Copenhell 24: Rockmusikalsk ADHD

 

Ud fra bandnavnet kunne man nok have troet, der var tale om symfonisk eller melodisk hård rock, men det er der langt fra tale om.

 

"Nothing but rock'n'roll", stod der på frontmand (og den mindste af tre brødre i bandet) Remington Leiths T-shirt, mens han endnu havde den på.

 

Men Palaye Royale kom med langt mere end det, tidligt onsdag aften på Copenhell. Musikalsk kom vi både rundt om moderne melodisk glam, art metal, trekvartvejs avantgarde pop, rockede guitar-indslag, følsomme ballade-momenter og garagepunk-fraseringer fra en anden tid. I deres mest tungt rockende sekvens strejfede bandet noget, der mindede om White Zombie i en momentan moshpit med Pantera.

 

Musikken bestyredes navnligt af Liam Gallagher-lookaliken Sebastian Danzig (ja, noget af et kunstnernavn for os, som har haft en ungdom med både Skid Row og The Misfifts/Danzig) og hans bror, den Johnny Thunders-lignende trommeslager Emerson Barrett, mens lillebror drønede rundt på og omkring scenen, og kravlede op i sideriggene med en sprudlende, udadvendt energi og entusiasme som sjældent set.  

 

I det ene øjeblik sprang han ned blandt publikum og faciliterede en art wall of death, for dernæst at sætte sig op til keyboardet som en anden Freddie Mercury, hvorefter han gik i emotionel ballade-modus. 

 

Performancemæssigt kulminerede showet, da frontmanden stagedivede ud i en gummi båd (!!) blandt modtagelige folk i de forreste rækker, for dernæst at crowdsurfe rundt i båden til publikums lige dele forbløffelse og fornøjelse.

 

Svært at sætte en finger – eller et djævlehorn – på leveringen, men musikalsk stak det i for mange retninger som en slags rundforvirret, rockmusikalsk ADHD.

 

Forsangeren nåede langt ud over scenekanten – musikken desværre ikke.