RF 23: At sætte præmissen for dialog
Backxwash fik den utaknemmelige opgave at spille under både Blur og Rosalia, men gjorde det vedkommende og nærværende for dem, der var kommet for at se hendes harske rap.
Backxwash spillede tidligere på året hele to gange på Roadburn-festivalen, begge gange for mere end 1000 publikummer. Denne aften på Gloria måtte hun tage til takke med omkring 200 fremmødte, men det gjorde ikke festen mindre – bare anderledes.
Klædt i sort/rød velourkjole i gammeldags snit med en matchende turban om håret og de karakteriske hvide markeringer i ansigtet, rappede og råbte hun sig igennem alle de uretfærdigheder, som efterkommere af slavegjorte dengang og nu udsættes for. I Danmark kan vi heller ikke sige os fri for en grum fortid, om end den ikke fylder ret meget i vores offentlige samtale, så måske var det her en meget god påmindelse om, at verden kan se anderledes ud, når den ses gennem de undertryktes øjne.
Backxwash prædikede dog i høj grad for koret denne fredag aften på Gloria, for der var ikke mange i publikum, der ikke kunne hendes tekster forfra og bagfra. Det er ikke ofte, man kan tale om hengivenhed i konteksten af en koncert, men det er nok det, der bedst beskriver den følelse, der var på Gloria. Fra Backxwash til publikum og fra publikum op til kunstneren på scenen.
Sættet denne aften var ikke ulig sættet på Roadburn, dog med den forskel, at vi fik ‘Devil in the Moshpit’ hele to gange. Én gang i starten af koncerten, hvor Backxwash var omgivet af paranoide sikkerhedsvagter, mens hun var på gulvet, og anden gang i slutningen af koncerten, hvor hun fik friere tøjler og endte med at trække en bred hale af publikum efter sig over Glorias fortovsflisebelægning, mens der blev krammet til højre og venstre.
Det slog mig dog, at de mere metalliske elementer af Backxwash musik var tonet meget ned i forhold til hendes shows på Roadburn, og tilsvarende at hiphoppen var skruet op. Det skete der overhovedet ikke noget ved, og det var stadig både veleksekveret og rasende godt. Backxwash mestrer dermed den ret svære disciplin at tilpasse sig sammenhængen uden at gå på kompromis med intensitet eller kvalitet. For hun var stadig vred - faktisk så vred, at hun mistede pusten flere gange. Et enkelt uplanlagt rullefald hen over en monitor blev det også til, da trykke-hænder-paraden langs scenekanten kortvarigt afledte opmærksomheden.
Mellem numrene var Backxwash storsmilende, ydmyg og nærmest genert at se på, og det er helt tydeligt, at den uadreagerende, socialt indignerede musik bare bliver mindre konfrontatorisk når den tilføres lidt kvindelig energi. Der var en fremstrakt hånd til dialog og ikke krig, men ingen var i tvivl om præmissen for samtalen, da koncerten var slut.