Glædeligt gensyn og groove på repeat
PopulærHypocrisy og Kataklysm var et fint match i Pumpehuset, selvom Hypocrisy vandt en del på nostalgi og en endelig-er-de-her-fornemmelse, mens Kataklysm er bundsolidt groove og smadder uden større overraskelser.
Svenske Hypocrisy med frontmand Peter Tägtgren, der også kendes for sit Pain og sin producerrolle (Dimmu Borgir, Immortal, Marduk, Essence m.fl.), er sammen med canadiske Kataklysm på en større turné i anledning af Nuclear Blasts genoplivning af 'Death... is just the Beginning'-compilationen. Begge bands var første gang at finde på den samme udgivelse i serien på vol. 3, hvorefter det næsten var mere reglen end undtagelsen, at de var med på disse udgivelser. Begge bands er også at finde på den nyligt udgivne kompilation, og det er meget passende til denne koncertrække, da begge bands troligt har holdt ved pladeselskabet og desuden ikke er vokset sig alt for store til en tour som denne, som for eksempel In Flames har gjort det.
Af de to legendariske bands, der begge er dannet i 1991, blev Hypocrisy nok størst hurtigst, og selvom begge bands har tilpasset en brutal stil til noget mere bredt appellerende, så er det siden blevet Kataklysm, der må siges at have det største publikum, måske i kraft af en stor pladeaktivitet og en meget selvsikker stil.
Sjældne gæster i Danmark
Det var derfor måske naturligt nok Hypocrisy, som lagde for af de to. Skal man tro setlist.fm, så er det 12 år siden, bandet sidst var i Danmark, mens man faktisk skal helt tilbage til 1993 i selvsamme Pumpehuset for at finde en dato i København. Noget som Tägtgren da også fik kommenteret undervejs. Uanset hvad, så er det ikke det mest hyppige band på scenerne her i landet.
Glæden over at se svenskerne på scenen var stor, og Tägtgren kvitterede med store armbevægelser og kom godt rundt på scenen. Lyden var god og fyldig, især takket være Michael Hedlunds bas, som uden distortion stod for en god og varm bund, hvilket stod klart lige fra introen i åbningsnummeret 'Fractured Millennium'. En glimrende kontrast til de mere skærende guitarer. Sætlisten var, som man kunne forvente, hvis man af nysgerrighed habde snaget i de foregående shows opbygning, selvom 'Buried' og 'Killing Art' havde byttet plads i forhold til dagene før.
Vokal fra hele paletten
Tägtgrens vokal var primært skrigende, som han haft for vane siden 'Abducted'-skiven, men de lejlighedsvise grynt og growls var heldigvis også rigt til stede, og de fungerer fint som krydderi. I medleyet med numre fra de første skiver var det naturligvis den primære variant. Mandens skrig er ofte imponerende, men der manglede lidt i de helt ekstreme sange, og indimellem blev det mere Mille og Kreator-thrashet i udførelsen end egentlig dødsmetal. Den rene vokal var også med i 'The Final Chapter'. Det var den skrigende vokal, der virkede bedst og mest naturligt, mens de ellers glimrende growls og den rene vokal kunne være faldet mere naturligt i mixet med lidt sovs som rumklang fra mixerpulten.
Skønt var det at få den heftige 'Adjusting the Sun', selvom der blev snublet lidt i fingerkrævende riff i starten, men snydt blev man for sange fra 'The Fourth Dimension'. 'Killing Art' fungerede fremragende, og til slut var 'Roswell 47' den forventede crowd-pleaser.
Headbangingen kommer helt naturligt
Der var fuldt sceneskift, men seancen blev klaret på en halv times tid, og efter en god omgang Judas Priest på anlægget blev det de canadiske Kataklysms tur. Det var stort groove og stort ego, da frontmand Maurizio Lacono og resten af bandet passende lagde ud med 'Narcissist'. Med ferm hånd dirigerede Lacono publikum til at få hænderne i vejret, headbange og moshe. Og let er det da også at ryste hovedet til, for det er mange år siden, at Kataklysm lavede snørklede sager som på albummet 'Temple of Knowledge'. Fra gennembruddet 'In the Arms of Devastation' og frem har fremgangsmåden mere stået på simple riffs og melodier på et tungt groove, der lejlighedsvis afbrydes af nogle mere smadrede stykker, hvor trommeslageren kan imponere med hurtigt benarbejde.
Det virkede fremragende i koncertens begyndelse, men som den skred frem, blev det formulariske i bandets musik en kende ensformigt, og bandet savnede pludselig riffs, der ikke var generiske og kørte i ring. Lacono nævnte at en sang mindede ham om at ride på en hest og henviste til sit romerske blod i årerne. Desværre kan man også være fræk og spørge, om det var en one-trick-pony med tanke på monotonien i bandets sæt. Kataklysm er en bundsolid maskine, og er man tilfreds med stilen, så får man meget for pengene. Det er tight, og det er gennemført, helt sikkert, og bandet kan noget helt særligt med groove, men er man ikke stor fan og kan sangene til hudløshed, så er det svært at nuancere og skelne mellem dem.
Til Laconos forsvar, skal det også siges, at han netop talte om at stå sammen, blive ved og ikke lade sig forandre, uanset hvad fjender og kritikere måtte mene. En brandtale til publikum, men måske også et hint om, at bandet godt ved, at variation ikke er i højsædet. Til gengæld ved man hvad man får. Og kan man lide menuen, så går man ikke skuffet fra bordet.
Pulsen stiger, blodet flyder
Pitten var stadig i gang, men der kom også lidt stilstand i den, indtil 'In Shadows and Dust' bankede mandagssløvsindet væk igen. Dér, hvor Kataklysm måske er allerbedst, er, når de sætter tempoet helt ned og lader melodien få en stor plads i sangene. Således var '...And Then I Saw Blood' fra den nye skive ganske fremragende, mens 'Blood in Heaven' cementerede dette og blev nærmest hymnisk.
Kataklysm er et rutineret og dygtigt band, der sørgede for det solide fundament, men det var op til den enkelte tilskuer at bygge en stor oplevelse på det. Man fik ikke meget foræret fra et band, der har en god vare, men som misbruger sine styrker, så det for ofte bliver ensformigt. Dem i pitten og forrest ved scenen havde en fest. Længere bagude i salen fornemmedes en anelse metaltræthed og en noget mindre oplevelse med canadierne.
I den svenske ånd
Tro mod konceptet i 'Death... is just the Beginning', så var der blandt de større artister også taget et af Nuclear Blasts mindre kendte navne med. Tyske The Spirit sørgede for at varme publikum op med netop en lyd af halvfemserne i form af melodisk og stemningsfuld black/death, der tog favntag med bands som Dissection og Sacramentums arv. Det var ganske glimrende og havde god lyd, men fornyelse af genren må man endnu kigge langt efter hos det tre år gamle band.
Karakterer:
The Spirit - 3
Hypocrisy - 4
Kataklysm - 3