HDDT '15: Hylet hørtes klart og tydeligt
Populær
Eftermiddag, tømmermænd, dårlig lyd, manglende effekter – The Hyle måtte kæmpe sig gennem megen modgang, men kom stærkere ud på den anden side
Serpent King
Lucifero
River Styx
Children of The Divine
Søndag eftermiddag er en hård dag, når man har været med siden torsdag på Loppen, men trods heftige tømmermænd har jeg og overraskende mange af de andre festivalgæster allerede fundet pladsen, og der er således et yderst fornuftigt fremmøde i Dødsmaskinen og resten af Ungdomshuset.
The Hyle går på scenen til lyden af skummelt kvindekor, som dog snart forstummes af bandets tunge og langsomme doom, der – sammenlignet med de bands, der minder mest om dem – lyder meget rent og blødt flydende. Men da vokalen stemmer i, er der, som der ellers plejer, ikke megen effekt at høre, og uden den vanlige mængde rumklang ryger helhedsbilledet. Denne afvigelse fra normen sammen med knas med det ene guitarkabinet virker til at ryste bandet og gør, at første nummer, ‘Spiritual Sacrifice’, ikke bliver spillet lige så overbevisende, som det fortjener. Dog sidder soloen lige i skabet, og bandet synes til sidst i nummeret at have rystet overraskelsen af sig, men bandets sange er da også så lange, at der burde være tid nok til at samle sig om det, man har gang i.
Der bliver forståeligt nok spurgt, om man kan få mere rumklang, og lydmanden svarer kækt, at det kan man da, men der sker ikke det store på den front, og det præger desværre resten af koncerten, da den manglende effekt som nævnt bryder lidt for meget med den stemning, bandet ellers er i stand til at fremmane live.
Bandet gør dog deres bedste og, nu for alvor vågne, leverer således også yderligere fire lange sange, der, modsat koncertens første, leveres med noget mere overskud og selvtillid. Bandets forsanger og bassist, Bjarke, virker også til at have vænnet sig til at måtte undvære effekterne og præsterer klart bedre end på første nummer uden, at være den helt store sanger. Når det er allerbedst, flyder musikken gennem højtalerne og fylder rummet, så man næsten glemmer sine ellers voldsomme tømmermænd, og det er som at træde gennem en portal til et udenjordisk tomrum, hvor man kan hænge i vægtløs tilstand indtil næste kvalmebølge melder sig.
The Hyle gør det, de gør, rigtig godt, og selvom standarden er høj – både mht. sammenspil og sangskrivningsmæssigt – for så nyt et band, så kan riffene godt blive lidt for meget af det samme i længden. Dog skal de have stor cadeau for at klare sig så flot gennem en koncert, der fra starten var præget af uheldige forhold. Op på hesten igen!