RB 26: Charmerende og stærk præstation
Inter Arma charmede sig vej til skribentens hjerte med dygtigt spillet hillbilly-død og theremin. Til gengæld kunne de godt have undværet samarbejdet med Oathbreakers forsanger.
Inter Arma blev lidt en lokal darling, da de til Roadburns Corona-edition i 2021, Roadburn Redux, introducerede konceptet omkring katte i dødsmetal. Om det lige var dem, der opfandt det, ved jeg ikke, men det blev en meget omtalt koncert, som fik sin opfølger i 2024, hvor de spillede det dengang fuldkommen spritnye album ‘New Heaven’.
Men Roadburn er festivalen, hvor alle bands konstant forsøger at overgå sig selv, og Inter Arma tog skridtet fuldt ud på dette års Roadburn ved at spille pladen ‘The Cavern’, der i sin enkelthed består af ét nummer på 45 minutter.
Udover at det er lidt en bedrift at øve op til sådan en kalorius, så var det måske ikke den mest oplagte plade at grave frem fra bagkataloget, skulle man endelig vælge at spille et album fra ende til anden. ‘The Cavern’, der blev skrevet i 2009, men først blev optaget i 2013 og derefter udgivet i 2014 er teknisk set en EP, men kan med sine 45 minutter vel godt snige sig op på album-status, og den har ikke mange koncerter på bagen. Så på den måde var der jo lidt feinschmecker-status over koncerten.
Med på moden
Komplet med årets modeinstrument, theremin, bratsch og et kort visit fra Oathbreaker-forsanger Caro Tanghe var koncerten på Main Stage 100% på højde med alle de andre samarbejdende kunstneres krumspring på festivalen. Selvom antallet af samarbejder er for nedadgående, kan man stadig være heldig at finde dem. Desværre var samarbejdet med Tanghe det mindst vellykkede ved en koncert, der i øvrigt var virkeligt vellykket, virkelig velspillet og på en sær måde ret lækker. At ‘Cavern’ er én sang betyder ikke, at den ikke kan brydes op.
Undervejs var der tydelige skift mellem nummerets forskellige årstider. Noget, der indimellem blev lidt vel rigeligt understreget af bratschen, hvis formål jeg aldrig rigtig fandt frem til. Den lå underligt i lydbilledet, og det lød også som om lydmanden kæmpede lidt med at finde ud af, om den skulle være høj eller lav. Thereminen derimod var jeg stor fan af, når den klagende vævede sig ind i de lange, repetitive guitar-riffs. Tanghe var kun ganske kort på scenen, og hvis Inter Arma ellers er det mindste interesserede i min mening, så ville jeg råde dem til at holde sig fra at kaste lyse og blide, kvindelige vokalister ind i mikset live. Det gjorde ikke noget godt og var bare virkelig underligt.
Inter Armas særegne hillbilly-dødsmetal har en charme og en naivitet over sig, som er svær ikke at holde af, og når det så kombineres med de helt utroligt dygtige musikere, der spiller i bandet, så er det bare noget, man er nødt til at smile af og med. Og smilede gjorde jeg, og mange andre, mens bandet deroppe på scenen koncentrerede sig en hel del - lidt på bekostning af interaktionen med publikum, der var helt fraværende indtil allersidst, hvor trommeslager T.J. Childers var ude og sige tak til publikum. Det må have været en personlig triumf for alle i bandet at lykkes med koncerten, og det var en storslået oplevelse at opleve Inter Arma komme tilbage til festivalen og i den grad lykkes. Også selvom der ikke var det mindste spor af katte.