Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Copenhell 24: Skuffelsen

Populær
Updated
20240621173356_TR5_8420
20240621173633_TR521588
20240621173747_TR521633
20240621174154_TR521687
20240621173842_TR5_8543

De få havde det fantastisk, skabte liv i en mindre pit og hjalp med at slå huller i luften. De fleste oplevede en repetitiv ligegyldighed, der kun var interessant kortvarigt. 

Kunstner
Dato
21-06-2024
Fotograf
Peter Troest
Karakter
2

Det rungede tungt under Pandæmoniums fundament, som Christopher Mills slog an, akkompagneret af Casey Soyk på bas. Det kunne føles i mellemgulvet, og følelsen var god. Tilsvarende var forventningerne til resten af det Chicago-baserede hardcore-band, gode, store, mange. Et af årets hypede koncerter i ’core-kredse. Forståeligt, for bandet har attitude en-masse og et ry, der følger med. Som kvintetten gik på var det helt store spørgsmål primært, hvor meget af scenen – og publikum – der ville være tilbage efter koncerten?

Scenen stod stadig. Det, selvom forsanger James Pligge gjorde sit for at trampe hul i gulvet og tilsvarende slå den usynlige mur ned, der konstant generede den muskuløse frontmand. Selv hans band-kammerater gjorde deres for at holde sig på sikker afstand. Her er en forsanger, der er alvorligt sur, blev det kommenteret – og det var vel primært hvad vi fik. En påtaget hardcore-sur forsanger. 

’Become A Machine’ åbnede festen, og man ventede nærmest på, at Pligge rev det tatoverede svær fri af ryggen, og gik i gang med at nedlægge publikum. Det gjorde han heldigvis ikke. Guitarist Bo Lueders gik dog i gulvet kort tid efter. Det var dog en fodfejl, og ingen skade sketeog det er også her, vi landede koncertmæssigt. Vi var der, publikum deltog, i hvert fald momentvis, men det var egentlig ret ufarligt. 

Selv pitten var ufarlig. ’Call My Name’ var på underlig vis et højdepunkt meget tidligt i koncerten. Det samplede, indledningsvise beat, de industrielle undertoner, de indlevende riffs. Perfektionisme på plade og ditto live. ’Devour’ og ’Infestation’ fungerede tilsvarende, men det blev aldrig hvad vi havde håbet og bildt os selv ind, at Harm’s Way ville være. Pitten skrumpede derefter.

"Slåskampen", de høje knæløftninger, den voldsomme koncert på dette års Copenhell, der var mere end bare farlig på mosh – vi fik en halvbagt oplevelse, der næppe kan have tilfredsstillet mange. Til trods for, at den rå Pandæmonimum-scene virkede som et fremragende match med den tilsvarende rå hardcore, kom bandet aldrig ud over scenekanten, og afslutningsvist virkede det hele utroligt trivielt, ligegyldigt og nærmest håbløst. 

Men publikum så giraffen. ”Han ligner en oppustet version af ham der Dancing Mike”, udbrød en publikummer. Det var nok mere Magic Mike og Channing Tatum, der blev tænkt på. Navnet er irrelevant, kommentaren slående for koncerten. Vi så Pligge, vi hørte bandet, få moshede, mange sivede, og alt i alt endte Harm's Way med at fremstå som en af festivalens skuffelser.