RF 24: Alle elsker at hade med Vulvatorious
Med formidable sange og powerperformance fortsatte Vulvatorious deres triumftog til Roskilde Festival.
Det var ved at være sen eftermiddag, og så var det ikoniske Vulvatorious’ tur til at debutere på Roskilde Festival. Kårene var lidt hårde – både fordi det var dagens første metalliske indslag, men også fordi vejret var køligt, og folk stadig lidt trætte. Men med en enkel, lille og ubesværet armfagt under ’Cunt War’ forheksede Ditte Krøyer den forreste del af publikum, som så ellers begyndte at tonse løs rundt i cirkler.
”JEG ER FUCKING GLAD, ROSKILDE…”
Skreg Ditte Krøyer frygteligt intimiderende, men ikke særligt overbevisende ind i mikrofonen. Spilleglæden i bandet var ikke til at tage fejl af, men Krøyer er så overbevisende i sin dæmoniske optræden, at glæde er ikke den umiddelbare indskydelse man får. Man kan dog uden tvivl tænke sig til den og forstå den. Derudover var sammenspillet i bandet eminent, og særligt ’Shrouded Mountain’ og ’Sacrifice the Flesh’ gik rent ind med de stemningsfulde, energiske og episke riffs, samt Rasmus Johan Aarslevs musikalske og bastante trommespil. Alt spillede, og det var en ren fornøjelse.
En af mine veninder, der kun nåede at fange 10 minutter af koncerten, troede, at bandet hed Vulvalicious. Det er er ikke kun en sjov misforståelse, og endnu et ordspil siden deres ærværdige koncert på Copenhell en uge tidligere, men også ret rammende for, hvad der gør Vulvatorious så fedt som det er. For Aarslevs sindssyge grooves og bandets simple, men intelligente sammensætning af Metallica og black metal er ren og skær bare lækkert. Det auditive udtryk og Ditte Krøyers presence er brutalt, men riffene, melodierne og sangenes pacing er lækkert og appetitligt komponeret på en måde, så det er svært at få for meget. Som mange også gjorde, er det oplagt at gå amok til sangene, men det er ligeså oplagt bare at forsvinde ind i sangene og nyde det.
Det er dog virkelig Ditte Krøyer som frontperson, der bærer formidlingen af musikkens energiske udtryk og sætter ild til scenen. En rolle og opgave, hun for mig at se er en af landets absolut bedste til. Hvis ikke dén bedste. Få performere leverer vokal og sceneoptræden så overbevisende.
Under sidste nummer, ’Fuck, you Incel’, blev resten af bandet mere opildnet og kom længere ud over scenekanten, mens publikum erstattede hornene i luften til fordel for fuckfingre.
Arm i arm takkede Vulvatorious venskabeligt af, og publikum ligeså tilbage. Vi er sure sammen, og vi ses stensikkert allesammen igen!