Copenhell 26: Driftsikkert lokomotiv
Soilwork debuterede på Copenhell i bagende hede og kørte den ind med charme, selvtillid og gode melodier.
Soilwork leverede et fremragende show på Copenhells absolut værste scene, Pandæmonium, til deres debut på festivalen. At de ikke har spillet ved andre lejligheder i festivalens 15 år, er et mysterium. Det er svært at forestille sig et band, der lander mere i midten af alt, hvad Copenhell er: Til tider hårdtslående, men mestendels helt og aldeles ufarlig med udpræget sans for det storladne.
Soilwork har spillet mange mange gange på danske scener igennem årene og der er altså en grund til at det er en booking, der aldrig rigtig rammer ved siden af. Med få virkemidler fik Bjørn Strid hurtigt krammet på publikum, der var mødt ret talstærkt op til koncerten og trods den bagende varme og sved, der tapløb var han veloplagt og ikke mindst velsyngende. Det sidste er ikke nogen selvfølge, selvom konsekvensen i Soilwork-sammenhænge ikke er helt så alvorlige, som når Strid mister stemmen i sit sideprojekt: Night Flight Orchestra. Men han var i topform denne fredag eftermiddag og den high-pitchede afslutning på koncerten sad lige i skabet.
På instrumentsiden var der ikke en finger at sætte på noget som helst, og det hele kørte som et smurt, tungt lokomotiv, selvom backingvokalen til tider var lidt langt tilbage i lydbilledet og så bliver det aldrig rigtig fedt med lyden på Pandæmonium der er ramt af de hårde vægge langs den ene side af den lange plads foran scenen. Det buldrede og bragede, men det blev dog bedre under koncerten - og det var ikke noget, der ødelagde helhedsindtrykket.
Det var så svensk som noget kunne være. Komplet med en tydelig aftegning af snusdåsen i lommen. Virkemidlerne var simple, men det umuligt for selv den mest standhaftige skeptiker ikke at lade sig rive med af de hårdtslående dobbelte midttempo-stortrommer, de gode melodier og de episke guitarsoli, der blev doseret, så vi ikke på noget tidspunkt ramte kvalmetærsklen. Strid selv balancerede med en linedansers elegance mellem sin hård mand, blød mand-attitude, og hans forsøg ud i dansk var på grænsen til kært.
At Soilwork ikke havde deres første tur i ringen var helt tydeligt, og sætlisten gav plads til både cirkelløb (et pit var det som sådan ikke) og et par numre midtvejs, der gav publikum mulighed for at tage en slapper. Hen mod slutningen af sættet blev der fyret op for fællessangen, og her krydsede Soilwork uironisk over i AOR-land, som besynderligt nok gav flere lyst til at crowdsurfe. Det var lige til at blive glad i låget af, og måske var det den bedste koncert med Soilwork på dansk jord i flere år.