En kontrastfyldt aften
Populær
Torsdag aften var Beta reserveret til progressiv metal. Før opvarmningstjensen for Enslaved påbegyndte, havde australske Ne Obliviscaris og amerikanske Oceans of Slumber taget turen til det kolde Danmark, og tak for det.
Der er lang vej fra henholdsvis Australien og Texas til lille Danmark. En del længere end der er fra Norge, hvor Enslaved holder hof. Derved var det en endnu større fornøjelse, at Oceans of Slumber og Ne Obliviscaris forud for deres support-tjans for Enslaved tog turen forbi Amager og Beta. For den texanske kvintet Oceans of Slumber var det første gang i Danmark, mens australske Ne Obliviscaris tidligere har besøgt Danmark som support for Cradle of Filth i Pumpehuset. To bands, der sammen udgjorde aftenens program og opvisning inden for progressiv metal.
Voodoo-præstinden og band
Første band på Betas intense scene var Oceans of Slumber. Kvintetten med den dragende og nærmeste mystiske Cammie Gilbert i front udgav tidligere på året deres anden fuldlængdeplade, ‘Winter’, efter at være blevet signet hos Century Media. Forståeligt nok var den udgivelse det primære fokus i de 40 minutter, bandet stod på scenen. Det melodiske og ligeledes eksplosive titelnummer var aftenens første udspil. Et nummer, der blev leveret ganske fint, men desværre også gjorde det klart, at Oceans of Slumber ikke havde en af deres bedste dage rent lydmæssigt.
Gilberts yndefulde vokal er absolut en af bandets forcer. På de mindre bombastiske numre var det en udsøgt fornøjelse at opleve hende live. Ikke kun på grund af vokalen, men også på grund af hendes performance, der nærmest mindede om en voodoo-præstinde fra det dybe og mørke sydstater. Desværre lå den ellers markante vokal ikke korrekt i lydbilledet. Specielt på bandets tunge stykker var det svært at høre meget andet end omridset af vokalen. Det samme gjorde sig gældende for bandets anden-vokal, rå såvel som ren. Problemet var uden tvivl trommeslager Dobber Berverly. Ikke nok med at han var blevet presset helt op i hjørnet på den trange scene i Beta, hertil var trommerne alt for overdøvende i det samlede lydbillede. Uheldige omstændigheder, der desværre gjorde det umuligt at nyde bandets optræden til fulde.
Heldigvis gav bandet generelt set et ganske positivt indtryk. Deres progressive lyd svinger mellem at være en kombination af progressiv og heavy metal versus tungere dødsmetal. Det gav koncerten et varieret udtryk. Især den smukke ‘Sunlight’ og den bastante ‘Apologue’ gjorde sig godt. At publikum afslutningsvis fik en coverversion af ‘Wolf Moon’ (Type O Negative) skadede absolut ikke, omend det tydeliggjorde, at bandet selv har lang vej igen, hvad sangskrivning angår.
Oceans of Slumber kunne sagtens have spillet et par numre til. De forskellige lydproblemer til trods. Grundet strenge-skifte måtte publikum dog nøjes, selvom bandet tydeligvis gerne ville være blevet på scenen. Med hjemstavn i Texas er det ikke sikkert, den amerikanske kvintet kommer forbi Danmark igen. Derved var aftenen en enestående mulighed for at opleve Oceans of Slumber, hvilket et halvfyldt Beta gjorde.
Australsk kontrast
Hvor Oceans of Slumber havde en ganske varm lyd og et mere tilbagetrukket sceneshow, havde Ne Obliviscaris et langt mere energisk sceneshow, der satte publikum og scenen på prøve, fra de første toner blev slået an. Hvad angår lyden, virkede den til gengæld mindre varm. Mere steril og kold. Men det virkede overbevisende godt. Især når den kolde, black-metalliske lyd blev blandet med Tim Charles’ fløjlsvokal og smukke violin.
Det seks mand store band afspejlede ganske fint bandets lyd og optræden. Kompakt, intenst og utroligt insisterende. Men vi skulle helt ind i andet nummer, ‘Of Petrichor Waves Black Noise’, før det rent lydmæssigt rigtigt fungerede. Op til da led australierne under samme forhold som Oceans of Slumber: Trommer, der overdøvede. I denne omgang specielt de mange finurlige og teknisk dygtigt udførte elementer.
Da først de få elementer faldt på plads, leverede australierne en sublim magtdemonstration. Kontrasten mellem de tunge, hårde og onde black metal-elementer over for den smukke skønsang og violin var en af koncertens største forcer. Især når leadguitarist Benjamin Baret og Charles dannede parløb alene på scenen, inden resten af bandet stødte til (som på ‘Xenoflux’), stod skønheden og ondskaben i kontrasten klart frem. Et effektivt element, der skabte dynamik i koncerten. Kombineret med et band og et publikum, der tydeligvis var glade for at være i hinandens selskab, satte det nogle unikke rammer, der bar koncertens 80 minutter af sted.
På plade har Ne Obliviscaris det med at være meget svulstige. Det bliver næsten for meget, når Daniel Presland tæsker dobbeltpedalen i flere minutter ad gangen. I livesammenhæng var det minimum lige så bombastisk, men det blev sjældent for meget. Intensiteten tog fokus, og de mange finurlige elementer, der kan findes i bandets kompositioner, var en fornøjelse at opleve i live-format.
Generelt er det er svært at klandre bandet for meget andet, end at lyden indledningsvis ikke helt levede op til forventningerne. Da først det var justeret, var det en fornøjelse at bruge tid sammen med bandet. Ikke mindst når tiden bliver brugt på numre som den eminente ‘Pyrrich’ og ‘And Plague Flowers Kaleidoscope’.
Torsdag aften blev en god aften på Beta. Nuvel, Oceans of Slumber blev aldrig rigtig så godt, som det kunne have været. Det gjorde Ne Obliviscaris til gengæld. Trods lydmæssige udfordringer var det en fornøjelse at stifte live-bekendtskab med begge bands. En oplevelse, publikum lod til at dele.