Copenhell 26: Nørdernes soundtrack fik nyt liv
Nostalgi, heltekærlighed og symfonisk storhed gik hånd i hånd, da Jakob Stegelmann endnu engang indtog Copenhell.
Superman Theme (John Williams)
Tintin Theme
Mad Max: Fury Road Theme (Tom Holkenborg)
Also Sprach Zaratusthra (Strauss)
Star Wars (slutsekvens under end credits)
In the Hall of the Mountain King (Grieg)
Teenage Mutant Ninja Turtles Theme
Rick and Morty Theme (Ryan Elder)
Computerspils-medley (F-Zero / Castlevania / Sonic / Street Fighter II / Super Mario)
Ghostbusters Theme (Elmer Bernstein)
Indiana Jones Theme (John Williams)
Gremlins Theme (Jerry Goldsmith)
“Man må have lov til at have dårlig smag.
Man ser en ny tegnefilmsserie og tænker - “Ej, helt ærligt, det kan børn sgu da ikke lide, det der!” Og så finder vi ud af, at vi nok godt ville have kunnet lide det, hvis vi selv var syv år, og så havde vi sikkert holdt fast i det resten af livet.”
En introduktion, Jakob Stegelmann i dette tilfælde hiver ud af ærmet for at introducere temaet fra Teenage Mutant Ninja Turtles – eller som Stegelmann udlægger dem, en gruppe helte i form af fire muterede krybdyr, som var navngivet efter italienske renæssancekunstnere. Og ja, man kan diskutere, hvor god en serie det egentlig var, og hvor godt temaet for den sags skyld er. Men omvendt må vi også huske, at vi selv engang har været de letpåvirkelige børn, der tog det fjollede univers til os, og så fulgte musikken ligesom med i pakken.
Og det samme kan du sige om så meget andet af det, han og Aarhus Symfoniorkester har med til os i dag. Ikke alt er god smag i den brede forstand, men det kan være bedøvende ligegyldigt, for det er musik, som har fulgt os af den ene eller anden årsag. Noget er klassisk musik i ordets sande forstand, som blot er blevet en del af vores livs soundtrack via film. Andet er taget ud af computerspil fra dengang, hvor 8 bit var det eneste, spilformatet kunne rumme, her videreudviklet til symfoniorkesterets bredere musikalske vingefang. Og andet igen er stilistiske greb for også at få de yngre dele af publikummet med, som fx Rick and Morty og temaet fra 'Mad Max: Fury Road'.
God eller dårlig smag aside, så har Stegelmanns Hell-format efterhånden udviklet sig til en tradition. Første gang tilbage i 2018 fløj publikum i luften, så snart Indiana Jones eller Imperial March bragede igennem med hele det 50+ mand stærke Aarhus Symfoniorkester til at folde soundtrackene ud i al sin pompøsitet. Det samme i 2023, men i dag er det tydeligt, at det er et mere fokuseret og lyttende publikum, der holder tilbage på de helt store armbevægelser. Nok mere p.g.a. varmen end efterdønninger af gårsdagens udfoldelser, men det er vel i bund og grund også mere den reaktion, Aarhus Symfoniorkester generelt er vant til fra deres lyttere. Udenfor Copenhell, that is.
Det slår dog ingen skår på begejstringen, der taler sit eget tydelige sprog rundt omkring i pitten. “HARPE! HARPE! HARPE!” lyder det noget aparte opråb, som koncerten nærmer sig sin start med Wagners eminente ‘Ride of the Valkyries’, hvortil Stegelmann konstaterer efterfølgende: “Hvis Wagner levede i dag, er jeg sikker på, at han ville elske Copenhell!”
Og således går showet ellers over stok og sten med værker, der vækker genklang af den ene eller den anden årsag, typisk fra tegnefilmens, superheltens eller computerspillenes verden. Vi har brug for helte som fx ham der den illegale indvandrer fra Krypton, der får midlertidig opholdstilladelse på Copenhell, lyder det fra Stegelmann, mens nogen enkelte imiterer de klassiske Superman-flyveposes henover masserne. 
Mens storskærmen sætter fokus på en tilskuer med Stegelmann-patch på sin vest, snakker Stegelmann ivrigt om, hvorvidt nogen af os kan forestille sig en verden, hvor olie og benzin er ved at slippe op, så vi er nødt til at dræbe hinanden blot for at få fyldt tanken, som intro til 'Fury Road'. Et absolut højdepunkt undervejs og et friskt valg med de pumpende trommer og de intense noteringer, der ligger perfekt i forlængelse af metallens dramatiske natur.
Som glødende Tintin-entusiast ramte det også noget særligt, da Tintin-temaet blev taget op i dette fulde symfoniorkester-format - noget, jeg aldrig troede, jeg skulle opleve - og endelig er det afrundende tema fra ‘Gremlins’, han selv stjal til Troldspejlet, også bare et score, der bevæger helt, så hårene rejser sig her for fuldt orkester, selvom vi kender det bedre i det mere låste 8irser-format.
Apropos firserne, så får vi også fællesskrål, da vi når den gruppe okkulte skadesdyrsudryddere, bedre kendt som Ghostbusters – det er trods alt kun ét ord, vi skal kunne synge på, det helt rette sted – og endelig kommer vi selvfølgelig også igen en tur ud på rumeventyr med Star Wars. Denne gang i et spændende valg af outrosekvensen fra den første film (før man begyndte at snakke om "fireren"), som kører hen over rulleteksterne. Stegelman sender en stikpille ud om, at det måske ikke er et tema, vi kender, fordi alle andre end ham typisk har slukket for filmen på det tidspunkt, og så kan vi jo lige tænke lidt over den …
Jakob Stegelmanns shows på Copenhell er nogle af dem, hvor vi usvigeligt gang på gang må stå med et fjoget smil på læben. Stegelmann har via Troldspejlet skabt et univers, ikke mindst de ældre af os kan identificere sig med, og her får hans inspirationer et levende format, inklusiv hans herligt muntre og begavede introduktioner af, hvad vi nu skal lægge øre til. Og med forrygende orkesteringer af alskens godt fra Stegelmanns blandede værktøjskasse viserer Aarhus Symfoniorkester sig endnu engang som en stærk sparringspartner, der giver liv til hele universet, dirigeret af den meget passionerede Peter Ettrup Larsen.
Vi må endnu engang bøje os i støvet for Jakob Stegelmanns dedikation til denne nu traditionsrige gengivelse af alt det, vi kender ham for, blot med et fuldt symfoniorkester i ryggen. En bevægende start på dagen, fyldt med kærlighed til mange af de film, serier og spil, som Hell-pulikummet har kært!