Frygtløs drømmerejse
Populær
Papir leverede som altid spraglede lydbilleder, svedig psych og dreven fuzzrock til den garvede kerne. Rejsen var dog en kende kortere end den plejer.
En hel aften med jams af mere eller mindre løssluppen karakter er sjældent noget, der samler store masser. Den tætpakkede crowd beviste dog tydeligt, at Papir – den selvudnævnte instrumentale, psykedeliske kraut powertrio – har vundet indpas blandt de danske psychheads. Med flere roste udgivelser på kultselskabet El Paraiso i ærmet og en gennemført euforisk liveintensitet gang på gang, som undertegnede bl.a. har oplevet på den nu hedengange Kildemose Festival og som opvarmning til Goat i Vega, er Papir blevet et household name, som på trods af det komplette fravær af vokal og ørehængere måske netop derfor rammer et segment, der søger andre musikalske værdier end de gængse. Mindre faste rammer og mere kosmiske lydflader.
I denne kosmiske boldgade havde Electric Octopus fået æren af at lægge for, og uden forudgående kendskab til dette nordirske musikkollektiv var det dog ikke svært at lægge to og to sammen. Med blomstret skjorte og hovedet gemt bag tykke dreadlocks lagde guitaristen for med stramt snørklede blueslicks, der sammen med de legesyge basgrooves lagde fundamentet for endnu en powertrio med hjernebarken godt begravet tilbage i de lummert svedige dele af 60'erne.
Koncerten skulle sidenhen vise sig at blive en af den slags, hvor de første 15 minutter mere end noget andet handler om at bevise bandets eksistensberettigelse med fuld fart og farlig fuzz, efterfulgt af vævende tomgang med haltende peaks resten af vejen. Hvis de sværger så meget til den klassiske powertrio-konstellation burde de være bevidste om, at powertrioer i ordets definition forpligter sig til at lyde som summen af alle parterne fremfor at forlade sig på strengespillerne der styrer showets gang, mens trommeslageren anonymt gemmer sig i skyggen af scenen uden nogen form for egen præg på begivenhederne. Det sidste ekstranummer var så øretæveindbydende kedeligt, at det nærmest virkede som en provokation mod hovednavnet, som af samme årsag måtte indtage scenen 10 minutter senere end planlagt.
Der gik dog ikke mange sekunder før Papir beviste, hvad Electric Octopus havde brugt den forudgående time på at famle sig frem til. Nicklas Sørensen kører den brede vifte af inspirationer med hård fuzz, spacy lydflader og dronede grooves. Christian Becher Clausen antager den indpiskende karakter med tight licks og hård attitude, med temporære afstikkere udi det kosmisk højtragende. Og sidst, men ikke mindst, udgør Christoffer Brøchmanns kraftfuldt varierede trommespil det magiske tredje krydderi, der bidrager til at demonstrere Papirs mesterlige evne til at bevæge sig uforceret fra lydcollager til dreven fuzzrock.
Der er noget svært trance-inducerende over de kalejdoskopiske dimensioner, Papirs musik sender deres lyttere ud i. Numrene bevæger sig, som altid, frygtløst rundt i et væld af udtryk, ikke helt uden momentvise drags, men ikke desto mindre med et drive og en lydpalet så bred, at det man forstår deres renommé, både indenrigs og udenrigs. Især et af sættets sidste numre, ’V.II’, cruisede repetitivt derudaf med respektfulde vink tilbage mod de tyske forbilleder i Neu! og Cluster, og det var da også overvejende de mere drømmeriske og kraut-inspirerede passager, der for alvor satte Papir i relief i forhold til de mere fastlåste strukturer fra nordirerne før dem.
Omend det var en af de kortere Papir-koncerter, undertegnede har oplevet, så er det fortsat en fornøjelse gang på gang at lade sig rive med af deres lange eksperimenter udi psych-prog-kraut-fusionsrockens verden. Enkelte pusterum imellem de euforiske peaks rykkede ikke ved det faktum, at Papir som altid leverede varen råt for usødet. Samspillet var sublimt, følelsesregisteret blev sat på prøve, og havde man tålmodigheden til det, så var det endnu engang en bjergtagende drømmerejse vi var vidne til i selskab med Papir denne søndag aften på Stengade.
Electric Octopus: 2
Papir: 4