Fantastisk og forudsigeligt
Ligeså fantastiske som Paradise Lost spiller, lige så forudsigelige er deres sætlister til koncerter, men briterne leverede trods alt en solid koncert i Amager Bio
2. Forsaken
3. Blood and Chaos
4. Faith Divides Us - Death Unites Us
5. Eternal
6. One Second
7. Serenity
8. The Enemy
9. As I Die
10. The Devil Embraced
11. The Last Time
12. No Hope in Sight
13. Say Just Words
Ekstra:
14. Darker Thoughts
15. Embers Fire
16. Ghosts
”This is the last song! No, I mean this song is called The Last Time.”
Den britiske, tørre humor var intakt hos Nick Holmes, da Paradise Lost gæstede Danmark lørdag aften i Amager Bio.
Heldigvis er 51-årig Holmes ikke en mand af mange ord mellem numrene, så musikken talte solidt for sig selv til briternes koncert nummer 34 i Danmark.
Har man set Paradise Lost en af de 33 gange før, så gik man ikke glip af noget lørdag aften – altså andet end en udmærket koncert.
For det var god koncert. Paradise Lost er et fantastisk liveband. Men de har aldrig været et band, der serverer deep cuts eller varierer i sætlisten.
Sætlisten i Amager Bio var som i Voxhall i Aarhus aftenen før, og som den var det for otte måneder siden til Viborg Metal Festival.
Vi fik over halvdelen af seneste udspil ’Obsidian’ serveret og flettet ind mellem alle de vanlige klassikere.
Der var godt fuldt op i Amager Bio, hvor publikumsfavoritterne gik rent ind. Der blev brølet med på ’As I Die’ og ’Say Just Words’ og ikke mindst ’The Last Time’ fra 1995’s millionsælgende ’Draconian Times’.
Paradise Lost var konstant badet i skarpt rødt, grønt og blåt lys undervejs, men ellers har gruppen aldrig gjort sig i andet end et bagtæppe. Briterne er ikke visuel oplevelse. De spiller bare. Og det gør de fandens indlevende og overbevisende. Lyden på Holmes mikrofon kunne have været bedre. Men bandet gik klart og højt igennem.
52-årig Mackintosh med de lange dreadlocks har i hele karrieren været en eminent guitarist, og i Bioen mindede han nok engang verden om, at han skrev en udødelig solo i kongenummeret ’Embers Fire’, der kom som koncertens andet ekstranummer.
Med undtagelse af den italienske trommeslager Guido Montanarini, så har de fire briter til næste år holdt sammen i 35 år. Det er de færreste bands, der holder sammen så længe på fjerde årti. Det er beundringsværdigt.
Og man mærker kollektivet Paradise Lost. Erfaringen og rutinen skinner igennem. De kan det her materiale i søvne. Og det er altid fantastisk at høre ’No Hope in Sight’ eller old school Paradise Lost i form af ’Eternal’ fra 1991-mesterværket ’Gothic’. Men hvor ville det dog klæde briterne at ryste posen.