Copenhell 24: Hulder i bulder
Den majestætiske vildskab, som man kunne have forventet qua Hulders udgivelser, udeblev i en buldrende, rungende trommelyd på Gehenna.
Bands med kun ét medlem giver sjældent koncerter. Særligt hvis genren er black metal. Men den belgisk fødte, snart 30-årige kvinde fra Washington, USA, som står bag Hulder, tog projektet ud på landevejen i 2022. Hun besøgte Danmark så sent som i december 2023, men hvor det dér var i mindre rammer på Stengade, så var der så at sige noget mere luft under vingerne på Gehenna-scenen på Copenhell. Og så endda i det for black metallen så mindre attraktive dagslys. Fuldt dagslys. Desværre.
Det var samme musikere som dengang på Stengade, som Marliese Beeuwsaert sammen med sin trofaste B.C Rich guitar havde valgt at tage med på landevejen. Den anden guitar i lydbilledet spilles af den kølige Tanner Anderson (Celestiial, Panopticon (live)), der med stoisk ro udviser sej arrogance på scenen. På bas, hendes husbond Sam Osbourne (Funebrarum, Trepanation), og denne dag den person på scenen med størst vilje til at få publikum op i gear, når han med knyttet næve af publikum signalerede "kom så!". På trommer, Xander Bührer (Heart of the Serpent), solidt spillende, men også på et for denne koncert lidt for larmende trommesæt.
Corpsepaint og rungende trommer
Lyd og æstetik kom som et aftryk af den oldschool black metal med rå diskant guitar, raspende vokal og corpsepaint. Eller ansigtsmalingen var der nu kun på hovedpersonen selv, der i tillæg havde ekstremt langt hår, der flittigt blev rystet, præcis som ægtefællen på bas ved siden af hende.
Desværre for de episke elementer i Hulders musik, så stjal dårlig lyd en del af oplevelsen på Gehenna. Ikke dårlig lyd, som det man måske ville kalde bevist dårlig lyd på klassiske black metal-skiver fra starten af 90'erne. Nej, en virkelig irriterende buldren fra stortrommer og de største tammer på trommesættet. Det stjal al kraft ud af de ellers herligt fræsende guitarer, så musikkens intentioner hørtes bedst, når dobbeltpedalen holdt et hvil, og der kun var lilletromme og high-hat i spil til et lejlighedsvist dunk i stortrommen, og guitarerne kunne fræse på den særlige måde, hvor black metal kan bygge den fede, uhyggelige stemning op.
Hulders vokal, når denne ikke var rasende og rå, druknede også lidt i denne lyd, når den gik over i den mere sungne, stemningsskabende variant. Man drømte sig til et lavloftet, intimt spillested med godt med mørke og mere kontrolleret trommelyd, og en mere intens vildskab end koncerten på Gehenna gav. Og et eller andet med lydens problemer blev måske også fornemmet på scenen, da hovedpersonen klagede over og ønskede den forbandede lilletromme ud af sin monitor. I det hele taget virkede hun flere gange lettere irritabel.
Men ellers var hun en fåmælt kvinde i front. Ikke et ord sagt til publikum. Og efter blot 35 minutter forlod bandet pludselig scenen til et forbløffet publikum, som ikke vidste, om koncerten var slut eller ej. Selvom koncerten blev hæmmet af lydbilledet, så får hun dog et plus i den lille sorte bog, for det understregede på en eller anden måde inspirationen fra den fandenivoldske black metal, som hun har taget under kærlig behandling på sine udgivelser, og som på ingen måde havde til hensigt at please nogen med noget som helst og da slet ikke tom snak. Ikke så meget bullshit, blot en black metal agenda. Sådan.