Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

På gensyn?

Populær
Updated
På gensyn?
På gensyn?
På gensyn?
På gensyn?
På gensyn?

Keith Caputo er ikke et sjældent syn på vore breddegrader, men denne gang på The Rock var første gang efter, at han har annonceret sin begyndende rejse fra mand til kvinde.

Spillested
Dato
13-09-2011
Genre
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
4

Tilbage i juli i år annoncerede den mangeårige frontmand fra Life of Agony, at han ville gå i gang med en proces, som skulle ende med, at han blev til en kvinde. Dog har han også også udtalt, at han ville beholde sin penis (kildelink). Keith har tilføjet mellemnavnet Mina, og omtaler sig selv som hunkøn.

Keith solo er aldrig helt solo og det akkompagnerende band på denne tour hedder The Sad Eyed Ladies. En velspillende fornøjelse at lægge ører til i sin klassiske rocktrio-formation bestående af en langhåret fyr på elguitar, en bassist og en trommeslager, som i øvrigt havde fødselsdag denne aften.

Da Keith kom ud fra backstage-området for at gå på scenen var det i en leopardplet-mønstret trøje med bh indenunder og et fingerkys til merchandise-pigen, som Keith senere fra scenen sagde, at man skulle henvende sig til for et "kickass blowjob". En joke (?) han også havde twittet tidligere på touren. Keith så virkelig ud til at føle sig hjemme i den feminine fremtoning.


Overordentlig godt sammensat show

Tidligere koncerter med Keith som soloartist har ofte været splittet lidt mellem, hvor meget der skulle rockes, eller hvor meget der skulle "føles". Og af og til også en del pjat og pjank. Skiftet mod det kvindelige har bestemt gjort det hele lidt mere afdæmpet. Først og fremmest på musikken, men altså også på måden der tales til publikum.

Det betød, at showet faktisk var det bedst sammenhængende show, som Keith har givet i Danmark. Samtidig var det også med en Keith mere eller mindre konstant med en akustisk guitar i hænderne, og et band, som havde sans for de fine facetter, så selv ordet "rock" ofte blev at gå lidt for langt i beskrivelsen af musik. Emo for "emotionelt" ville være passende, men det bruges jo normalt i en anden sammenhæng.

Derfor også titlen på artiklen "På gensyn?". Fordi på Devilution er det primære område hård rock og heavy metal, men Keith Caputo, Anathema osv. kommer så med pga. artisternes baggrund og den interesse, som de stadig nyder fra folk med rock- og metalinteresse. Keith var bare så stille og rolig, at det snildt kunne have gjort sig som tirsdagsunderholdning på en lille hyggelig bar over en enkel fadøl.

Nå, det så er sagt, så må man ikke være blind overfor en god koncert. Og det var det. Et fantastisk velspillende band, og en Keith som virkelig kan noget med sin vokal - især i det følsomme hjørne, men bestemt også i overgangen til noget, som lige får lidt kant og bliver...ja, rocket. 'Home' og et af de største hits 'Razzberry Mockery' lå endda meget tidligt i sættet, og gjorde at showet kom godt fra start.

Sidstnævnte er i øvrigt en sang, som viser, at Keith er en sand musiker. Den er aldrig blevet spillet ens fra tour til. Den får altid en nyt udtryk. Smuk var den også her, selvom der desværre var lidt knas i højttalerne, muligvis pga. batteriet i den akustiske guitar. Batteriet blev skiftet, dog først langt senere i koncerten. Da ekstranumrene 'New York City' og 'Let's Pretend' havde klinget af, så havde bandet spillet i 1 time og 50 minutter. Godt nok med en lille pause til Keith, da guitaristen fik lov til at spille et enkelt af sine egne numre solo på en akustisk guitar.


Humoren var intakt

Selvom Keith havde lagt lidt af det fandenivoldske på hylden for at agere mere som en afdæmpet lille diva, så var der stadig en masse humor intakt. For eksempel spurgte en fan, hvorfor der ikke var mere lys på Keith. "I am the light, honey" var svaret. Eller da en anden i det begejstrede publikum råbte "you're the best", hvor et skævt og genert smil svarede benægtende. Men tilføjede "well, maybe in bed".

Det var en koncert af de mere specielle, en af dem hvor hårene indimellem rejser sig i respekt på armene. Og så var det næsten uden betydning, at Keith ikke altid var opmærksom på at synge ind i mikrofonen. Det var ikke væsentligt, når der var fuld styrke på vokalen, men i de bløde partier røg der lidt af præsentationen.

Seksualiteten er vist noget Keith har kæmpet med over årene. I 'Razzberry Mockery' synges om "my crazy sexuality" og i den nye sang som blev luftet ('Identity') endnu mere direkte om ikke at være en mand, ej heller en kvinde, og et ønske at blive syet sammen igen.

Det skal blive spændende at følge Keith i fremtiden. Det er ikke sikkert, det bliver med så meget omtale herfra Devilution, men lad det så gerne slutte med følgende herfra: Keith er en en genial lille "ener".