Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Velspillet virvar

Populær
Updated
Velspillet virvar
Velspillet virvar
Velspillet virvar
Velspillet virvar
Velspillet virvar
Velspillet virvar
Velspillet virvar
Velspillet virvar

Amerikanske At The Drive-In fremstod meget musikalske og innovative, men var placeret på en alt for stor scene. 

Dato
29-06-2016
Koncertarrangør
Karakter
3

Det monsteronde thrash metal-bulder fra Slayer hang stadigvæk i luften under teltdugen på den mægtige Arena-scene, da det genkomne 90'er/00'er-ensemble fra El Paso, Texas, At The Drive-In, entrerede festivalens næststørste podie for at levere en helt anderledes form for "hård rock".

Alternativ metal-rock eller post-hardcore har været den gængse genre-etikette for det vanskeligt kategoriserede At The Drive-In, der spøgefuldt har taget deres bandnavn fra en sangtekst-linje hos det ultimative puddelhunds-orkester, Poison.

Men ellers er der nu ikke mange glam rock-associationer fra bandet, hvis hovedmedlemmer – guitarist og sangskriver Omar Rodriques og sanger Cedric Bixler – i 2001 skiftede At The Drive-In ud med det mere søgende og eksperimenterende kultband The Mars Volta.  

For et par år siden tog de igen fat i At The Drive-In, dog indtil videre kun som en live-fornøjelse.

Sonisk søgende ekskursioner
Onsdag aften i Roskilde gik At The Drive-In dedikeret og energisk på med et intenst og velspillet virvar af deres hardcore-trykkende, avantgarde-tunge og hektiske rocksange, der ganske snart fremstod som en særdeles udfordrende og omfangsrig tur rundt i det musikalske landkort.

Bandet diskede således op med sonisk søgende eksursioner ud i både tung metal, rock, funk, punk,  psykedelika, jazz-momenter, skæve grooves, lette, men svært definerbare pop-refræner, lidt dub og frontmand Zavalas lejlighedsvise melodica-supplement (jeg ved ikke, hvor mange Devilution-læsere der lige er bekendt med den gamle reggae-musiker Augustus Pablo, men det var omtrent dér, vi var henne, når Zavala blæste i mundstykket).

Indimellem var det faktisk, som om At The Drive-In – især mod slutningen af sættet – var på vej over i det mere avantgardistiske Mars Volta-univers, men det var samtidig også her, hvor det teknisk toptrimmede band ramte det bedste af deres musikalske dybde.

Jeg er ikke superskarp i At The Drive-In's bagkatalog, men kunne dog genkende et par ting fra hovedværket, og bandets seneste album, 'Relationship of Command' (2000).

Alt for stor
Problemet var dog placeringen på den alt for store Arena-scene, hvilket Cedric Bixler også selv erkendte oppe fra scenen. Tilgængelige er bandet jo langt fra, til tider virkede de slet og ret socialt fraværende, og den ellers ret Rob Tyner-udseende (MC5) Bixler er ikke just frontmanden, der skriger et gig gedigent i gang – som førnævnte Tyner hos MC5 – med et "Kick out the jams, motherfuckers!"

Og sådan behøves det selvsagt heller ikke altid at være. Men en mindre scene og en tættere interaktion mellem aktører og publikum havde gjort meget mere for denne ellers musikalsk kompetente og innovativt interessante time.