Dommedagsprofeterne rev himlen midt over
Hexis er både ude med nyt album og fuldstændig ude af kontrol. Og gudskelov for det. Vi var med, da de spillede et skybrud igang over Brønshøj vandtårn.
2. Divinitas
3. Exhaurire
4.Interitus
5.Tacet
6. Accipis
7. Nunquam
8. Vulnera
9. Captivus
10. Memento
11. Amissus
12. Aeternum
Luften er tung, og sensommerens kvælende skumring ligger på lur, mens vi langsomt og med tunge lemmer stimler sammen om Brønshøj vandtårn med alvorlige miner, som var vi natsværmere draget af lyset. For allerede uden for vandtårnet fornemmer jeg en alvorlig stemning. Ikke ubehagelig, nej, på ingen måde, men alvorlig og afventende. Jeg ved ikke om det er Brønshøj vandtårn og dets mastodontiske brutalisme eller vores udhungrende og fortabte sensommersjæle, der hungrer efter regn, der skaber denne nærmest højtidelige og ærefrygtige stemning. Selv om det sikkert har været en medvirkende faktor, er det tydeligt, at den største årsag til denne stemning er, at Hexis holder release for den længe ventede plade ”Aeternum” i aften. Pladen har været længe undervejs, i tre år har vi ventet. Det er en stor aften, både for band og publikum, og det er forståeligt, at der er en spændt stemning, og at den spreder sig, jo nærmere vi når den anden side af døren i bunden af den solide grå betonmasse.
Som opvarmning har Hexis valgt at invitere St. Digue. Et overraskende valg, er min første umiddelbare tanke, da jeg forinden skimter programmet. Jeg forbinder ikke umiddelbart blackened hardcore med St. Digues firserinspirerede industrial/dark wave, men jeg kan vel tage fejl. Til min egen overraskelse står det dog netop i fin kontrast til aftenens formål, hvor det essentielle ligger i, at Hexis’ skarpe og detonerende intensitet skal have hele hovedrollen.
Et ukronet darkwavehåb
Oplyst af rødt lys og med lange skygger slæbende efter sig i det brutale rum, indtager St. Digue scenen og det massive rum i bedste dark wave stil. Med lange sorte støvler, lårkort, stort hår, make up, choker og kæder om halsen, står han bag ved sit umiddelbart enkle og beskedne setup. Kasper Deichmann er den lysende enmandshær, der står bag soloprojektet St.Digue. Deichmann er derudover forsanger i Hævner og Motorsav, samt tidligere guitarist i black metalbandet Sunken. Lyden halter betydeligt i starten, det er ikke hver dag hverken lydmand eller kunstner arbejder med en akustik, der byder på 15 sekunders ekko, men de finder hinanden på god vis efter andet nummer. Vokalen er typisk mørk og forførende og de firserinspirerede synths er lige så traditionel dark wave, som St. Digue fremstår for øjnene af os.
Der er ingen tvivl om at der er smidt rigtig meget inspiration fra Deichmanns rødder i punk og black metal ind i dette soloprojekt. Der moshes, skriges og danses med både aggressivitet og ynde. Det er en gave at være vidne til, og det er med til at gøre St. Digues ellers traditionelle opskrift på dark wave unik og helt sin egen. Der er tænkt over overgange og mellemspil, og bedst som det næsten ikke kunne blive bedre, afsluttes settet med et ikonisk cover af Have A Nice Life’s nummer ’Bloodhail’. Brønshøj vandtårn er et fremragende venue for St. Digue, og jeg ville ønske klokken var 00.45 og vi var flere hundrede, der havde hele natten til at dyrke denne genre. Jeg mindes ikke at have hørt noget lignende på den danske scene lige nu, og derfor tør jeg godt at kalde St. Digue for hele landets ukronede industrial/darkwave-håb.
Cirklen er fuldbragt og fuldkommen
Hexis detonerer (for det er det de gør) med pladens første nummer ’Letum’, som er en brutal og kaotisk omgang, der kun føles endnu mere eksplosiv med vandtårnets 15 sekunder lange resonans, og et nyt strobelysshow der er lavet til denne anledning, kunne få selv en hærdet epileptiker til at falde død om. Hexis er over det hele, og det er så kaotisk, at jeg næsten ikke kan kende forskel på, om jeg er rørt over hvor smukt dét er, eller om jeg er decideret forskrækket. Jeg hælder mest til det første, men har af vandtårnets uransagelige årsager valgt at begynde min aften hos lydmanden, som kæmper en brav kamp for at holde styr på Hexis og selveste ragnarok i ørenform. Han klarer det fremragende, selvom al begyndelse er svær. Der hvor vandtårnets lyd virkelig gavner Hexis, er i de langsomme og tunge breakdowns, og dem er der heldigvis mange af.
Efter andet nummer ’Divinitas’, tager Filip Andersen bladet fra munden og takker forpustet publikum for at de er med dem på denne specielle aften. Pladen har været længe undervejs, fortæller Filip og siger at det betyder meget for dem alle. Med sig på scenen har han sin trofaste følgesvend, Luca Mele på bas. Hexis er kendt for at have mange live musikere, endda placeret rundt omkring i hele verden, men denne aften er de teamet op med den tyske Felix Kothe på trommer, Sebastian Greis Andersen fra Demersal på guitar og Dalle Oldman fra TRWLR på guitar, som derudover også har været med som komponist på selvsamme plade, de udgiver denne aften. Det er stærkt hold, som fremstår lige så hårdtslående og brutale sammen, som den beton der omgiver dem.
Tungt og kaotisk er nøgleordene, de traditionelle hardcoreelementer står i flot kontrast til black'ens blast beats, men der opstår noget ekstra særligt i Hexis' liveoptræden, når de går fra at dyrke det totale kaos og være direkte oppe i vores ansigter, til at de træder tilbage og lader sig flyde med i deres dystre og dommedagslignende instrumentale passager. For én ting er Hexis’ ikoniske liveshows, som over hele verden forståeligt bliver kaldt eksplosive, noget andet er deres teatralske tilgang til deres selvskabte univers, der på en måde næsten skaber et (u)helligt rum, der denne aften får mig til at føle en form for fuldkommenhed. En fuld cirkel. Af alt hvad et nihilistisk hjerte kan begære.
Mastodontisk magtdemonstration
Hexis spiller hele ”Aeternum” fra start til slut, og selvom der er gået en time, da dommedagsprofeterne overlader os til os selv under det instrumentale sidste nummer med samme titel som pladen, føles det, som om der kun er gået et kort øjeblik. Scenen står øde hen, mens den atmosfæriske musik stadig spiller og lader os junke de sidste dråber af sved, der er tilbage i luften fra den kaotiske magtdemonstration og stemning, Hexis har skabt. Publikum begynder at røre på sig efter et par minutter og råber efter mere. Men der kommer ikke mere. Musikken spiller stadig for til sidst at ebbe ud. Som om ekkoet i vandtårnet ikke var nok. Det er slut. Hexis bestemmer. Og det føles ligefrem frækt.
Hexis storhedstid er hermed sat igang og udenfor Brønshøj vandtårn har den mørke himmel endelig åbnet sig. Måske regnen aldrig stopper igen efter denne aften.