RF '19: Det svært dansable kuriosum
Collider inviterede med deres musikalske legestue til en hjernevrider af en koncert, der på trods af de snørklede strukturer var en underholdende afrunding på festivalens opvarmningsdage.
I 1997 stod jeg i et antikvariat i Kolding med Mr. Bungles 'Disco Volante' i hånden til 40 kroner. ”Mike Patton plejer ikke at fejle” var rationalen, og den røg lige lukt i Fjällræven og hjem i afspilleren til videre afspilning.
14 dage senere blev den solgt, i eftermælet udelukkende fordi jeg ikke havde skruet højt nok op for det påfaldende lave mix. Åbenbaringen kom således først et par år senere, da en ven til en gymnasiefest lukkede mig inde i et soveværelse og ene mand gav sig til at fremføre hele albummet som et teaterstykke; som levende illustration af det kakofoniske vanvid Mr. Bungle var udtryk for, absolut ikke mindst på dette album.
Som denne Collider-koncert skred frem, lignede bandet mere og mere en shoegazet pendant til det kakofoniske vanvid, undertegnede oplevede med 'Disco Volante' for 20 år siden. Ikke, at Collider på samme måde som i indspillet form lød så ensidigt forbundet med shoegaze-scenen. Der blev skudt med genremæssige spredehagl, og det var mere nørdefaktoren og det tiltagende effektbad, samt Marie Janssens høje skrig og blæserindfald på blokfløjte og saxofon, der sendte tankerne tilbage til inspirationen fra teenageårene. Det var lige til at blive glad i låget af, og selv om de fremmødte gjorde deres bedste for at svinge træbenet, var det praktisk talt umuligt at følge med på de ustandselige rytmeskift og skæve taktarter, hvis ikke man kendte dem indgående i forvejen. Ingen runde hjørner, ingen bløde overgange, og kunstnerisk og energisk med en eventyrlyst og kreativitet sjældent hørt på de danske breddegrader.
Om det så virkede efter hensigten er en anden sag. Det var nemt at miste pusten, også selvom den nyligt udgivede, tilpas umundret betitlede debut '-><-' , var lyttet igennem flere gange forinden. Al respekt for Mikkel Fink (trommer) og Johan Bolder (bas), der live dominerede rytmesektionen med hård hånd og indlagte improvisationer - hvis man nu ikke syntes skabelonerne var stramme nok i forvejen. Det hårde arbejde lønnede sig ikke nok i længden, og Collider gjorde det mere kompliceret for sig selv, end hvad godt var.
Hvor prætentiøse de end fremstod, så må vi dog kippe med hatten for spilleglæden, der strålede ud af foretagendet. Ikke mindst når kompleksiteterne tog til som i den kontant aggressive 'Sniper' eller den afrundende 'Bruno', hvor Finks legesyge spillestil fik frit flor til at slå sig løs, inden de 45 minutter var gået. Underholdende var det, og selvom de ofte skød over mål i deres legesyge eksperimenter og derfor også mistede et par tilskuere på vejen, så var Collider nu et festligt indslag, vi gerne hører mere fra i de kommende år.