Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Copenhell 2015: Hval-kongerne slog til igen

Populær
Updated
Copenhell 2015: Hval-kongerne slog til igen
Copenhell 2015: Hval-kongerne slog til igen
Copenhell 2015: Hval-kongerne slog til igen
Copenhell 2015: Hval-kongerne slog til igen
Copenhell 2015: Hval-kongerne slog til igen
Copenhell 2015: Hval-kongerne slog til igen
Copenhell 2015: Hval-kongerne slog til igen
Copenhell 2015: Hval-kongerne slog til igen

De franske økokrigere fløj op fra havets mørke og splittede Helviti fra hinanden lørdag aften i et forløsende, fuldendt metallisk hval-orgie.

Kunstner
Dato
20-06-2015
Trackliste
1. Ocean Planet
2. The Axe
3. The Heaviest Matter of the Universe
4. Backbone
5. Love (med Remembrance outro)
6. L'Enfant Sauvage
7. Toxic Garbage Island
8. Flying Whales
9. Oroborus
10. Vacuity
(Trommesolo)
11. Where Dragons Dwell
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
5

Hvad end der løber igennem årerne hos de to brødre Joe og Mario Duplantier, som udgør rygmarven i Gojira på henholdsvis guitar/vokal og trommer, så burde det ekstraheres til gavn for alle!

Der er efterhånden ikke flere superlativer tilbage, som ikke er blevet kastet efter gruppen, der siden gennembrudspladen 'From Mars to Sirius' fra 2005 kun har vokset sig større og større. Og det er ganske forståeligt. For i den time plus det løse, som de franske mastodonters optræden sneg sig op på lørdag aften, var der ikke ét sølle sandkorns tvivl om, at Gojira er noget helt særligt.

Det grænser til det overnaturlige, når bandet indtager scenen til lyden af hvaler, der hurtigt får kolossale tunge riffs og trommer at gå på. Som et andet sagnomspundent monster forener de fire franskmænd sig i ét sonisk hval-angreb. Kald det teknisk metal, kald det moderne dødsmetal, ja, kald det, hvad du vil, for ingen ord kan matche det niveau af overlegenhed, som er gået ind i rejsningen af metallens mest oplagte bud på en supertanker for de næste mange generationer.

Ydmyge metal-konger

De har været her før – men i år var det endelig blevet tid til, at Gojira skulle indtage den største scene på Copenhell. Og allerede i første nummer 'Ocean Planet' stod det klart, at både lyd, band og publikum ramte hinanden i en eufori, der tronede op over alt og alle.

Bassisten Jean-Michel Labadie var som altid i overdådigt godt humør og sprang livligt rundt på scenen, mens resten af bandet, der også udgøres af guitarist Christan Andeau, tog sig af at levere det ene knusende riff efter det andet til lyden af lillebror Marios eminente trommespil, der retfærdigvis har sikret ham flere kåringer som verdens bedste bag metal-tønderne.

Til trods for at Gojira ikke er sjældne gæster på disse kanter, så formår de alligvel hver gang at føje til begejstringen. For selvom gruppen åbenlyst er meget bevidste om egne evner og bestemt ikke holder igen med at folde sig ud, så fremstår de stadig tilpas ydmyge. De er lige så glade for at være på scenen, som publikum er for at se dem. Og det skaber – i samspil med deres vanvittige kompositioner og budskaber om at passe på planeten – en sand følelse af at være en del af noget større. De sætter ikke bare metallen, men også klimaet på dagsordenen med en kraft, der er flere tusinde hvaler i fremdrift værdig.

Det var derfor også en overordentlig veloplagt Joe Duplantier, som halvvejs i showet gentagne gange skreg “We need a bigger hole!” ud over det sorte hav. Som altid blev opfordringen mødt, mens bandet varmede op med introen til 'Flying Whales', der herefter i takt med det lede start-riff skød årets største circle-pit i gang til tonerne af den franske gourmet-metal. Ubarmhjertigt borede de sig ind under huden på det heldigvis massive fremmøde foran Helviti, som fik flere hundrede legemer til at ryste sig selv ud af tid og sted.

Brølet fra trommeslageren

Efter den allerede legendariske albumåbner 'Oroborus', fra 'The Way of All Flesh' (2008) steg Mario Duplantier ned fra sine ophævede trommer og beviste, at han også – i lighed med storebror – evner at brøle solen sort. “Do you want some fucking more!?” lød opfordringen, der straks blev kastet tifoldigt tilbage på scenen. Den tunge og slæbende 'Vacuity' marcherede herefter godt og grundigt alt ned, indtil den obligatoriske og aldrig kedelige mundsavlende trommesolo ledte op til aktens sidste knald med 'Where Dragons Dwell'.

Bandet kom, så og sejrede i vanlig Gojira-stil. Hvis man skulle sætte en finger på noget, så er det, at deres show måske, til trods for få udskiftninger i sætlisten, er ved at have fundet sin faste formel. Men det er næppe en kritik, der er værd at grave i. Og mon ikke gruppen allerede næste gang har nye kort i ærmet med varslerne om et nyt album i 2016? Vi glæder os i hvert fald til at se dem igen, hvilket bliver inden alt for længe ifølge bandet selv.