heksetøj fik de tre kvinder i Witch Club Satan på scenen og startede hele showet med et sjælesønderrivende skrig. Så var vi ligesom i gang og havde de ikke vores opmærksomhed før, så fik de den nu. Musikken veksler mellem black af den gammeldags norske slags og mere doomede elementer, og de to ting har altid klædt hinanden godt. Det skabte dynamik i musikken, der i sig selv ikke var så vanvittigt nyskabende, og fik koncerten til at skride fremad. Imellem numrene påkaldte de tre hekse sig med mellemrum alskens mørke kræfter (jeg gætter her!), og det bidrog ikke til den muntreste stemning, men virkningen var god og satte deres aggressive black metal i et fedt feministisk perspektiv.
De spiller godt, omend der var lidt problemer med at finde tonen under den ballade, der blev spillet nogle numre henne i koncerten. Den blev dog alligevel et godt lille afbræk fra den øvrige musik, og markerede også et skift i koncertens følelse. Gruppen spiller godt sammen - der er styr på groove, og de hidsige, markerede stykker, men igen må jeg gentage, at der på den musikalske side af løjerne ikke er så meget nyt at komme efter. Det er godt, men det er ikke nyt, så hvad er det al hypen om?
Hypen skyldes nok snarere deres store sans for at lave teater på scenen. Ikke det der lidt halvbedagede teater vi får fra de gamle, stolte nordmænd, men sådan helt rigtigt teater. Der var kostumeskift to gange undervejs, og de rituelle handlinger mellem numrene var overbevisende og dygtigt fremført.
Starten af koncerten var den mindst overraskende. Sort tøj og ligsminke forekom mig ret standard, men nogle numre henne i sættet gik bandet af scenen og ind kom de iklædt lange (altså virkelig lange) sorte parykker og ikke så fandens meget andet. At gruppens medlemmer i det daglige beskæftiger sig med teater og performancekunst var ikke at tage fejl af og de virkede sært komfortable i deres afklædthed, mens enkelte i publikum strakte hals og andre rødmende kiggede ned i gulvet. Guitar og bas skjulte de mest intime dele, men der var stor interesse for at fotografere trommeslageren, der i sagens natur ikke kunne dække for attributterne med håret, da det i så fald ville blive et farligt rod med trommestikker og hår og hvad ved jeg. Og dermed blev deres ærinde på en måde sat både i relief og en lille smule karikeret. For ideen med gruppen er at gøre op med et mandsdomineret black metal miljø, og spørgsmålet er så om man gør det bedst ved at få publikum til at skyde hundredvis af billeder af ens bryster?
Det til side, var der absolut intet seksuelt over deres optræden, nærmest omvendt, og det blev også hurtigt ret underordnet i koncertens helhed. I koncertens sidste del var der igen et kostumeskifte, og under et maskinelt lydende intermezzo kom gruppen på scenen igen – denne gang iklædt hvidt. Jeg er ikke nok inde i historier om hekse til at vide, hvad deres forskellige påklædninger præcist symboliserer, men koncerten udviklede sig i takt hermed og var således mest aggressiv i den “sorte” tredjedel, sårbart spillet i midtersektionen, og mere blid (dog uden at være blid som sådan) i den sidste del. At der er tanker bag ved den måde, de optrådte på, og sættet er der slet ingen tvivl om, og Witch Club Satan cementerede sådan set bare, at ACW har up’et deres game i år, hvad angår mere ligelig kønsrepræsentation.
Witch Club Satans var en forfriskende optræden, der tog black metallens teatralske teater til et nyt niveau med deres performance-art. Musikalsk var vi mere i midterfeltet, og selvom der ikke var noget dårligt i deres musik, var det ikke på nogen måde en åbenbaring.
Hvis du missede dem på A Colossal Weekend kan du se frem til at se nordkvinderne på Roskilde Festival, som de også gæster i år.