RB 26: Støvet start på The Terminal
Trods det stærke udgangspunkt, lykkedes Blackwater Holylight ikke med at skabe en indlevende eller unik koncertoplevelse.
Roadburn er ensbetydende med unikke oplevelser. Uanset om det er kuraterede bookings, overraskende samarbejde og hybridbands eller muligheden for at opleve en specifik plade spillet fra start til slut. Lørdag formiddag bød Blackwater Holylight på en fuld gennemspilning af deres album ’Not Here Not Gone’ (2026) – en plade, der balancerer mellem drømmende doom, shoegaze og tunge, solide riffs.
Trods det relativt tidlige tidspunkt havde bandet tiltrukket sig pæn opmærksomhed. The Terminal var godt fyldt op, selvom mange – på klassisk, lettere irriterende hollandsk vis – blev stående lidt passivt ved indgangen. Længere fremme var der mere plads, men forventningerne var tilsvarende store, da trioen gik på og åbnede med ’How Well You Feel’.
Desværre var lyden indledningsvist temmelig uskarp. Bas og guitar flød sammen i et buldrende inferno, hvor detaljerne druknede, og Allison Faris’ vokal havde svært ved at trænge igennem. Det var først efter et par numre, at balancen blev bedre, og hendes stemme begyndte at stå frem. Da det lykkedes, opstod der en smuk kontrast mellem den drømmende vokal og den tunge, rungende og bombastiske instrumentale del.
På plade er ’Not Here Not Gone’ en spændende oplevelse, der fungerer som en sammenhængende, atmosfærisk rejse ind i bandets univers. I liveformat kom materialet dog til at fremstå mere monotont, og det musikalske udtryk virkede begrænset. Selvom Faris’ vokal var smuk, blev den også relativt ensformig i længden, og det samlede lydbillede manglede dynamik. Det hele flød lidt for meget sammen – både musikalsk og visuelt, hvor sidstnævnte var båret af samme farvepalette som pladens cover.
Måske var det også årsagen til, at publikum stille og roligt begyndte at sive undervejs. Ikke i store bølger, men nok til, at det var tydeligt, at koncerten ikke helt formåede at fastholde opmærksomheden. Efter de 46 minutter, der er pladens spilletid - og lidt tid til monolog, var det slut og det var nok meget fint.
På plade er Blackwater Holylight langt mere nuancerede, men i denne livekontekst fremstod udtrykket desværre for ensartet og til tider trivielt. Det var en fin, men ikke mindeværdig oplevelse – trods det stærke udgangspunkt.