MMF 2018: Fornemt format
Pagan Altar viste uventet stort format på årets Metal Magic Festival.
Forventningen til koncerten med Pagan Altar på årets Metal Magic Festival var præget af en vis spænding om, hvorvidt bandets nuværende sanger Brendan Radigan kunne udfylde pladsen efter Terry Jones, der sammen med sin søn Alan startede Pagan Altar helt tilbage i 1978. Heldigvis viste det sig ret hurtigt i koncerten, at Brendan Radigan klarede udfordringen flot. Men mere om det efterfølgende.
Pagan Altar kom frem som del af bølgen af britiske New Wave of British Heavy Metal-bands, hvor bandet dog skilte sig ud fra majoriteten af de øvrige NWOBHM ved at spille en doomorienteret metal. Det er synd at sige, at Pagan Altar fik øjeblikkelig succes. En enkelt demoindspilning blev det til i 1982, inden bandet blev opløst i 1985. Denne demo blev dog officielt udgivet så lang tid efter som i 1998, hvorefter Pagan Altar blev gendannet i 2004.
Det er herefter blevet til yderligere tre album, hvoraf den seneste er ’Room of Shadows’, som vi anmeldte her ved udgivelsen sidste år. Terry Jones indsang alle numre på pladen, men døde inden udgivelsen, som først kom to år efter indspilningen.
Den nuværende udgave af Pagan Altar, som optrådte på Metal Magic, består officielt kun af de tre medlemmer, som sammen med Terry Jones indspillede ’Room of Shadows’. Ud over Alan Jones er det bassisten Diccon Harper og trommeslager Andy Green. Som allerede anført er bandet forstærket live med den amerikanske forsanger Brendan Radigan samt guitaristen Andres Arango.
Hvis man skulle have tvivlet på, om et sådan sammenstykket band kunne gøre bandets musik fyldest, blev al tvivl gjort til skamme under koncerten. Under ledelse af den spinkle, næsten skrøbeligt udseende Alan Jones og hans fine guitarspil fremstod bandet som en fuldt ud sammentømret enhed. Sammenspillet mellem de to guitarister var fejlfrit, og Harper og Green var bundsolide i rytmesektionen.
Pagan Altars musik er noget af det mest ærkebritiske, man kan forestille sig. Men amerikanske Brendan Radigan formåede fuldt ud at leve sig ind i den tone og den sangstil, hvormed Terry Jones har sat et så stort aftryk på Pagan Altars stil. Pagan Altar er nok klassificeret som doom metal, men stilen er noget mere nuanceret end det. Musikken er en blanding af den tunge doomede metal og noget meget britisk folkmusik. Vokalen bringer tydelige associationer til Ian Anderson og resten af Jethro Tull. Der synes samtidig heller ikke at kunne herske tvivl om, at far og søn Jones har lyttet indgående til Canterbury-scenen fra slutning af 60'erne og begyndelsen af 70'erne.
Selv om man skulle forvente, at bandets musik var svært at omsætte til en livesituation, så fungerer Pagan Altars blandede stil bemærkelsesværdigt godt live. Det fine sammenspil mellem det to guitarister, de gode harmonier toppet med de inspirerende melodilinjer i sangene gjorde koncerten til en stor oplevelse.
Det kan nok være, at Pagan Altar havde svært ved at få deres musik udgivet tilbage i tiden. Men heldigvis har det vist sig, at bandets fine musik er langtidsholdbar, hvorfor Pagan Altar fuldt ud fortjener den kultstatus, som bandet har fået.