RF '19: Et sødt duftende flashback
Cypress Hill var tæt på den perfekte afslutning på Roskilde Festival, hvor bandet leverede en professionel hitparade til et publikum, der tørstede efter netop dét.
2. Real Estate
3. Hand on the Pump
4. The Phuncky Feel One
5. When the Shit Goes Down
6. Throw Your Set in the Air
7. Shots Go Off
8. Lick a Shot
9. Latin Thugs
10. Tequila Sunrise
11. Roll It Up, Light It Up, Smoke It Up/I Wanna Get High/Cisco Kid/Dr. Greenthumb/Hits from the Bong
12. How I Could Just Kill a Man
13. Insane in the Brain
14. I Ain't Goin' Out Like That
15. (Rock) Superstar
16. Jump Around
Der var ikke nødvendigvis mange tegn i sol, måne og stjerner på, at Cypress Hills lukketjans i Arena-teltet skulle være en succes. Lørdag nat klokken to er de fleste gået hjem enten fysisk eller mentalt, nattekulden havde lige fået et ekstra nøk i retning af ”pis os’ at jeg glemte min jakke”, og bandet selv har et vist ry for ikke at holde sig helt appelsinfri. Således mindes jeg svagt snak om en koncert ude på Christiania i 1990’erne, hvor bandet kom tre timer for sent på, fordi de havde røget noget, der var lidt stærkere end det vanlige ovre i Los Angeles. Og i øvrigt havde Behemoth allerede denne aften forsinket forløbet på Arena, da der var et uregerligt fortæppe, der ikke ville være satan-farligt nok.
Derfor er det en positiv overraskelse, at Mix Master Mike allerede fem minutter i to kaster sig ud i at opvarme det godt pakkede Arena, mens den sødlige duft af urter breder sig, og en alt for dyb indånding vil være lig en solid rumrejse. Ikke mindst inde i pitområdet, hvor en ordentlig bong midt i mængden gør sit bedste for at imitere en middelsvær fabriksskorsten. Hvis nu vi havde glemt, hvem det er, der spiller om lidt.
Med frontrapper B-Real i sit sædvanlige sheikoutfit i spidsen entrerer bandet og kaster sig straks ud i den nylige orientalt inspirerede ’Band of Gypsies’ fra sidste års ’Elephants on Acid’. Hvilket er første og stort set sidste gang i aften, at Cypress Hill minder os om, at de også har udgivet plader i dette årtusinde. Bandets to første plader, den selvbetitlede fra 1991 og det to år yngre gennembrud ’Black Sunday’, udgør over halvdelen af aftenens sætliste, som bandet knokler sig målrettet igennem.
Og det er her, Cypress Hills professionalisme sparker ind. Der er næppe ret mange, der har lyst til at stå og råbe ’hey-oh’, klappe i takt og høre på lange tirader om, hvor pænt vores land/lufthavn er på den her tid af natten. Det forstår gruppen, og de spiller komprimeret og effektivt for til gengæld at nå igennem så mange klassikere som muligt. B-Real er knivskarp og lægger rimene perfekt. Selv den notorisk halvsløje Sen Dog har en god dag på kontoret, og Eric Bobo på sit kombinerede tromme-/congas-sæt spiller fortrinligt i samarbejde med DJ’en.
Gamle mænd i velkørte biler
En trio fra debutpladen leder over i den superfunky ’When the Shit Goes Down’, inden ’Throw Your Set in the Air’ leder til et telt fyldt med viftende arme for første gang denne nat. Et hurtigt callback til Ice Cubes ’Throw Your Neighborhood in the Air’ leder over i Rusko-samarbejdet ‘Shots Go Off’ til skumlerbeatet i ‘Lick a Shot’, der får overbevist de sidste tvivlere i aften. Alle i teltet føler fællesskabet nu. Der er en glimrende stemning. Det her er en noget nær perfekt afslutning på festivalen. Mørke, tunge og funky beats garneret med specielt B-Reals nasale gnæggen, der lyder lige så frisk som dengang i 90’erne.
Jeg har set flere dårlige hiphop-koncerter i mit liv, end jeg har set gode. Det her er heldigvis én af sidstnævnte. Den nyere ’Latin Thugs’ leder Sen Dog ud i en impromptu énmands-flamencodans, inden han får lov at rappe i front på ’Tequila Sunrise’, hvor B-Real giver en hånd på Bobos congas. Og så er der rygermedley. Når et band, der er notorisk kendte for deres rygersange, laver et sammenskudsgilde af deres mest brændte tracks, ved man, at det er seriøst.
’Roll It Up, Light It Up, Smoke It Up’ indledes, mens B-Reals roadie får ham startet på en spliff på størrelse med en underarm, hvorefter vi bliver trukket igennem fællessang i både ’I Wanna Get High’ og ’Dr. Greenthumb’. Og så i øvrigt lige videre ind i to mere af bandets største hits, ’How I Could Just Kill a Man’ og klassikeren ’Insane in the Brain’. Hvis ikke den tilbagelænede, hyggelige feststemning var sat ind før, så kom den nu. Man fornemmer, at viljen til at lade festen rulle sig ud lever blandt publikum. Som så også konstaterer, at klokken er 3. At festen har kørt på siden i eftermiddags, og at man skal tilbage til virkeligheden i morgen. Så vi fester sådan lidt halvt. Vi mener det godt, trods en lidt spag indsats.
Det samme gør Cypress Hill formentlig, da de spiller den helt igennem overflødige ’(Rock) Superstar’ for os. Det er jo et hit, jovist. Det er også bare et modbydeligt dårligt nummer. Det kan man ikke nødvendigvis sige om ’Jump Around’, der lukker koncerten ned i et stort, lallet fælleshop, efter B-Real har fået hele Arena-teltet fysisk i knæ. Trods den i aften fraværende DJ Muggs’ sangskriverkreditering på House of Pains hit er det svært at gennemskue, hvorfor Cypress Hill lige skal spille dén. Og så som afslutter på en koncert, der til tider mindede om et rent triumftog. Det var en unødvendigt svag afslutning på en ellers solid hiphop-koncert, der var præget af skarp professionalisme fra et band, der rullede sig ud med et af hiphoppens skarpeste bagkataloger. Det var tæt på perfekt, og man indledte den lange rejse hjemad med et skævt smil på læben og i hjernen.