Påsken pulveriseret
Immolation afsluttede påskeferien med et brag af en koncert i Pumpehuset. Men tre opvarmningsbands var for meget. Full of Hell burde have været det eneste.
Påsken blev afrundet med et dødmetalbrag i pumpehuset. For en mandag aften med var mængden af folk, der trodsede tømmermænd, imponerende, men som med mange af de her turnéer, så er der simpelthen for mange kokke om maden, til at aftenen ikke trækker i langdrag. Med fire bands på lineuppet, bliver både ben og ører ret trætte, og når Immolation endelig indtager scenen, er denne anmelder lettere udmattet, efter at have stået igennem tre andre bands.
Malplaceret guitarheltemelodød
Schweitzerne i Stortregn (oversat ”Styrtregn” på dansk) spiller gennemgående melodisk black metal på plade, der trækker ufortrødent på Dissection. På Pumpehuset var fokus dog på deres nye materiale, hvilket fik det hele til at fremstå mere som et forsøg på rocket melodød end black metal (i stil med det, Dissection også gjorde på deres sidste album).
Der er enkelte glimt af storhed i deres musik, med passager der drager paralleller til polske Mgla ud over obligatoriske Dissection. Måden Stortregn blander det sammen med heroiske leads og tekniske tappingstykker virker bare og direkte modsatrettet den melodiske blacks atmosfæriske grundpiller. Den røde tråd i musikken er derfor lidt svær at finde.
Bandet er meget ekstroverte og spiller generelt godt. Det er bare svært at finde ud af, hvad de vil, og derfor rammer de aldrig rigtig plet. Samtidig virker de som et mærkeligt supportvalg på en dødsaften. Alt i alt kunne man sagtens have skåret dem fra.
Monotoni med lysets hastighed
Næste band på scenen var de multinationale brutale dødsmetallere Monuments to Misantrophy, der blandt andet tæller ex-Necrophagist trommeslageren Romain Goulon blandt deres medlemmer. Det bliver dog hurtigt tydeligt, at trommerne er klart det mest prangende ved bandet.
Mens musikken flyver afsted med 3000 kilometer i timen, drukner guitar og bas simpelthen i trommerne. Det er svært at give lydmanden hele skylden for dette, da guitaren er helt ekstremt distortet. Da bandet cirka halvejs i sættet spiller et cover af Death, står alle instrumenter klart frem. Her har akkorderne plads til at ringe ud, og der når andet ud af højtalerne end mudder, men i de hurtigere passager havde det klædt bandet med en klarere guitarlyd, der ikke druknede i trommehelvedet.
Monuments of Misantrophy savner charmen, der kan give deres brutale dødsmetal det ekstra skub, som gør store bands som Origin, Hate Eternal og Nile til noget særligt; hvordan deres sange egentlig var skruet sammen var temmelig svært at vurdere, da det hele mudrede sammen. Da bandet annoncerer, at de har tre numre tilbage, føler denne anmelder i hvert fald, at det har været nok og trækker udenfor for at spytte i en fadøl i stedet.
Ekstremt, men ikke helt overjordisk
Full of Hell har fået ret meget hype i undergrunden, og har blandt andet udgivet en split med Nails. De er dog ikke et bandet denne anmelder har fået lyttet meget til. Efter aftenen på Pumpehuset, er det svært at svare på om hypen er fortjent, men underholdende var det i hvert fald.
Bandet spiller ekstrem grind/powerviolence, hvori der knapt er plads til at få vejret. Ikke nok med det, men når han ikke vælter rundt på scenen, står frontmand Dylan Walker og skruer på et guitarpedalbræt, der genererer noise, både i og mellem numrene.
De fleste publikummer blev blæst væk af bandet, og stod enten og stirrede i skepsis eller ren forbløffelse. Full of Hells musik er intentionel uigennemtrængelig. Der hopper indimellem genkendelige guitarlinjer frem, som i nummeret ”Crawling Back to God”, men det meste af koncerten er svært at klassificere som andet end rendyrket ekstremitet. En ekstremitet der gør sig godt live, og gør bandet væsentlig mere interessante at overvære end aftenens to andre supportnavne.
En kritik er dog, at det aldrig rigtig bliver andet end ekstremitet. Der er ikke noget der virkelig stikker ud, og hiver lytteren med ind i deres uigennemtrængelige univers. Koncertens mest gennemgående følelse er på den måde bombardement, men ikke just berigelse.
Skønt bandet afslutter koncerten med at udbasunere ”We’re Full of Hell and we’re from Mars!” virkede deres version af ekstremitet i aften ikke overjordisk, men egentlig i sidste ende som noget lidt ekstra larmende grindcore fra jorden. Men underholdende var det.
Der er stadig ild i veteranerne
Bandet Immolation har været i dødsmetals gamet siden genrens begyndelse, og har holdt skruen i vandet siden med hele ti plader i baggagen.
New Yorkerne har aldrig ramt så bredt som de samtidige Morbid Angel, Cannibal Corpse og Suffocation. Dette kan delvist skyldes, at musikken er en del mere dissonant og skummel. Fremmødet på Pumpehuset var dog stærkt for en mandag aften, og bandet virkede tydeligt taknemmelige.
Bandet var en fryd at opleve live. Leadguitarist Robert Vigna underholdt alene hele salen med den måde han karakteristisk viftede med guitaren, som var den en tryllestav. Vokalist Ross Dolan er lige så karismatisk og sørgede for at få takket alt og alle imellem numrene, uden at det virkede påtaget eller akavet.
Samtidig lød bandet pissegodt. Efter 20 år på scenen burde der også være styr på det, men det er alligevel bemærkelsesværdigt hvor tydeligt Immolation skærer igennem, til forskel på de andre bands mudrede gevaldigt (omend det muligvis var meningen hos Full of Hell).
Fokus var den nye plade 'Atonement', som tog sig glimrende ud live, men der var stadig plads til at komme rundt i diskografien, både fra de nyeste par plader, men også tilbage til nogle af bandets ældste numre som 'Into Everlasting Fire' og 'Immolation'. Et mere blandet sæt havde dog ikke været af vejen, da bandets bagkatalog indeholder så meget guld. I sidste ende skal det dog ikke stå som et minus, for Immolation var simpelthen i topform, og hvad end de spillede, var publikum med fra første anslag.
Immolation var i sidste ende værd at vente på, selvom aftenen føltes meget lang og fyldt med ligegyldig support. Aftenen blev lukket med det bombastiske titelnummer fra bandets, ifølge denne anmelder, bedste plade, 'Close to a World Below', som samtidig afsluttede påskeferien med en stærk koncert.
Karakterer:
Immolation: 4
Full of Hell: 3
Monuments of Misantrophy: 2
Stortregn: 2