KTDF 26: Døden skal vågne
Morbific fik æren af at åbne Kill-Town Death Fest 2026.
Både finnerne og publikum skal lige i gang, men langsomt begynder døden at stinke.
Cauldron of Execution
Meal from an Open Skull
Sawmill in the Mist
Hydraulic Slaughter
Necroslaver
From Inanimate Dormancy
Ominous Seep of Putridity
Panspermic Blight
Baptized in the Fluids of Decay
Smut Club (For the Chosen Scum)
Cadaveric Maggot Farm
Nogen skal jo være de første.
Klokken er 18:00 torsdag aften, og Kill-Town Death Fest 2026 er få minutter gammel.
Fire dage med dødsmetal ligger foran os, Pumpehuset er endnu ikke nedbrændt, og på Main Stage har Morbific fået den utaknemmelige opgave at åbne det hele.
Bandet fra Kitee har siden 2020 dyrket den form for dødsmetal, der på papiret kunne være konstrueret specifikt til KTDF – den grumsede, primitive og rådne slags moderne retro-dødsmetal med Funebre, Autopsy og den gamle finske scene i blodet.
Der er folk nok foran scenen. Faktisk pænt mange. Men der er også den helt særlige "første band på en festival"-stemning. Folk skal lige lande. Der kigges i programmer, og man får øje på og hilser på dem, man ikke har set siden sidste KTDF. Skaffer den første øl. Skruer ned for lyset på telefonen. Vender sig mod scenen igen.
Men Morbific skal tilsyneladende også lige lande.
Det begynder en smule sløvt. Ikke dårligt, bare uden den store kraft. Finnernes råddenskab står og ulmer foran os, mens publikum endnu mest står og tager imod og vurderer. Efter et kvarters tid begynder det dog gradvist at virke. Som om både band og publikum langsomt opdager, at koncerten faktisk er i gang.
Der kommer mere bevægelse foran scenen. Flere hoveder begynder at nikke. Afstanden mellem Morbific og gulvet bliver mindre, og det er især, når Morbific trækker tempoet ned, at tingene falder på plads, og det kan mærkes. Det er i de tunge, slæbende stykker, Morbific for alvor giver mening live. Når riffene ikke forsøger at spurte, men får lov til langsomt at hænge og rådne. Bassen ligger fedt og massivt under guitaren, trommerne skubber det hele dovent fremad, og Jusa Janhonens growl kommer brølende op gennem det hele som noget, der burde ligge dødt på møddingen.
Det er godt grimt. Og ret hurtigt og så bare godt.
Morbific bliver ganske enkelt bedre, jo længere vi kommer frem i showet.
Eller måske gør vi?
For der ligger også noget i selve rollen som festivalåbner, der er svært at komme udenom. Havde præcis den samme koncert ligget fredag aften klokken 22:00 med et publikum, der nu var kørt til og varmet op og allerede havde tilbragt halvandet døgn med dødsmetal i kroppen, havde energien måske været en anden.
Her skal maskinen først startes. Og egentlig er Morbific glimrende benzin.
Det eksploderer dog aldrig helt – men vi får at mærke, hvad Morbific er gode til: den lodne og rådne finske død, og det er med et yderst bredt udvalg af numre fra alle tre albums.
Det viser sig at være en ganske fornuftig måde at begynde Kill-Town Death Fest på.
Da Morbific går af scenen, er forskellen mærkbar. Gulvet er vågnet, folk er kommet tættere på, og den lidt afventende stemning fra begyndelsen er væk.
Et udmærket stykke arbejde.
Festivalen er i gang.
Nogen skulle jo netop være de første.