Megakedelige Megadeth
Populær
Megadeth nåede ikke for alvor udover Helvitis scenekant, da de fredag aften leverede en teknisk velspillet, men ellers særdeles kedelig koncert på Copenhell.
2. Threat Is Real
3. Tornado Of Souls
4. Wake Up Dead
5. In My Darkest Hour
6. Post American World
7. Sweating Bullets
8. Poisonous Shadows
9. Dystopia
10. Dawn Patrol
11. Fatal Illusion
12. Symphony Of Destruction
13. Peace Sells
14. Holy Wars… The Punishment Due
Da Copenhell åbnede portene til den første version af festivalen i 2010, var det med netop Megadeth som hovednavn. De spillede på en kold juniaften, hvor de faktisk gav en ganske udmærket koncert, der trods vind blev båret hjem af, at de spillede hele ’Rust in Peace’ da skiven havde haft 20-årsjubilæum.
Seks år senere er Megadeth så tilbage på Refshaleøen, hvor festivalen i mellemtiden har vokset sig stor og i år er udsolgt med 15.000 betalende gæster. Der var derfor fuldstændig pakket både foran scenen og på bakken bagved, da Dave Mustaine og resten af Megadeth gik på scenen fredag aften. Men efter den umiddelbare jubel da man ser Megadeth træde til og gå til stålet med vanlig teknisk kunnen, gik det kun én vej. Ned.
Megadeth er nogle kompetente musikere, der under styrmand Mustaines kommando eksekverer sangene fejlfrit på samtlige instrumenter, og trods udskiftning på såvel guitar og trommer er erstatningerne allerede så godt kørt ind, at det hele glider i olie. Der er intet at sætte på gengivelsen af sangene. Problemet er bare, at energien er helt væk. Det er først ved tredje nummer, ’Tornado of Souls’, at Dave Mustaine adresserer publikum og dedikerer sangen til sin gamle makker bag trommesættet, Nick Menza, der desværre gik bort for ikke så længe siden.
Som koncerten skrider frem, sker der ikke meget mere. Megadeth virker en anelse tilbagelænede og fremfører bare sangene sikkert. Bassist Dave Ellefson kan lige akkurat hive sig selv op til at få publikum til at klappe en enkelt gang efter ’Symphony of Destruction’, men ellers er det bare en ganske udmærket sætliste, hvor der varieres mellem nye sange fra den aktuelle ’Dystopia’ og klassikerne, der får de nye sange til at glide nemmere ned.
For netop ved sangene fra ’Dystopia’ står også publikum stille. Der er selvfølgelig en fest helt oppe foran scenen, hvor publikum kan se bandet i øjnene. Længere tilbage har publikum ikke samme kontakt med bandet, og det bliver simpelthen kedeligt at se på. Selv da maskotten Vic kigger forbi under ’Peace Sells’, er det til at overskue jubelen, selvom pladsen er fyldt.
Der er sket rigtig meget på Copenhell siden 2010. Den er vokset sig stor og kræver lidt mere af et hovednavn, hvis hele forsamlingen skal råbes op. Det kan Dave Mustaine og Megadeth ikke. Mustaine er af karakter en introvert størrelse, der ikke helt har samme karaktertræk i sig som eksempelvis Bruce Dickinson fra Iron Maiden. Som indpiskere kan de to næppe være mere forskellige. Så at gå fra det ene hovednavn i tirsdag i Herning til et andet hovednavn på Refshaleøen om fredagen er som nat og dag. Mens Bruce havde publikum i sin hule hånd, så formåede Dave Mustaine kun lige akkurat at fremstrække sin til publikum nede bagved inden sidste nummer, som naturligvis er den ganske udmærkede ’Holy Wars ... The Punishment Due’. Det blev dog ikke til noget helhjertet håndtryk, og efter en god times thrash fra Megadeth er man efterladt med sådan en lidt tom fornemmelse.
Vi har fået præcis, hvad vi plejer at få. Megadeth kommer ind og spiller deres numre uden dikkedarer, men der er absolut intet derudover. Når der så heller ikke er nogen energi at spore fra scenekanten, så bliver det bare kedeligt.