Heksenes aften
Burning Witches en fredag aften i en by i provinsen? Det kunne nu alligevel noget.
Shame
Dance With the Devil
Maiden of Steel
The Dark Tower
The Witch of the North
Intro
Inquisition
Release Me
Sea of Lies
Evil Witch
Lucid Nightmare
The Witch Circle Long
Hexenhammer
Wings of Steel
Burning Witches
Det er 375 år siden, at den sidste heks blev brændt på bålet i Kolding. Fredag aften var der så endnu en gang fut i heksene i Kolding. Men denne gang om ikke mere roligt så i det mindste mere fredeligt i forbindelse med, at schweiziske Burning Withces gav koncert på Godset.
Umiddelbart kan det undre, at Burning Witches sådan dukkede op på en scene på et spillested i provinsen en fredag aften i marts. Bandet er ikke på europaturné i øjeblikket, og der var ikke andre koncerter i Danmark eller Norden i øvrigt. Så bandet fløj ind (altså med fly – ikke på koste!) alene for koncerten i Kolding.
Forklaringen skal gives i, at man i uge 10 har haft ”Womens Week” i Kolding. Der er der så nogle behjertede sjæle i og omkring Godset, der nok har tænkt, at som supplement til alle foredragene og debatterne kunne de måske være en idé med nogle kvindelige musikere. Tak for det.
Burning Witches er måske ikke at finde i heavy metals absolutte topdivision, men bandet har alligevel noget at byde ind med. Nok er alt materialet ikke lige godt, og nok har forsanger Laura Guldemond måske ikke genrens bedste vokal, men det skal ikke tage fra bandet, at det er et ganske godt liveband.
Burning Witches' powermetal iblandet en god portion thrash og inspiration fra Judas Priests traditionelle metal fungerer sådan set godt. Især er sammenspillet mellem bandets hovedkomponist og guitarist Roman Kalkuhl og leadguitarist Courtnet Cox fint. Det som sangene måske mangler i originalitet og hitpotentiale, kompenseres der på fornuftig vis med et godt rockende fundament.
Nyt materiale
Burning Witches udgav i 2025 albummet ‘Inquisition” og det blev der naturligvis også spillet flere sange fra. Her kunne man så måske godt have undværet balladen ’Release Me’ som hverken fungerer særligt godt på plade eller live. Der er andre sange på albummet, der fungerer langt bedre. Når det så er skrevet, at det ikke er alt bandets materiale, der er lige godt, så skal det dog medgives, at sange som den efterhånden nogle år gamle ’Hexenhammer’ er et rigtig godt Judas Priest-lydende sang. Den blev da naturligvis også fyret af i Kolding.
Fredag aften i en by i provinsen på et spillested med traditionel heavy metal betyder i disse tider desværre en halvtom sal. Men hvis det var noget, som skuffede Burning Witches, var det ikke noget, som de viste. Alle medlemmerne så i den grad ud til, at de havde lyst til at være til stede og på scenen. Det smittede! Så vi, der var mødt frem, havde også lyst til at være der.
Det var en god aften med Burning Witches som indledning til kvindernes internationale kampdag. Det er et band, man godt kan tåle at opleve igen.

