CMF 26: Et gladere bæst
Baest har fået flere farver, mere melodi og lidt mindre død ind i maskinen. På Amager viste aarhusianerne, at den nye udgave af bandet fungerer.
Colossus
Misfortunate Son (feat. Theis fra Orm)
In Loathe and Love
Mouth of the River
Genesis
Gula
Ecclesia
Necro Sapiens
Depraved World
Meathook Massacre
Stormbringer
”Kom så de hvii’!” bliver der råbt fra scenen som støtte til de danske mestre hjemme i Aarhus. Det giver ikke ligefrem stående applaus på Amager, men Baest lader sig ikke mærke af det. Tværtimod toner et veloplagt band frem i den nye og noget mere farverigt udtryk, der også præger seneste plade, 'Colossal'. Det er knap så sort som tidligere, der er mere leg i udtrykket, og allerede med 'Colossus' får vi et af pladens bedste numre. Det åbner med et bautatungt groove, inden det bliver forløst i en uptempo pit-fest, og så er vi ligesom i gang.
Det er tydeligt, at Baest efterhånden er et meget scenevant band. Bevægelserne, gestikken og de små markeringer sidder, hvor de skal, og især i de ældre numre kan man næsten se de mange turnéer i kroppen på dem. Det er på ingen måde en kritik, for Baest er blevet et enormt sikkert liveband, men spontaniteten ryger måske også en lille smule undervejs.
Mere melodi, mindre fare
'Gula' slæbte sig fint og tungt afsted, inden 'Ecclesia' viste, hvorfor Baest efterhånden bør regnes blandt vores bedre eksportvarer sammen med svinekødet. Det er dødsmetal med melodi, uventede drejninger og et breakdown med svirp i. Et forrygende nummer i bandets diskografi. 'Necro Sapiens' er efterhånden fast inventar på sætlisten, og denne aften valgte Simon Olsen at brøle nummeret midt i pitten, hvilket selvfølgelig kun gjorde festen større.
Til gengæld kommer 'Depraved World' aldrig helt op i samme gear. Grundmaterialet fejler ikke noget, men kemien mangler lidt, og det siger måske også noget om det nye Baest. Det er blevet sjovere, mere melodisk og flere steder mere umiddelbart fængende, men også en smule mindre farligt. Bandet har selv beskrevet 'Colossal' som en ny retning for deres dødsmetal med mere fokus på klassiske heavy-riffs og melodi, så forandringen er helt bevidst.
Det bliver meget tydeligt i afsluttende 'Stormbringer', hvor hovedriffet lyder som en single fra en D-A-D-plade. Fængende er det unægtelig, og foran et stort metalpublikum fungerer det fremragende. Baest anno 2026 er måske mindre rendyrket død end tidligere, men bæstet har ikke fået trukket tænderne ud. Det har bare lært et par nye tricks.