RF 26: Krydsbestøvning
Gorillaz gav en koncert, som var lige dele hitparade og hyggedans. Det var feel good (inc.), en skøn abefest, men med visse mislyde.
Lad os begynde med det vigtigste. Gorillaz spillede virkelig godt, og det var en fornøjelse, og lidt vildt, egentlig, hvor organisk swingende, musikken lød, når man tænker på, at alt var syncet til storskærmsvideoer og indspillede vokal-parts, samples og så videre. På den måde var koncerten et studie i, hvordan man gør den slags uden at det føles, som om det er backtrack og video, der styrer slagets gang. Nu, hvor det er en stigende tendens blandt metalbands at bruge den slags, kan man med fordel gakke til aberne for lidt visdom på området.
Det store band, som blandt andet talte en fløjtenist, en tablas-spiller, et kor og en virkelig fænomenal bassist, var som sagt eminent. Det slog mig, hvor enormt dyr en produktion, dette må være, og hvor sjældent det efterhånden er at opleve store orkestre med mange musikere på scenen, især af den kaliber, vi så her fredag aften. Fan vad luxigt, som de siger hinsidan!
Første nummer, den smukt flydende og blidt stenede ’The Mountain’ fra tegnefilmsbandets seneste album af samme navn, var på sin vis et modigt valg. Fristelsen til lige at begynde med en hitbanger må være stor, men det var en god måde at komme ind i koncerten på, og det ville nok have været endnu bedre, hvis folk blandt publikum kunne finde ud af at lukke munden og åbne ørerne, men det var tydeligvis ikke tilfældet. Den efterfølgende ’The Happy Dictator’, som havde fine visuelle referencer til Chaplins film ’Diktatoren’, satte lidt mere tempo på, men det var tydeligt, at intentionen var at føre os blidt men bestemt ind i bandets koncert.
Hefter fulgte smukt dubbende og /eller vuggende numre som ’The Last Living Souls’ med en velsyngende Damon Albarn i front, den groovy ’19-2000’, som bassisten Seye Adelekan havde stor ære af, og ’Rhinestone Eyes’.
Lidt syre i bægeret
I en lidt mere afdæmpet sektion med ’El Mañana’ og ’On Melancholy Hill’, kunne man lige ane lyden fra Uncle Acid and the Deadbeats’ koncert som et summende fremmedelement i musikken, og i pausene mellem numrene var det meget tydeligt, at vinden bar onkel syres stenede musik over foran Orange. Det fik Albarn til at spørge publikum, om det var meningen at han skulle kunne høre musikken fra den anden scene. Lidt krukket på sin vis, men på den anden side er det selvfølgelig heller ikke fedt, at ens kunstneriske hjerteblod forstyrres af andres. Til Gorillaz’ ære må man sige, at de ellers ikke lod sig mærke med den musikalske krydsbestøvning, og ’On Melancholy Hill’ var et fornemt højdepunkt på koncerten, så højere op i sit krukkede plastictræ var Albarn altså heller ikke klatret.
Det var dog lidt ærgerligt, at Kara Jacksons stemme lå en smule begravet i lydmikset på ’Orange County’, mens numre som ’Delirium’, ’Andromeda’, ’Stylo’ og fantastiske ’Kids with Guns’ sad lige i skabet. Vi fik også den sædvanlige kærlighedserklæring til det Danmark, Albarn har elsket, siden han spillede på festivalen med Blur for første gang i 1991. Det er en personlig fortrydelse, at jeg selv det år fravalgte Blur for at se noget andet, jeg end ikke husker i dag!
’Shadowy Light’ sluttede smukt på lapsteelen, og det ville sikkert have været et endnu mere rørende øjeblik, hvis ikke jeg samtidig kunne følge med i adskillige samtaler blandt publikum. Gider I lige? Vi fik rundet af med først ’Feel Good, Inc.’, hvor Albarn på snedig vis fik forklædt det, at han kom for sent ind i sit vers, med et rewind og en hyldest til Posdnous fra De La Soul, som gæstede bandet. Fair, også fordi De La jo er ægte legender, der bestemt fortjener hyldest. Til sidst fik vi den så, ’Clint Eastwood’, hvor Albarn storriffede på sin melodika. En værdig afslutning på en god koncert med få irritationsmomenter.