KTDF V: En gendannelse med død på
Populær
Gendannede danske Detest hævede flaget for klassisk dødsmetal.
Brøndby-gutterne i Detest stak lidt ud på en festival, hvor der var få bands, der bare spillede klassisk dødsmetal fra før den fragmenteredes i utallige subgenrer. I første halvdel af 90'erne - og for den sags skyld anden halvdel af 90'erne - kunne man fodre svin med bands i genren, især i Danmark, hvor al international udvikling gik forbi landets, mens den generiske dødsmetal fejrede middelmådighedens triumf.
Denne overflod af dødssyg dansk dødsmetal betød også, at de gode bands forsvandt i mængden. Detest var et af de bedste bands i den klassiske dødsmetall, der hverken lød alt for svensk eller alt for amerikansk. Egentlig gik det meget godt - de spillede på Roskilde Festival for et stort publikum i 1993 og solgte masser af demoer, men de led alligevel en forglemmelsens skæbne efter deres eneste album, ’Dorval’ fra 1994, der med årene er gået hen og blevet en lille kultklassiker på grund af sikker sangskrivning med et højt niveau og god instrumenthåndtering og sikkert også på grund af et sci-fi/fantasy-koncept, der blandt andet involverer en alienkvinde med store bryster og et stort hoved. Noget af det fede ved 'Dorval' er - udover den uomtvistelige kvalitet - at Detest selv har fundet på konceptet i modsætning til alle dem, der bare tog koncepterne fra romaner og film. Begejstringen for det konceptuelle viste sig også i sideprojektet Cyborg, der blandede elektronisk musik og dødsmetal og var særdeles tidligt ude med denne blanding.
Det gendannede Detest beholder kernen i guitarist John Petersen og growler Peter Bjørneg, mens trommeslageren og bassisten er nye. Det forhindrede dem nu ikke i at være vældig tighte denne fredag. Det var et meget begejstret publikum (hvoraf en del vist var gamle nok til at have set dem i 90’erne), der mødte Detest, og de skuffede heller ikke. Der var godt proppet i Dødsmaskinen, især i starten, og den store scene virkede ikke, som om den havde været af vejen.
Bandets dødsmetal lød stadig frisk (og catchy) i 2014, og koncerten virkede langt fra kun som et nostalgitrip, selvom det naturligvis - så vidt jeg kunne høre - var ældre materiale, vi fik serveret. Men på trods af friskhed og manglede der også mere variation. I de enkelte sange er Detest ellers gode til at variere tempoet, der med basis i midttempo stikker af i såvel den mere doomy som en mere tempofyldt retning, men over en hel koncert kommer sangene også til at blive lidt enslydende, fordi den samme massive lyd kommer til at fylde det meste. Det lyder mere kritisk, end det egentlig er ment, for det var altså mest af alt en god og veleksekveret koncert, der ganske vist viser nogle stilistiske begrænsninger, men som også viste, at Detest var og nu igen er et band af høj klasse inden for genren.