Halvkedelige kryb
PopulærSvenske Spiders formåede langt fra at krybe ind under huden på publikum som opvarmning til Uncle Acid & The Deadbeats
Spiders fra Göteborg er et relativt nyt rockorkester, som gør sig i frisk hard og ligetil hardrock, som trækker på inspirationer fra især MC5 og sekundært landsmændene fra Graveyard og Blues Pills. Det unge band har på få år fået voldsomt gang i butikken og agerer i løbet af efteråret support for Uncle Acid & The Deadbeats overalt i Europa, inden de i begyndelsen af 2016 drager til USA for at åbne for landsmændene og vennerne i Graveyard.
I fredags skulle Spiders som support for Uncle Acid & The Dedbeats vise Amager Bio, hvor det svenske rockskab skal stå. Ligesom Blues Pills har Spiders en kvinde i front, og Ann-Sofie Hoyles er uden tvivl Spiders' vigtigste kort i livesammenhæng. Hoyles vrikker, danser og spjætter rundt på scenen, og selv om hun ikke er i besiddelse af den stærkeste eller mest særprægede rockvokal, så skal hun have point for at gøre sit bedste for at smitte publikum med sin energi. Et højdepunkt kom, da hun hev mundharmonikaen frem og afsluttede et nummer med en veludført solo.
Resten af kvartetten, især guitarist og bassist var en noget anden oplevelse at se på, som de stod og vuggede i deres egen verden uden at afsløre mange tegn på hverken engagement eller spilleglæde. Når man kun har en halv time som supportband, så skal den altså bare have fuld smadder, også selv om publikum bare står og glor i en halvtom sal.
Mere læder og attitude, tak!
Det kan virke overfladisk at gå op i ting som scenetøj og påklædning generelt, men et rockband anno 2015 kan altså ikke i fuld alvor optræde i sølvglimtende, løsthængende pailletsweatere, uanset hvor 70'er-inspireret deres lyd så end er. Det ser fjollet ud, og det animerer ikke til betingelsesløst rocktiltilbedende knæfald, når de mandlige dele af orkesteret er klædt i noget, der ligner dametøj. Mere læderjakke og attitude, tak!
Spiders håndterer deres instrumenter ganske upåklageligt, selv om der denne aften manglede noget tyngde og sprødhed i guitarlyden. Bandets største mangel er måske i virkeligheden manglen på personligt særpræg. De afsluttede sættet med den nye single 'Why Don't You', en frisk og skarpskåret hard rocker med et godt og iørefaldende melodisk omkvæd. Et lovende nummer, som bandet godt kunne bruge nogle flere af på sætlisten.
Der er hård konkurrence på det amerikanske musikmarked, og der skal utvivlsomt noget mere indlevelse og performancemæssig power på programmet, hvis amerikanerne skal falde i svime til næste år.