SRF '18: Stolte irere stormer Sverige
PopulærNutidens svar på Bathory kom, spillede og sejrede. Primordial var et tiltrængt navn på sidstedagen af Sweden Rock, der bragte den grumme side af metallen med sig.
Vi har sagt det før; hvis Quorthon stadig havde levet, ville Primordial have givet ham kamp til stregen, særligt med deres sidste album ‘Exile Amongst the Runes’ fra i år.
For det, der gør det irske band til et af nutidens metals mest interessante navne, er deres gennemførte og -kontrollerede udtryk, der emmer af keltisk stolthed, og som bevæger sig i ekstremmetallens afkroge, uden på noget som helst tidspunkt at blive sjusket eller grumset.
Alt er under kontrol. Også live.
Fra det øjeblik, bandets ene grundlægger trådte på scenen, guitarist Ciáran McUiliam, var tonen sat (bassist og medgrundlægger Pól MacAmhlaigh, var denne aften erstattet af en stand-in). Og da den autoritative frontmand Nemtheanga fulgte efter, var der ingen tvivl; denne koncert ville forblive i publikums kollektive hukommelse.
Med sit nedstirrende og altopslugende blik gik Nemtheanga rundt på scenen med en så hårdtslående kropsholdning, at han virkede som en gal og hærdet frihedskæmper, der var klar til at dø med oprejst pande for det, han tror på.
Og det er lige netop det, Primordial handler om. De er stolte af at være irere, de er stolte af deres rødder og den keltiske kulturarv og historie, selvom den både kan være grum, smuk og dybt tragisk.
"In 1493 Walter Lynch was hanged by his own father James Lynch, Mayor of Galwayon, on the West coast of Ireland”, lyder introduktionen til den musikalske fortælling om, hvordan verden engang hang sammen. Singlen ‘To Hell or the Hangman’ marcherer af sted med sin galopperende rytme, mens Nemtheanga med en løkke om halsen og en længelsfuld og nærmest sørgmodig vokal fører publikum ind i et middelalderligt univers, der var så levende, at man følte stanken af lig, snavs og ekskrementer krybe op gennem næseborene.
Og der sad den i den resterende tid af den timelange koncert, hvor også ‘Nail Their Tongues’ og ‘Upon Our Spiritual Deathbed’ fra seneste udspil gjorde indtryk. Numrenes folkemusiske inspiration var ikke til at tage fejl af, og sammen med de guitar- og stemmebaserede melodier var det med til at give musikken en kant, andre bands kun kan drømme om at hamle op med.
For det håndværk, Primordial udfører, er gennemført på alle måder. Det rå lyriske univers følges ad med velkomponeret musik. Der er ikke én eneste fejl at spore, heller ikke live.
Koncerten på Sweden Rock var kompakt, indlevende og episk. Primordial har styr på deres historie og formidlingen af den, og Nemtheanga bærer sin gråtonede scenedragt med værdighed. Primordial er et band, der bruger mange af branchens klicheer, uden at det på noget tidspunkt virkede kikset, utroværdigt eller fesent. Og dét er en kundskab i sig selv.