Overlegne Slayer
Populær
Uden egentligt at kæmpe for det, sejrede thrashkongerne Slayer på imponerende vis - alene fordi de er Slayer.
2. World Painted Blood
3. War Ensemble
4. Die by the Sword
5. Chemical Warfare
6. Hate Worldwide
7. Mandatory Suicide
8. Altar of Sacrifice
9. Jesus Saves
10. Seasons in the Abyss
11. Hell Awaits
12. Postmortem
13. Snuff
14. Angel of Death
15. Dead Skin Mask
16. Raining Blood
Fredagens hovednavn og, bedømt ud fra antallet af facebook-opdateringer på denne skribents væg, altings hovednavn, var mægtige usammenlignelige Slayer, og det sagt uden at undertegnede kan tælles blandt fans og virkelige kendere. Men de er, selv på en middel dag som fredag bare så stærkt overlegne via et stærkt sangkatalog og teknisk kapacitet centreret omkring det buldrende tøndemonster Dave Lombardo.
Det mest fascinerende ved et show som det på Refshaleøen, var at Slayer praktisk talt intet gjorde for at opildne og styre publikum – bortset fra at spille en perlerække af sorte, dunkle hits. Kerry King tøffede lidt rundt og headbangede med tilhørende ond skulen, Tom Araya brølede og rørte sig sporadisk og kun erstatningen for den edderkoppebidsramte Jeff Hannemann, Exodus-guitarist Gary Holt, var ivrig med at ryste hår og komme rigtigt omkring på scenen. Men Slayer behøver ikke gøre meget mere, fordi deres brutale træfsikkerhed og en trofast fanskare er rigeligt til sikre underholdningen – selv for en søvnig siddende skribent.
Nyt blod
Det blev til et godt blandet sæt, men med masser af de store numre, man forventer: 'Angel of Death', 'Raining Blood', 'South of Heaven', 'Seasons in the Abyss', 'War Ensemble' og så videre. Man kunne ikke være utilfreds med mindre man hørte til de hardcore-fans, der havde brug for lidt hengemte godter af de mindre åbenlyse. Klogt af Slayer at vælge de sikre på et sted, hvor også metalhoveder uden specielle præferencer dukker op. Dog havde det af lydhensyn nok været klogere kun at satse mest på midttemposange, da en ellers god produktion havde de sædvanlige udendørsproblemer med at få alle detaljer skåret ud i stål, og derfor kom de hurtige thrashhymner slet ikke til deres ret på samme måde som i et sted med mindre vejr og vind.
Afløserens triumf
Man kan sikkert nemt finde flere ting at sætte en langefinger på, udover stilstand på scenen, men det hører til i småtingsafdelingen, og derfor er det langt mere interessant at hæfte sig ved tilkaldevikar Holts måde at udfylde pladsen for en ganske legendarisk strengehøvler. Eftersom han ikke er kromatisk shredder med hyletoner og whammyarm som de foretrukne våben - sådan som de herrer King og Hannemann foretrækker det - giver Holts melodiske tilgang til soloer faktisk Slayer en ny dimension i musikken, der afgjort klæder dem, og en modigere anmelder en denne ville måske ønske sig at byttet var permanent.
Og bortset fra dette lød Slayer altså fuldstændigt som de plejer, hvilket næsten altid er mere end rigeligt, og i høj grad var det fredag, hvor forventningens glæde i sig selv havde sparket festen i gang, længe før første plekteranslag.