Stjernenykker i Pumpehuset
David Ellefsons ego strålede i Metal Church, der spillede fedt, men trak tiden ud med ligegyldig fyld. Armored Saint debuterede endelig i Danmark, men gav et indblik i, at de aldrig har formået at skrive de virkelig gode numre.
2. Start the Fire
3. Fake Healer
4. Gods of Wrath
5. F.A.F.O.
6. Badlands
7. Date With Poverty
8. Watch the Children Pray
9. Dead to Rights
10. The Human Factor
11. Beyond the Black
12. Metal Church
Copenhagen! What the fuck took so long? – udbrød frontmand John Bush ti minutter inde i Armored Saints debutkoncert i Danmark.
At et band skulle 44 år ind i karrieren, før de endelig ramte dansk jord, må også siges at være en usædvanlig begivenhed. Men i løbet af den times tid Armored Saint leverede tolv numre på i løbet af denne varme aften i Pumpehuset, fik vi et eller andet sted også svaret på, hvorfor interessen for Armored Saint aldrig har været synderlig stor.
Armored Saint har ganske enkelt ikke leveret varen på de ni plader, det er blevet til gennem snart fem årtier. Et par signaturnumre fra ‘March of the Saint’ fra 1984 står stadig som højdepunkterne efter et halvt århundredes karriere. Titelnummeret kom allerede som sætlistens andet indslag, og det fremragende nummer fik også Pumpehusets gæster til at stikke næverne i vejret og synge med på omkvædet. Men det var også det tætteste, vi kom på at høre teksten, da John Bush’ vokal lå så lavt i mikset, at det var noget nær umuligt at tyde, hvad den 62-årige frontmand sang i den første lange del af showet.
(Energien fejlede intet hos 62-årig John Bush)
Tænk sig at være 44 år undervejs, og så kan man ikke høre mandens ord. Bandet gik derimod glimrende igennem, og det var koncertens største fornøjelse at opleve de kompetente musikere.
Gonzo Sandoval spillede med et forrygende swung på trommerne og lagde en herlig bund sammen med Joey Vera, der fik det til at se legende let ud med fingrene, der havde en fest på bassens gribebræt. Sidst vi så Vera i Danmark, var som bassist i Mercyful Fate på Copenhell i 2022. Det er selvfølgelig et kvalitetsstempel og en enorm anerkendelse, når King Diamond hiver én med i flokken. Diamond har dog sidenhen skiftet Vera ud med Becky Baldwin.
(Fremragende Joey Vera)
Phil Sandoval og Jeff Duncan duellerede sublimt i guitarsoli, og da Bush endelig gik klart igennem i mikset, fik han også understreget, at stemmen stadig er sprød. Energien var også ungdommelig. ‘Last Train Home’ blev sunget fra et plateau i siden af scenen, og ‘Aftermath’ blev fremført nede fra mikserpultens indhegning. Spilleglæden var ikke til at tage fejl af, og da vi mod vejs ende fik hittet ‘Can U Deliver', fremstod Armored Saints længe ventede debut i Danmark som en succes.
(Gonzo Sandoval fuld af swung)
Men det var først og fremmest en aften med et sympatisk og velspillende band, der leverede et indblik i, at du kan være nok så dygtig til at spille musik, men at det ikke rækker uden evnerne til også at skrive de uforglemmelige hits.
Ellefsons soloshow
Det bliver formentligt et farvel til de danske fans, når Megadeth næste år gæster K.B. Hallen. David Ellefson har flere gange udtalt i medierne, at han burde være en del af flokken på Megadeths afskedsturné. Men bandboss Dave Mustaine har en anden holdning.
Så i stedet for at indtage klodens store scener, må Ellefson nøjes med de mindre som ny bassist i Metal Church. Eller skal vi snarere kalde Ellefson for ny ypperstepræst i Metal Church, som den 61-årige nærmest har kapret. Under koncerten i Pumpehuset efterlod Ellefson i hvert fald ingen tvivl om, at han ser sig selv som superstjernen i bandet.
Ellefson kom sidst ind på scenen og stod placeret forrest i midten og udstyret med egen mikrofon til at holde tale til publikum. Ain’t it cool, Metal Church is back! – proklamerede Ellefson med undertoner af, at genkomsten var for fed, fordi han var kommet med. Metal Church er jo sådan ikke tilbage. De har kontinuerligt udgivet plader i over fire årtier.
("Bandboss" Kurdt Vanderhoof og Ellefson)
Ellefsons bas lå endda så højt i mikset, at det ofte var svært at høre guitaristerne. Det fremstod til tider helt tragikomisk at se bandboss Kurdt Vanderhoof stå reduceret til en anonym skygge i venstre side af scenen, mens Ellefson førte an.
Som bekendt har Metal Church en uheldig historik med forsangere, der trist nok har en tendens til at dø for tidligt. Brian Allen er ny mand på vokalen, og det ubeskrevne blad viste sig at være en herlig og humoristisk spradebasse, der levede fint op til sine forskellige forgængere. Allen synger også glimrende på ‘Dead to Rights’, der udkom i juni, og som er den første udgivelse med ham og Ellefson. Sætlisten bød på to numre herfra, og det kunne både høres og mærkes i kemien mellem musikerne, at det var materiale, de alle har været med til at skrive og indspille.
(Kurdt Vanderhoof og spradebassen Brian Allen)
Men som alle andre bands, der er i gang på femte årti, så er det fortiden, der er i fokus. ‘Dead to Rights’ er diskografiens nummer fjorten, men vi ved på forhånd, at vi ingen deep cuts får fra cirka 75 procent af bagkataloget. Pumpehusets gæster fik helt som forventet de store hits fra de fire første og fremragende plader. Og imellem klassikere som ‘Fake Healer’ over ‘Watch the Children Play’ til ekstranumrene ‘Beyond the Black’ og ‘Metal Church’ fik vi alt for meget snak og ligegyldig solo-opvisning.
Således blev 12 numre til en 90 minutters lang koncert, der først endte ved midnat, så gæsterne med en gennemsnitsalder på cirka 60 år stod og vaklede på benene med ømme knæ. Det var en aften, hvor man overhørte flere grupper af mænd fortælle, at de så Metal Church som support for Metallica i Falkoner Teatret eller Holstebrohallen i 1987. Gensynets glæde virkede reel. Metal Church leverede en udmærket koncert. Men trods de sublime numre, så var seancen omgivet af en småkikset aura, og en af de oplevelser, der aldrig virkelig bed fra sig.
(Allen og Ellefson)