Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

KTDF 2018: Monoton stank af råddenskab

Populær
Updated
KTDF 2018: Monoton stank af råddenskab
KTDF 2018: Monoton stank af råddenskab
KTDF 2018: Monoton stank af råddenskab
KTDF 2018: Monoton stank af råddenskab

Grave Miasma var på mange måder et oplagt navn til Kill-Town Death Fest, men det engagerede bands monotone dødsmetal fik aldrig tag i det trætte publikum.

Kunstner
Spillested
Dato
07-09-2018
Forfatter
Karakter
2

Allerede på andendagen på Kill-Town Death Fest kunne man mærke trætheden sætte ind, og da det blev Grave Miasmas tur til at indtage hovedscenen klokken 23 fredag aften, blev det desværre aldrig helt den triumf, man kunne have håbet på.

En time forinden havde tyske Venenum afsluttet deres farveeksplosion af en koncert på samme scene, og i mellemtiden havde danske Phrenelith fornemt braget igennem nedenunder. Det var til at mærke, at hvor den lille scene hurtigt blev tætpakket, var det sværere at fylde den store sal op.

Full-speed/mid-speed aggression
Grave Miasma spillede også på KTDF tilbage i 2011, da de kun havde to ep'er på bagen, og debutalbummet 'Odori Sepulcrorum', der udkom i 2013, stadig lå foran dem. Mange havde sandsynligvis glædet sig til gensynet, og briterne gjorde også, hvad de kunne for at sprede en stank af død og råddenskab, og kirkegårdshegnet foran trommesættet passede om muligt endnu bedre til bandets udtryk end til de andre, der havde spillet på scenen samme dag. Hengemt i scenelysets skygger med en nittearmbåndsbærende bassist og den ene guitarist og en trommeslager, der var iklædt en mærkværdig kutte, som samtidig også var en vest, hamrede bandet løs i et frontalangreb af rådden og blacket dødsmetal, som blev assisteret af et aggressivt lysshow, der malede bagtæppet i forskellige formationer af grenmønstre.

Men det var, som om det ikke helt fangede an. En stor del af publikum virkede trætte og udmattede ovenpå andendagens strabadser, og Grave Miasmas dynamiske spekter, der grundlæggende spændte over full-speed aggression til midttempo aggression, viste sig monoton og kværnende i længden.

Trætte knytnæver
De få afbræk, der var, kom for det meste til udtryk i de afdæmpede introer, som i den sitarklingende start på ’Yama Transforms to the Afterlife’ fra bandets seneste ep, ’Endless Pilgrimage’ fra 2016, men der var langt til den dynamik, som Venenum havde fremvist tidligere, eller for den sags skyld den catchiness, som Phrenelith forinden havde demonstreret i deres groovende midttempo-passager.

Det var i hvert fald svært for alvor at leve sig ind i Grave Miasmas univers, der manglede nogle hager, man kunne hægte sig fast i. Det tyndede ud i publikum undervejs, og jeg tog flere i at gabe undervejs, mig selv inklusive.

Når bandet gestikulerede med hævede arme og knyttede næver, var der adskillige i publikum, der gjorde det samme, men det var nogle trætte knytnæver, der blev fremvist. Da frontmanden, der ganske simpelt går under kunstnernavnet Y, sagde, at han ville se mindst fem personer stagedive eller moshe eller hvad det nu var, han sagde, hvilket var svært at tyde, fordi det rungende ekko på hans vokal slørede det hele, var der i hvert fald ikke nogen, der tog teten. Og da koncerten sluttede præcis ét minut i midnat, var salen hurtigt rømmet igen.