RF'12: Helvedes Hank
PopulærHank 3 - den legendariske countrysanger Hank Williams' sønnesøn - leverede galskaben på Roskilde i form af en times vild træskodans, efterfulgt af en ekstra halv times vild doom, thrash og industrial.
2. Trashville
3. Smoke & Wine
4. Thrown Out of the Bar
5. D Ray White
6. The Devil Is My Friend
7. 3 Shades of Black
8. Rebel Within
9. Crazed Country Rebel
10. P.F.F. (Punch Fight Fuck)
11. Troopers Hollar
12. Day by Day
13. Dyin Day
14. Ghost to a Ghost
15. Six Pack of Beer
16. Country Heroes
17. Dick in Dixie
18. Life of Sin
Attention Deficit Domination:
19. Make a Fall
3 Bar Ranch Cattle Callin:
20. Medley
Hank 3's farfar er ingen mindre end Hank Williams, "outlaw countryens" gudfader. Og mens hans far, Hank Williams, Jr., med sin standardiserede Nashville-country nærmest står i kontrast til Seniors oprør, så holder junioren Hank 3 gang i rebelmyten via sin utilpassede karriere. En karriere, hvori den nu 39-årige sanger mange gange har spændt kommercielt ben for sig selv ved at nægte at falde til patten.
Foruden det faktum, at udseendet og stemmen på ganske sælsom vis minder om bedstefaderens ditto, så er Hank nemlig metalfan af den allermest beskidte skuffe og har op til flere projekter med Phil Anselmo på samvittigheden. Det er næppe heller en tilfældighed, at man blandt andre kunne spotte en Saint Vitus-patch på hans tildækkede cowboyvest, ligesom det også gav fin mening, at han tidligere på dagen
" target="_blank">stod og headbangede hårdt i siden af scenen, da Weedeater gav den gas.
Hank gør, som han vil. De af os, der var til stede, vil sent glemme hans triple-koncert i Store Vega for knap tre år siden, hvor han spillede et sæt med honky-tonk og country med "The Damn Band", og dernæst slog over i et cowpunk-sæt med "Hellbilly" og til sidst metal med "Assjack". Folk flygtede nærmest ud af salen på Vesterbro, men det forhindrede ikke den unge Williams i at fortsætte ufortrødent.
Kan sit kram
Fredag stod han så på en velbesøgt Odeon-scene, og det var med hele tre nye udgivelser i cowboyhatten; nemlig Hank Williams III-dobbeltalbum 'Ghost to a Ghost/Gutter Town' med prominente gæsteoptræder fra blandt andre den erklærede fan Tom Waits og Primus-bassist Les Claypool, men også de smadrende projekter Attention Deficit Domination og ikke mindst 3 Bar Ranch Cattle Callin.
Og proceduren på Roskilde var magen til den i Vega; Hank startede med en times koncert med country-kvintetten The Damn Band bag sig (kontrabas, violin, trommer, banjo og pedal steel), og SÅ ... Nej, lad os tage honky-tonk-delen først. For det var hér, Hank vandt publikums tække med ballader om fejlslagen kærlighed, potrygning, whiskeydrikning og ikke mindst dét at lytte til metal-plader.
Der er ingen tvivl om, at Hank kan sit neo-hillbilly-kram, og det hæsblæsende sæt tilførte da også Roskilde Festival lidt kærkommen galskab, mens træskodansen eksploderede i åbneren 'Straight to Hell', arbejderklasseschlageren 'Six Pack of Beer' og ikke mindst 'Dick in Dixie', som overraskende mange publikummer kunne det meste af omkvædet til.
Melvins, Slayer og Strapping Young Lad??
Men SÅ, da der var gået en time, kastede Hank sig ud i et Dr. Jekyll & Mr. Hyde-trick, da han slog sit lange hår ud af den flettede hestehale, smed cowboyvesten, iførte sig en kulsort trøje og spillede 'Make a Fall' fra føromtalte 'Attention Deficit Domination'-skive. Det var doom à la Melvins, og faktisk slet ikke ueffent.
"Uefne" var derimod de efterfølgende 20 minutters 3 Bar Ranch Cattle Callin i en grad, så man skulle tro, at Williams har skabt projektet udelukkende med det formål at jage konservative countryfans langt væk fra sine koncerter, for fy-da-føj for et uhelligt opkog af Slayer, Pantera og industrial à la Strapping Young Lad. På papiret lyder det måske fint, men det er åbenlyst ikke metalriffs, der er Hank 3's ekspertise.
Trioen stod bare dér - i øvrigt iført cowboytørklædemasker - og tordnede løs med indlagte elektroniske og upspeedede auktionsstemmer (!?), mens folk hastigt udvandrede, og en publikummer på et tidspunkt maste sig frem til scenen med en akustisk guitar i vejret. Han mente åbenlyst, at den ville gøre rebellen på scenen bedre, og lige i dét øjeblik havde publikummeren helt ret.
Det er fedt, at Hank Williams III skider på konventionerne og alt det, men hvor havde det da været dejligt, hvis han var bare lidt dygtigere til at skrive den musik, han helt åbenlyst elsker. På Roskilde fremstod i hvert fald de sidste 20 minutter bare skæmmende, åndssvage og provokerende, fordi de var elendige, ikke fordi de var rebelske.
Det var dog ikke nok til at ødelægge det positive helhedsindtryk af Roskildes mest gale koncert dette år.