Copenhell 26: Lefleri for laveste fællesnævner
Warkings var musikalsk fastfood af værste skuffe. Vi skylder os selv meget mere!
Jeg kan se det for mig. “Devilution er også bare pisse sure og gider ikke feste”. “Vi må ikke have det sjovt”. “Sure Devilution, har I hyret Thomas Treo?” Det er OK. Og for nu bare at komme ovenstående i forkøbet: Ja, vi er nogle gange pisse sure, men det kommer vi til.
Til gengæld elske vi at feste, og vi elsker at omgive os med folk, der har fedt. Og nej – vi har ikke hyret Thomas Treo. Han får formodentligt en noget bedre løn hvor han er, end hvad vi kan tilbyde.
Men vi bliver sgu nødt til at spørge os selv om, hvor lavt vi vil synke i festens tegn? Hvor lidt vi vil lade os spise af med for at bevare den gode stemning og illusionen om, at vi alle er én stor, harmonisk familie.
Der er såmænd mange bands, der kan give anledning til at stille de her spørgsmål, men lige nu gælder det Warkings. Warkings, som i vores omtale af deres pladecover fik dissekeret godt og grundigt, som det de er: en konstruktion, et boy band, et skuespil med skuespillere fra c-listen, som besætning. Og jo, Warkings spiller fint nok. Det, de spiller, er ikke særlig svært, men de spiller da hæderligt. Jeg har hørt værre. Og sangerne synger også godt. De er gode håndværkere. Og de gør det, de skal, til ug. Måske ikke helt med kryds og slange, men det er absolut godkendt.
Forsangeren i forklædning af arketypen på den muskuløse Spartianer var tilmed ret morsom. Det var til tider utroligt sjovt. Men her løber jeg simpelthen tør for ros. Warkings får Lordi og Gwar til at fremstå som kompositoriske genier, som veritable fyrtårne indenfor deres særegne genre. Lige fra begyndelsen, hvor de ud over en i øvrigt fin og nogenlunde sarkasmefri præsentation fra festivalens egne konferenciers, valgte at bringe deres egen fluffer med på scenen til at stå og hamre i gulvet med en gigantisk plastichammer akkompagneret af teatertorden til den over the top præsentation af hver af musikerne.
Eller skulle man sige deres roller. Spartianeren, Feen Morgana eller Morgaine om man vil, Vikingen, Highlanderen. Alle med kostumer stjålet fra populærkulturens version. Med 300 og Braveheart som de mest genkendelige. Forklædt som skeletter, et genopstået spøgelse af figurer, der enten ikke har eksisteret i virkeligheden, eller som på intet tidspunkt har sameksisteret historisk.
Det var leflen for laveste fællesnævner, og det var stereotypt som bare fanden. Musikken var af en kvalitet, hvor en AI uden problemer kunne have skrevet den, men det ved jeg dybest set ikke om er tilfældet, så den lader vi stå åben.
Det var fællessang, en forceret påtvungen national identitet – danskere er jo vikinger… eller noget. Det var kvalmende og brækfremkaldende, særligt i numre, hvor den klassiske italienske frihedssang ‘Bella Ciao’ pludselig bliver forlæg for en sang om det modsatte: nemlig krig. Eller da Spartianeren iført sin 6-8 pack brynjeplade proklamerer, at de har slået alle dragerne ihjel. Godt så… Men ind kommer Flufferen med en sort badering, som bliver udråbt – og jeg lyver ikke – som Dragens penisring. Aha. Det bliver ikke mindre klamme, da de beder en “skjoldmø” om at “ride på penisringen”, hvilket et enkelt medlem af publikum melder sig til efter en ret målrettet overtalelsesaktion fra Spartianeren. I 2026? Really?
Warkings var en lang række af What.The.Fuck.-oplevelser og netop som man ikke troede det kunne blive værre, blev det værre.
Vi bør spørge os selv, om vi virkelig vil indtage den slags musikalsk fastfood. Vil vi med vilje udvande vores scene? Eller vil vi kræve mere? Af bookerne, af hinanden. Af bands. Lad os lade bands, der ikke kan gøre ret meget andet end at levere hurtige kalorier, dø i stilhed. Lad os hylde de bands, der har noget at byde på. Warkings hører ikke til her.