Kobaïa længe leve!
Magma hev godt med skeletter fra 1970'ernes storhedstid ud af skabet, og spillede som en drøm, der gerne måtte have varet længere. Dog helst ikke på bekostning af All Traps On Earth, der var et hidsigt, progressivt indslag fra den svenske undergrund.
Den progressive rock levede i bedste velgående i 1970'erne i en tid, hvor genrens modus operandi hele tiden at søge nye græsgange. At opfinde den dybe tallerken, skrotte de prædefinerede sangstrukturer og sætte spørgsmålstegn ved vokalens rolle, instrumenteringens karakter og behovet for salgbare radiohits. Spørgsmål, som med tiden blev udviskede, efterhånden som punkens og diskoens indtog gjorde, at mange af genrens pionerer måtte dreje nøglen om, hvis de da ikke tog opgaven med at søge nye udtryk i mere eller mindre progressiv ånd.
Som Frankrigs vigtigste indspark til denne del af musikhistorien har vi Magma. En særegen konstellation, der bogstaveligt talt opfandt sit eget sprog og konstant udbyggede deres repertoire baseret på den faste grundfortælling om en gruppe jordboeres kamp for at opbygge en ny tilværelse på planeten Kobaïa. Uden at gå ned i de dybere historiske detaljer, som vi tidligere har uddybet her, lever Magma fortsat videre med trommeslager Christian Vander som den hypnotiske tovholder. Han har ved flere tidligere lejligheder, herunder koncerten i Malmö 2017, bevist, at han ikke har tabt terræn på trods af sin fremskredne alder. Og med en sætliste, der varierer vildt og voldsomt, er det derfor også altid en del af oplevelsen at se, hvad Magma har i ærmet.
Progressive debutanter på hjemmebane
En anden indlysende pionér i den progressive rock er King Crimson. Bandet, der for nylig kunne fejre 50-året for deres debut, der ofte hyldes som det første album i hele den progressive rock-kanon, inden deres lyd i løbet af de efterfølgende fem år løbende afsøgte andre, mere sonisk udfordrende grænseflader.
Et band, som tydeligvis har har haft en stor betydning for dagens support, All Traps On Earth. Vidste man ikke bedre, var det dybt beundringsværdigt, at der der var tale om bandets blot anden koncert. Det bør dog nævnes, at bassisten i front, Johan Brand, også er kendt fra hovedbandet Änglagård, hvorfra både keyboardisten og trommeslageren også kommer. Med andre ord musikere, der kender hinanden til sokkeholderne, hvilket man aldrig var i tvivl om. Sidste års debut 'A Drop of Light' var selvsagt menuen på programmet, og selvom der tydeligvis videreføres visse elementer videre fra hovedbandet, har All Traps On Earth skruet lidt ned for de pastorale keyflader og udskiftet dem med mere sprængfarlige passager, der aldrig holder sig tilbage fra nye tonale ekskursioner.
Brands fingerspil skurrede og kradsede som en yngre inkarnation af Chris Squire (Yes), blæserne udskiftedes konstant, alt afhængig af hvad der tjente kompositionen, og der var i det hele taget aldrig nogen, der agerede grundpillen i bandet. Alle instrumenter kørte hver deres forløb, og havde man hørt elementerne hver for sig, var meningen sikkert gået fløjten, men i samspil var det en bjergtagende rejse, der i al sin bombastiske eksperimenteren bekræftede, at proggen stadig lever i bedste velgående. Kun en femminutters-jam halvvejs inde i sættet, der mest af alt virkede som unødvendig noodling i fraværet af mere færdigt materiale, tabte momentum.
Det blev sidenhen hentet ind, da Brand introducerede den dystre ”låt med inspiration i den mörka, melankolska filmen 'Omen'”, efterfulgt af den gamle Änglagård-klassiker 'Jordrök' og koncertens eneste indfald med vokal, den drømmende 'Bortglöma Gårder'. All Traps On Earth er givetvis et ubeskrevet blad på disse kanter, men at dømme efter denne times overbevisende seance rækker potentialet langt ud over de svenske grænser, og med hidsige brudstykker af mere art rocket, avantgarde-præget karakter kunne man næppe havde fundet et mere oplagt valg som intro til dagens hovednavn, hvor især Johan Brand selv demonstrerede, hvilken imponerende og rå drivkraft han er i bandet.
Attahk!
Nu var det dog zeuhl, vi var kommet for at høre. Magmas selvopfundne genre, som kun få har turdet prøve at gøre efter – og med god grund. Magma lever vitterligt i en verden for sig selv, og den verden fik vi at føle fra første sekund, da Herve Aknins abrupte udbrud ”Attahk!” introducerede den sjældent spillede fanfavorit 'De Futura' (som i øvrigt oprindeligt er at finde på albummet 'Üdü Wüdü' (1976), der udkom lige før 'Attahk'(1978)). I Magma har trommerne altid haft en altafgørende rolle i lydbilledet, og det tog lige et par minutter, før Christian Vander fandt sit velkendte, jazzede leje, men da først alle markeringerne faldt på plads, var der intet, der kunne stoppe Vander og hans kobaïanske følge. Benoît Alziarys vibrafoner blev det ene øjeblik slået an med nidkær præcision, indtil crescendoerne afkrævede mere abrupte markeringer – og Vander gav hurtigt bandet kamp til stregen under 'De Futura's midterpassage, som pumpedes op under et fem minutters stormløb af eskalerende anslag og jazzet dystopi, inden den blev rundet af i et lige så dystert leje, som den startede ud.
Velsagtens det nærmeste vi kom på nogen form for lyttevenlig sangstruktur denne aften i en mere melodisk forstand. Til gengæld var der helt andre boller på suppen, end tilfældet var for et par år siden i Malmö, hvor de sparsomme selektioner dengang stod mere i obskuriteternes stjernetegn.
Til deres 30-årsjubilæumskoncert i år 2000 fremførte Magma triaden af 'Theusz Hamtaakh', 'Wurdah Itah' og 'Mekanik Destruktiw Kommandoh' som en samlet fortælling, der sidenhen blev udgivet som liveplade, og det var samme tema, der stod på dagsordenen her til aften i afkortet form. Alle opusser, der blev til i midten af 1970'erne, og selvom 'Mekanik Destruktiw Kommandoh' unægtelig er den, der har vundet stærkest indpas i de bredere progkredse, er der en hypnotisk kontinuerlig tråd på tværs af alle værkerne.
Trommesættet bestod af fire trommer og dobbelt så mange bækkener, hvor de enkelte trommer i perioder drev hele rytmesektionen op som en damptromle, som i eksempelvis den drevne 'Würdah Itah'. Bassen pumpede, vibrafonen tilføjede mere metalliske klange, og endelig svævede den radmagre guitarist Rudy Blas over det hele med en vægt på hvert anslag, som var det hans sidste tone i verden, blot for at kaste et endnu mere dramatisk lys over de oprindelige kompositioner.
Et jazzet take på titelnummeret fra debuten 'Kobaïa', med behørig free form-legesyge undervejs, rundede aftenen af i mere tilgængeligt terræn, og det kunne for så vidt være nemt at forfalde til bekymringer om pleasing og bedagede gengivelser af fortidens bedrifter, når et band med så meget materiale på bagen udelukkende prioriterer årene fra 1976 og bagud. Tidligere i år udgav de 'Zëss', der med både orkester og Vanders vokal som gennemgående støttepiller tilføjede et nyt og dommedagsdystert skær til diskografien. Selvom Magma på den vis fortsat holder sig aktive på pladefronten, føler de dog tydeligvis stadig fortidens bedrifter. Christian Vanders kobaïanske scatten lød som en drøm, og de er stadig den dag i dag, på trods af store udskiftninger i troppen, et sublimt, velspillende unikum, der på alle måder fortjener den kultstatus, de har i musikhistorien. At Progressive Circus nu har booket dem tre gange på fem år lige på den anden side af Øresund kan ikke roses nok, og man må ryste på hovedet over, at ingen danske bookere endnu har fået fingeren ud. Men når det ikke kan være anderledes, tager vi hellere end gerne turen til Göteborg igen, når det er Magma vi taler om – også selvom et togbushelvede tvinger os til at crashe flere timer i Malmö på vejen hjem.
Koncerten i Malmö i 2017 var givetvis til tider en kende for underlig. Denne gang var Magma til gengæld forunderlige.