Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Copenhell 2013: Energisk svensk dødvande

Populær
Updated
Copenhell 2013: Energisk svensk dødvande
Copenhell 2013: Energisk svensk dødvande
Copenhell 2013: Energisk svensk dødvande
Copenhell 2013: Energisk svensk dødvande
Copenhell 2013: Energisk svensk dødvande
Copenhell 2013: Energisk svensk dødvande
Copenhell 2013: Energisk svensk dødvande
Copenhell 2013: Energisk svensk dødvande

Sabaton gjorde egentlig alt rigtigt, men nogen stor oplevelse var de ikke lørdag på Copenhells største scene.

Kunstner
Dato
15-06-2013
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
2

Er det selvironi, storhedsvanvid eller svensk patriotisme at gå på scenen til 'The Final Countdown'? Sabaton turde i hvert fald gøre det, måske fordi den sang ikke har samme kitschede klang i hjemlandet. Men som Europe-fan trækker det heller ikke ned fra denne anmelders side.

Det gør camouflagetøj heller ikke, selvom det måske er lidt overkill, at hele bandet er iført militærbukser til kampe i by. Men det er også yderst passende og gennemført til et band, der har centreret hele deres tekstunivers om krigshistorie - selvom de måske tager krigshistorien så seriøst, at udklædningen negligerer den.

Nu skal det dog primært handle om musikken, og den havde ikke gode forhold. Svenskerne fulgte trenden med ikke at have synlige guitar og basforstærkere på scenen - hvis der da overhovedet var nogen. Det lød nemlig lige netop, som om guitarerne gik direkte i Helviti-scenens eget anlæg og dermed blev frataget enhver følelse af livemusik og levende instrumenter. Altså ikke playback, men bare alt for kontrolleret - samtidig med at det var alt for lavt, og at den til et bastant band som Sabaton påkrævede lydmur fuldstændigt udeblev.

Tilbage stod et band, der kun kan én formel for sangskrivningen, og var berøvet deres vigtigste udtryk: Tyngden. Og symfonisk power metal med storladne koromkvæd behøver en voldsom bund, ellers reduceres det til skinger rumlen og trættende guitarekvilibrisme. Dette til trods for, at de tydeligvis var veloplagte, vant til store scener og ditto folkemængder og virkelig forsøgte at få startet en fest med fællessang i et højenergisk tempo.

Det fungerede tydeligvis fint for de inkarnerede fans, som var friske på at synge med, men de af os, der kun kunne omkvædet til 'Primo Victoria', var knap så godt stillet og egentlig ikke særlig godt underholdt, hvis man ser bort fra, at der var fem meget flyvende svenskere at holde øje med alle vegne på scenen.