Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

AMF '19: En time brugt, en time spildt

Updated
grandmagus_E2P7107

Grand Magus leverede præcis, hvad man havde kunnet forvente af den svenske powertrio. Skabelonmetal spillet stramt, sikkert og særdeles uinteressant.

Kunstner
Dato
08-11-2019
Trackliste
1. Gold & Glory
2. I, the Jury
3. Sword of the Ocean
4. Untamed
5. Dawn of Fire
6. Steel versus Steel
7. Ravens Guide Our Way
8. Kingslayer
9. Iron Will
10. Like the Oar Strikes the Water
11. Hammer of the North
Fotograf
Jacob Dinesen (arkiv)
Forfatter
Karakter
2

Ærlighed fremfor alt. Der findes mennesker, der simpelthen ikke kan få nok af jævn, åndsfraværende skabelonmetal, så længe det hele handler om, hvor stolte og seje vores 1000 år gamle forfædre var, hvor meget de bare var pisseseje til våben og viking, hvor vildt de troede på guder, der ikke var kristne, og hvor seje hamre, de havde.

Og så findes der folk, der forholdt sig en knivspids mere kritisk til fredagens program på Aalborg Metal Festival, hvor en treenighed bestående af Månegarm, Einherjer og slutteligt Grand Magus serverede lige præcis tilpas meget vikingetema-metal til, at de mindre dedikerede havde knas med kvalmegrænsen mod slutningen. Sidstnævnte band har i efterhånden 20 års tid kværnet plader ud med en imponerende regelmæssighed; plader, der hylder asatiden og heavy metallen. Hyldester, der for begges vedkommende er proppet til randen med klichéer, genbrug og lette løsninger. Denne aften lå fokus på de seneste ti års udskejelser, ikke mindst den nye ’Wolf God’, som vi ikke blev synderligt imponeret over tidligere på året.

Ser man på Devilutions anmeldelser af Grand Magus gennem årene fra adskillige forskellige sæt øjne, bærer de præg af en accepterende afmagt overfor den trygge middelmådighed, bandet udstråler. En tryg middelmådighed, som også står stærkt denne aften. For selv om Grand Magus spiller stramt og disciplineret, orker man ikke rigtigt at hidse sig op over det. Det er storladent, men ikke rigtigt nok til at man for alvor lægger mærke til det. Det er tungt, men alligevel ikke overvældende. Denne aften leverer den svenske powertrio anført af Janne Christoffersson lige præcis det, de har gjort hele deres karriere: En adstadig, rolig, rund, hyggelig, lyttevenlig og helt igennem ligegyldig omgang schlagere om, hvor fedt det er at være viking.

Grand Magus er simple, klichémættede omkvæd som i ’Dawn of Fire’, det er letspiselig powerboogie som i ’Steel versus Steel’, det er velkendte, fortærskede ”ey-ey”-råb fra både band og publikum, så snart der er den mindste anledning til det; og det hele virker en smule letkøbt og stadig mere velment end veleksekveret fra trioens side.

En kollega, der har fået lidt for meget at drikke lidt for tidligt på aftenen, overgiver sig til lyden med lukkede øjne og en fordrukken svajen i kroppen, der ville have kortsluttet et waterpas. En anden mere ædru af slagsen overgiver sig ikke. Og det beskriver måske Grand Magus ganske udmærket. For er det et band, der egentlig er værd at give sig hen til, med mindre man er stangberuset, ligeså vild med præ-middelalderen som Jim Lyngvild eller ansat hos Blastbeast? Det umiddelbare svar er ”nej”. For intet, de velmenende svenskere bidrager med denne aften i Aalborg, hæver sig særlig over middelmådigheden. Det er sikkert og risikofrit – og desværre ret ligegyldigt.