RF '13: Indstuderet underholdning
PopulærMusikken og lyden haltede til tider hos Slipknot, men de amerikanske bøhmænd sejrede som altid med deres bizarre sceneshow og få fuldtræffere.
”Slipknot vælter festivalen”, lød det overbevisende fra Joey Jordison, da Devilution fik en snak med den sympatiske trommeslager, inden bandet gik på som årets første metal-navn på den ikoniske Orange Scene. Et godt træk fra festivalens side, for trommeslagerens ord holdt stik. Slipknot forvandlede festivalpladsen til en krigszone, hvor frontmand Corey Taylor styrede slagets gang, mens resten af de maskerede tropper gik amok.
Opskriften virker
Publikum fik den oplevelse, som de havde tørstet efter i dagevis på campingpladsen. En koncert, der var indstuderet ned til mindste detalje, men underholdende og topprofessionelt afviklet.
Drabelige kedeldragter, bizarre masker, en snurrende klovn i luften, gigantiske flammer og naturligvis den obligatoriske ”Jump the Fuck Up"-seance, hvor tusindvis af publikummer sidder på hug under ’Spit It Out’, inden Corey Taylor befaler at kræfterne slippes løs. Det virker og går rent ind hver gang.
Som det også gjorde i 2009 og 2004; sidstnævnte var året, hvor de i sidste øjeblik erstattede David Bowie og samme dag efterfølgende fløj til Tyskland og spillede endnu en koncert. Imponerende. Og noget, der netop understreger bandets professionelle tilgang til deres metier.
Slipknot leverer varen hver gang, og udsigten til sikker gevinst skal naturligvis nok få Roskilde Festival til at hyre dem igen i fremtiden. Af store metal-navne er der vel egentlig heller ikke andre end Slipknot, som har stået på Orange tre gange på kun ti år?
Musikken halter
Det spektakulære show er til gengæld også mere end bare nødvendigt, for Slipknot ville aldrig kunne vinde krigen på knap to timer alene med musikken. Det stod også klart under denne her koncert, der specielt med syv numre fra debuten gjorde oplevelsen for langtrukken. ’Surfacing’, ’Sic’, ’Wait and Bleed’ og ’Spit It Out’ havde været nok blandt de eksplosive numre fra de efterfølgende udgivelser. Krigstrommerne i ’The Blisters Exists’ fik næsten scenen til at detonere, mens ’Pulse of the Maggots’ og ’Duality’ fik blodet til at koge i publikummets årer.
Koncertens lave lydniveau hæmmede dog biddet en anelse i flere af de her fuldtræffere, som alle blev leveret – den håndfuld Slipknot cirka har at gøre godt med. I sidste ende sikrede det succesen for de amerikanske maskemænd, der sluttede forrygende godt af og vandt endnu en sejr på Orange.