ACW 24: I fremtiden hjemsøges vi af båndoptagere
Offermose og kunstnerduoen Last Oblivion fusionerede cinematiske toner og cirkulær mystik.
Som den sidste i rækken af immersive concerts på dette års A Colossal Weekend fik vi mulighed for at opleve dark ambient-kunstneren Offermose i en særlig performance sammen med kunstnerduoen Last Oblivion, der føjede en fysisk dimension til Offermoses lyd.
Gulvet i Ideal Bar var dækket af noget, der lignede rustplettet stof, og som, sammen med et stort pendul, der hang ned i midten, lignede elementer fra Last Oblivions science fiction-inspirerede værk ‘Aural Storm’. På begge sider lå båndoptagere, udstillet, nærmest, som hellige genstande på altre, hvis mening ikke helt var til at afkode, andet end, at der hang mikrofoner over dem. Der var altså allerede masser af stemning og hjernevindingsmassage, inden Offermose trådte ind i rummet og spillede sin særdeles cinematiske musik.
Offermose, med det borgerlige navn Anders Nydam, lagde ud med atmosfæriske klokkelyde og lækkert hvislende støj. Han havde godt styr på de stemningsskabende elementer i sin retrofuturistiske ambientmusik, og der blev hurtigt bygget en vis spænding op i mig. Musikken i kombination med den mystiske iscenesættelse satte tanker i gang: “Hvad skal der ske med de båndoptagere? Hvad er der med det pendul? Hvilket ritual skal vi overvære her?”
Spændingen øgedes yderligere, da Last Oblivion kom ind og cirklede rundt om de udstillede genstande. En af kunstnerne greb en diktafon og hviskede noget i den. Ville vi få at høre, hvad hun sagde?
Ja, det fik vi! Diktafonen blev holdt op til en anden, hængende mikrofon, men det var nu ikke let at forstå, hvad der var blevet sagt på båndet. Måske var den primære pointe også mere den herligt knasende lofi-lyd på båndet. Den åbenlyse vinkel på performance er jo hauntologi, ideen om tidslige brud, som for eksempel i det her tilfælde de gamle båndoptagere i en tydeligt både futuristisk, men også sært religiøs sammenhæng. Den gamle teknologis svagheder og små nedbrud var blevet ophøjet til en ny form for skønhed. Det var en spændende og også ret rar verden at befinde sig i. En stor del af den oplevelse var også Offermoses musik, som effektivt betjente sig af filmmusik-troper, der nærmest dannede genveje til de følelser, han ville udtrykke.
Kombineret med den tydelige VHS-æstetik i musikken (der var hauntologien igen), følte jeg mig, som en der nærmest voksede op i en videoudlejningsbutik, meget hjemme i Offermoses musik. Det var faktisk lige før, at musikken for præcist og rigtigt formidlede den lydverden. Derfor var Last Oblivions herligt obskure rammesætning og smukke pendul-ritual en god kontrast. Det tilførte et lag af noget unheimlich til oplevelsen, på samme måde som Offermoses musik var med til at forankre Last Oblivions performance. Absolut en dejlig vekselvirkning.