Copenhell '22: Forfriskende uforudsigeligt
Populær
Lars Ulrich og Metallica havde i den grad rystet posen på Copenhell. En af deres bedste koncerter i Danmark i nyere tid. Sikke en fest!
2. Creeping Death
3. Enter Sandman
4. Harvester of Sorrow
5. Trapped Under Ice
6. Bleeding Me
7. Sad But True
8. Dirty Window
9. Welcome Home (Sanitarium)
10. For Whom the Bell Tolls
11. Moth Into Flame
12. Fade to Black
13. Seek & Destroy
14. Damage Inc.
15. One
16. Master of Puppets
Metallica levede onsdag aften i den grad op til sin placering som hovednavn og det store trækplaster til dette års Copenhell. Omsider er både vi og bands tilbage på Refshaløen og sikke en tilbagevenden. Metallica leverede to timers fest uden nævneværdige pusterum, og de 35.000 på Refshaleøen så et band i topform og som i den grad var engageret. Enhver tvivl om James Hetfields mentale ve og vel kunne heldigvis hurtigt fejes bort. Forsangeren var legesyg og bandet leverede en af deres bedste koncerter i Danmark i nyere tid. Det er lige før vi skal tilbage til Roskilde Festival i 2003 for at finde en aften, hvor både band og publikum i den grad fandt hinanden i tilsvarende grad.
Bandet lagde stærkt ud med 'Whiplash' og så var koncerten i gang med et brag. Tordner videre i 'Creeping Death' og inden folk har fået vejret, så smækker de deres store hit 'Enter Sandman' af i en tretrinsraket, hvor bandet står helt ude på spidsen af scenen og Lars Ulrich spiller på et trommesæt, der efter de tre numre sænkes ned i gulvet, inden de alle går ind på hovedscenen og fortsætter.
For der bliver ikke givet pauser. Bandet kværner videre med en mægtig udgave af live-favoritten 'Harvester of Sorrow'. Der er i den grad old school kræs til et old school publikum, der har ventet i knap tre år på, at epidemien igen tillod store bands fra USA at turnere. Men vi er slet ikke færdige. Herefter kommer 'Trapped Under Ice', og der begynder i den grad at tegne sig et mønster af, at Lars Ulrich for alvor har rystet posen, da han skulle lave setliste til Copenhell.
For så hiver de pludselig 'Bleeding Me' op af hatten, og forsangeren bliver helt rørt af at synge den. Dog ikke mere rørt end han kan fortsætte sin leg med publikum. Han konstaterer tørt fra scenekanten, at de har fejret 41 år som band, hvoraf de 5 har været gode. Sørgeligt, men sandt. Og så starter de ellers 'Sad But True'. Masser af selvironi og publikum er med på legen. Refshaløen gynger og stresstester betonunderlaget.
De fortsætter med 'Dirty Window', der ligesom 'Bleeding Me' er noget af en overraskelse. Der bliver virkelig gravet dybt i bagkataloget denne onsdag aften på Copenhell. De får dog også plads til 'Welcome Home (Sanitarium)', hvor både band og publikum går ned i gear for et kort øjeblik.
For den afløses af 'For Whom the Bell Tolls' og så er der ellers flammer og pyro for alle pengene. Det fortsætter i 'Moth into Flame', og festen får ikke lov at dø ud som en døgnflue. Her sætter Metallica de sikre stik ind med 'Fade to Black' og 'Seek & Destroy'. Sådan!
Efter en kort kunstpause, hvor både band og publikum kan trække vejret, kommer Metallica tilbage og serverer endnu tre numre. 'Damage, Inc.', 'One' og 'Master of Puppets'. Masser af fyrværkeri til sidst, og selvom James Hetfield laver en lille svipser i soloen på det sidste nummer, så smiler han overbærende af sig selv og leger videre i den sidste del af soloen, hvor han og Kirk Hammett kører parløb.
En kraftpræstation af et band, vi egentig havde troet, vi havde set det bedste fra. Vi blev i den grad overrasket og det udelukkende på den positive måde. Det kan godt være, Lars Ulrich og Kirk Hammett ser anstrengte ud når de skal følge deres eget tempo fra de tidlige plader, men de leverer stadig sikkert. Sikke en fest. De 35.000 på Copenhell fik to timers veloplagt Metallica, hvor der blev vendt op og ned på mange ting, og ingen savnede 'Nothing Else Matters'.
Tak, Metallica. Hvilken måde at sparke Copenhell igang igen efter to års ufrivillig pause. Det manuskript kunne ikke være skrevet bedre.