Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

AMF 2018: Fabelagtige fjeldaber

Updated
12Enslaved

Enslaved havde masser af overskud både på instrumenter og på det personlige plan, da de som hovednavn leverede varen på Aalborg Metal Festival 2018. 

Kunstner
Dato
02-11-2018
Trackliste
1. Frost (intro)
2. Loke
3. Vetrarnótt
4. Ruun
5. Storm Son
6. Isöders dronning
7. Havenless
8. Jotunblod
9. Sacred Horse
10. Allfǫðr Oðinn
Koncertarrangør
Fotograf
Henrik Reerslev
Karakter
4

Enslaved er i en liga for sig. Da norsk black metal blev kendt for mere og andet end blot kirkeafbrændinger og mord, stod Enslaved pludselig tilbage sammen med Satyricon og Dimmu Borgir som nogle af de bands, der kun var kendte for musikken, trods alt. Mens de to sidstnævnte har valgt hver deres vej ud ad den sorte sti, så har Enslaved stået for den mere progressive stilretning, og det har båret dem vidt og bredt omkring de seneste 20 år.

Således også til Danmark, hvor de både spillede på Copenhell i sommer samt gav koncert i Pumpehuset i slutningen af september. Derudover så vi dem også på Wacken Open Air i august måned, hvorfor Enslaved ikke var nogen sjælden gæst, da de fredag aften skulle gå på som hovednavn til Aalborg Metal Festival 2018.

Forsanger Grutle Kjellson har masser af overskud og kalder sig selv og resten af Enslaved for en flok fjeldaber fra Norge. Det endda på så klingende dansk, at end ikke Dansk Folkeparti ville stille spørgsmål ved integrationen. 

Når ikke Kjellson gjorde sig som standup-komiker mellem numrene, så afviklede bandet koncerten yderst professionelt. Deres nærmest majestætiske black metal bragede ud i salen, hvor publikum trods det fremskredne tidspunkt og festens promille taget i betragtning stadig var godt repræsenteret i salen. Der var varmt, og der var fyldt godt op. Sveden haglede ned ad både musikere og publikum, og det går så vidt, at Kjellson spørger, om folk er trætte, før de spiller ’Sacred Horse’ fra deres seneste plade 'E'.

Men det er folk ikke. Bevares, Enslaved kan fremstå en smule introverte og uopnåelige, når de kører på den helt store, progressive klinge, hvilket bl.a. understreges af nodestativ til ’Havenless’ og diverse andre spændende avenuer, som Enslaved går ud og ned ad undervejs i en koncert. Så det kræver lidt af folk, men de, der gav sig hen til musikken, fik en god oplevelse, og Enslaved kunne i den grad være deres optræden bekendt på Studenterhuset.

Bevares, vi kom ikke helt op i samme gear, som da de gæstede samme festival i 2006, men ikke desto mindre var vi godt underholdt.