Gennemsnitlig glam-nostalgi
Populær
The Sweet's turnépremiere blev ikke den fuldfede nostalgi glam-fest, som der ellers var blevet lagt op til - i et udsolgt Amager Bio lørdag aften.
Om aftenen den 11. april 1975 gik de britiske glam rock-stjerner The Sweet på scenen i den dengang nye, topmoderne Brøndby Hallen.
Inde fra den propfyldte hal lød de taktfaste råb fra tusindvis af teenage-struber, 'We want Sweet, We want Sweet.' Udenfor stod jeg. Uden billet. Men, som lokalkendt knægt havde jeg fuldstændig tjek på den bag-indgang, hvorfra datidens superidoler ville entrere hallen.
Og der stod jeg så, få meter fra selveste The Sweet i fuld-farvet, glitrende glam-ornat. Da hallens dør åbnedes, mærkede jeg det enorme lydtryk, der mødte bandet inde fra salen. Havde jeg ikke været fuldstændig paralyseret, havde jeg selvfølgelig forsøgt at snige mig med ind.
Men dén aften åbenbaredes en glasklar vision; også jeg måtte til rockkoncert en dag.
Sweet før & nu
Det var den personlige fortælling, men der er selvfølgelig også - dvs. først & fremmest - en rockhistorie: The Sweet hittede især i årene 1973-75 med deres fængende, poppede glam-rock sange med seje rock'n'roll-akkorder og heavy-riffs: 'Ballroom Blitz', 'Teenage Rampage', 'Fox on the Run' og derudaf.
Deres indflydelse høres tydeligt hos bands som Mötley Crüe, Poison og i alle senere glam rock-revivals (The Sweet blev faktisk forsøgt relanceret under sen-80'ernes glam-æra, men en forarmet forsanger Brian Connolly faldt igennem). The Sweet var desuden favorit ungdomsbandet (vis á vis Queen) for Axl Rose og mange andre musikere fra Metallica-generationen.
Sweet's popularitet fadede ud i den sidste halvdel af 70'ere, da punk, new wave og den nye heavy metal-bølge trængte sig inddiskret på, omend det originale band indspillede frem til 1982.
Brian Connolly døde i 1997 efter mange år med misbrug og helbredsproblemer, mens trommeslager Mick Tucker døde i 2002 af leukæmi. Men gennem årene har især guitarist Andy Scott holdt forskellige Sweet-line up's i gang, mens bassist Steve Priest - bosiddende i staterne - for nylig relancerede sin egen Sweet-version i Amerika.
Lørdag aften i udsolgte Amager Bio gjaldt det Andy Scott's Sweet-udgave, hvor kapelmesteren suppleredes af trommeslager Bruce Bisland (ex-Weapon, Wildfire, Praying Mantis), keyboardmand/guitarist/vokalist Tony O'Hora (ex-Onslaught, Praying Mantis) og bassist & vokalist Peter Lincoln (ex-Sailor).
Spøjst og stillestående
The Sweets' simple mission anno 2015 er at underholde på 70'er-nostalgiens præmisser, hvilket ikke burde være vanskeligt en lørdag aften foran 1000 gamle, festglade fans. Men koncerten var samtidig en turnéstart for bandet, og det bar den halvanden time lange seance mærkbart præg af. Desværre.
Koncerten åbnede med et spøjst valg i det lidt stillestående Russ Ballard-cover 'New York Groove' fra 'New York Connection' (2012), og et nummer som også findes på Ace Frehley's solo album fra 1978. Dernæst fulgte den gamle hit-rocker 'Hellraiser', men vi skulle længere hen i sættet før der var en reel tænding mellem band og publikum.
Den Chuck Berry-agtige glam'n'roller 'Peppermint Twist' (et cover af Joey Dee and the Starliters fra 1961) og 'AC/DC' (ja!), begge fra 'Sweet Fanny Adams' (1974) og syng-med-sangene 'Wig Wam Bang' og 'Fox on the Run' satte dog en smule mere gang i den, men det blev aldrig rigtigt gnistrende denne aften.
Solid afslutning, men...
Den fedt riffende 'Blockbuster' gav dog gode associationer til bluesstandarden 'I'm a Man' og bandets idoler The Yardbirds, alias forløberne for Jimmy Pages Led Zeppelin og dermed for hele svineriet i dette e-zine.
Sættets toppere var det specielle ELO-møder-Queen prog-light nummer, alias bandets sidste hit, 'Love's Like Oxygen' (fra 1978) og den speedy headbanger 'Set Me Free' (som Saxon senere har coveret), fra 1974 og en af de mest markante præ-NWOBHM-sange i undertegnedes bog. Solidt men aldrig nær noget himmelstrejfende.
Det samme gjaldt den ellers kompetente afslutning i 'Action!' (som også Def Leppard har indspillet) og 'Ballroom Blitz'.
Selvsagt var det værd at hylde den 65-årige guitarist og eneste original medlem, Andy Scott, for stadigvæk at holde tilpas liv i legenden. Scott trådte faktisk også flot frem som lead vokalist i den akustiske ballade 'Lady Starlight', hans første solo single fra 1974, som indledte ekstranumrene.
Men jeg har bare set og hørt Andy Scott's Sweet langt bedre og anseeligt mere glødende, på Sweden Rock for nogle år siden, end på denne lidt vel knirkende turnépremiere på Amager. Selvom det selvfølgelig var hyggeligt at være indenfor til denne Sweet-koncert godt fyrre år efter den 'første'.