Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Fra 666 og ned

Populær
Updated
Fra 666 og ned
Fra 666 og ned
Fra 666 og ned
Fra 666 og ned
Fra 666 og ned

Iron Maiden begik fodfejl, havde teknikken i mod sig, og derfor var årets besøg på Roskilde kun en delvis succes.

Kunstner
Dato
30-06-2011
Distributør
Trackliste
Satellite 15... The Final Frontier
El Dorado
2 Minutes to Midnight
The Talisman
Coming Home
Dance of Death
The Trooper
The Wicker Man
Blood Brothers
When the Wild Wind Blows
The Evil That Men Do
Fear of the Dark
Iron Maiden
The Number of the Beast
Hallowed Be Thy Name
Running Free
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
3

Som udgangspunkt og ganske indlysende bør enhver anmeldelse af Iron Maiden tildeles karakteren 666 – og så ikke et ord mere om det.

Der starter vi!


De engelske metalgiganter var et de meget få navne, der åbenlyst hørte til på Roskilde Festivalens store scene – ligesom det var oplagt, at de skulle lægge ud torsdag aften efter at et ubetydeligt indierock-ensemble havde tjekket anlægget ud. Hvilket de tilsyneladende havde gjort helt forfærdeligt dårligt.

Det lovede ellers godt, da en rumskibs-intro bragede ud på storskærmene, og den desværre middelmådige 'Final Frontier' fra samme nyligt udgivne skive blev sat på. Men "Hov!" sagde den erfarne lytter såvel som enhver anden der har set bare en rockkoncert i sit liv: "Hvor var lyden?"

Ja, den var grotesk lav. Noget tydede endda på at flere højttalere længere tilbage ikke var tændt, og således kunne man føre alverdens uvæsentlige samtaler under en heavy metal-koncert.

Og uden at Iron Maiden kunne gøre fra eller til, sank karakteren ned på: 5


Uden en Bruce Dickinson i front ville den engelske sekstet formentligt kun være et ganske almindeligt band, og det skyldes en stor portion entertainer og attitude hos den lille mand. Det hænger også sammen med en fænomenal skinger vokal, og den var ikke medbragt i det smukke Roskilde.

Til tider forsvandt en stavelse, en frasering, og det kunne selvfølgelig være udslaget af en flagrende lyd – men der var engang, og det er ikke længere tid siden, end at det kan bevidnes på live-optagelser "Flight 666", hvor tonerne blev holdt knivskarpt og besjælet omtrent, som da Bruce var ung. Torsdag skulle der vejrtrækning og kunstpauser til, og mens man håbede på en dårlig dag, frygtede man for konsekvenserne af en fremskreden alder, da 'Hallowed be Thy Name' blev sunget stakåndet og besværet.

Og uanset hvor meget det piner mig at kritisere min allerstørste heavy-helt, falder karakteren her til: 4.


Kun en tåbe vil benægte at Iron Maiden hører til blandt rockens helt store, og fordi de har været genredefinerende og holdt kvaliteten højt omtrent hele vejen. Derfor kan de tillade sig på én tour at koncentrere sætlisten omkring seneste udgivelse, hvorefter næste fokuserer på en periode over tyve år tidligere. På Roskilde havde de satset på et miks, og det var delvist klogt – vi fik de store hits, og det kan kun være godt. Og som inkarneret fan nød man også at høre nyklassikerne 'When the Wild Wind Blows' og 'Dance of Death', men gjorde den brede pøbel dette? Det virkede ikke sådan, og stemningen faldt måske lidt for meget, når den ikke stod på '2 Minutes to Midnight', 'Fear of the Dark' eller 'The Trooper'.

Derfor må man nok sande, at alt ikke var skæg og ballade fra start til slut. Derfor må karakteren sættes ned til: 3.


Og her ånder skribent/Maiden-fan/Bruce Dickinson-tilbeder Molin lettet ud. Alt andet var godt!

De spillede igen fabelagtigt levende og legede sig igennem samtlige numre, som om det var første gang, at de skulle opføres live, og trods manglende vokal var Bruce i topform, hvad angår dårlige jokes og engagement.

Når man vovede sig lidt frem og kom nærmere pit-området var stemningen også rigtigt god med fællessang, headbanging og masser af håndtegn, som det hører sig til foran Orange Scene, når en fest skal sparkes i gang.