RF 24: Akavet ildshow
802 var lutter gode vibes, men der manglede noget slagkraft – og koncerten på Gaia virkede derfor mest af alt forceret og forvirrende
802’s fusion af heavy metal og poppet, autotunet synthwave-lyd er en sjov ide, som er meget speciel, men enkel og let at tilgå samtidig. Det fungerer faktisk ret godt, men bandet kom desværre ikke så godt fra start. Det virkede som om, ærefrygten havde lidt for meget greb om bandet. De lod ikke rigtig til at vide, hvad de skulle – og derfor stod publikum også og hoppede lidt perplekst med.
Først et par numre inde i sættet fik 802 lagt stemningen med hittet ’1986’. Et brandgodt nummer med fængende melodier. I forhold til de første par numre virkede bandet mere sikre, i hvordan musikken skulle formidles, og det smittede af på publikum.
Problemet med 802s liveoptræden var primært, at de på nuværende tidspunkt ikke har nok gode popslaskere i kufferten til at holde niveauet i 45 minutter. Men i høj grad også, at trioen ikke efterlevede musikkens lallede lydunivers på scenen. Det skal overgøres mere. På et tidspunkt slikkede guitaristen for eksempel halsen på sin guitar, mens han spillede. Det er jo dumt, men det er netop den platte, seksuelle og overgørende energi, som bandet burde dyrke mere af for at fylde scenen ud. Især fordi de kun er tre, og de det meste af tiden bare stod og hyggede og svingede med de lange lokker. De skal simpelthen gå mere all-in på deres eget hyggelige og samtidigt skamløse koncept.
Ihærdige forsøg
Det er bestemt ikke, fordi de ikke gav det et værdigt forsøg.
For eksempel da trommeslageren går ned foran scenen og skyder med flammekaster henover publikum. Men hvorfor?
Eller da de opfordrede publikum til at lave Roskildes største moshpit, større end Katlas endda. Pas på med det.
Det virkede i og for sig langt hen ad vejen, da der blev både moshet, danset og hujet under en solid del af koncerten. Det er jo sjovt nok, men det meste af tiden manglede der noget kontekst og formidling af, hvad det var 802 ville, og hvad vi som publikum skulle få ud af det og foretage os. Koncerten led derfor under en akavet kommunikation, der fik koncertgrebene til at virke uorganiske og forcerede.
Men koncerten havde sine øjeblikke. Under ’1986’ og især ’Purple Bombs’ var stemningen eminent. Hooks og grooves gik rent ind, og festen tog fart. Der var heller ingen tvivl om, at 802 udviste enorm spilleglæde og holdt Roskilde-stemningen i gang med store smil og skåle med publikum. Men der var langt mellem snapsene, og hele affæren virkede usammenhængende. På trods af det store ildshow manglede der noget pondus, og derfor faldt det desværre igennem det meste af tiden.