RB 24: I seng med patriarkatet
Patriarchy delte vandene på redaktionen, og det er et band, der kræver, at man køber præmissen.
Allerede fra første færd var det tydeligt at Patriarchy ikke var en helt normal koncert, og skal man sammenligne, kunne man fristes til at kalde det Boy Harsher på syre tilsat et skvæt Courtney Love-flabethed.
Snuff Metal?
Patriarchy består af sanger og guitarist, Actually Huizenga og en trommeslager, der i bandsammenhæng blot går under navnet “The Drummer”. Da jeg researchede bandet forud for koncerten blev det på sine steder betegnet som “snuff metal”. Med temaer, der kredser om sex og død og generelt mere end flirter med bdsm-æstestikken, er det måske ikke helt galt. Mest af alt er Patriarchy smadret, punket og oser af fremtidsgotisk sex.
Parental advisory - explicit content
Patriarchy deler vandene - ikke mindst her på Devilutions redaktion, hvor min bedre anmelderhalvdel udvandrede i protest, hvilket du kan læse mere om her. Det er eksplicit til et punkt hvor selv den mest frigjorte rødmer, og da først Actually Huizengas longsleeve er krænget af og sendt ud blandt publikum, bliver det tydeligt hvad det er for en koncert, vi er til. Normalt er jeg ret ligeglad med hvad kunstere af begge køn ifører sig på scenen. Men til en performance-kunst-koncert er påklædningen en del af showet - og kombinationen af The Drummer i nederdel, der viste mere en halvdelen af sin bagdel, og Huizenga iført kødfarvel underbust-korset og ditto bh, bemalet som var hun en klovn i et cirkus, ingen har lyst til at besøge, var et spektakulært skue på Engine Rooms scene sidst på aftenen.
Under koncerten fik jeg en smag af “hyper” på tungen. Det hele var skruet lidt højere op og selv deres romantiske nummer var på sin vis trukket så meget ud af form, at det ikke mindede om ret meget andet. Det sagt, var det også det kedeligste nummer til koncerten, og på visse steder stjal sceneshowet, der skiftevis simuleret underkastede Huizenga og The Drummer hinanden, også opmærksomheden fra musikken.
Uheld og amatørnisser
Og måske var selvsamme sceneshow også grunden til at cirka alt gik galt til deres koncert. Akkompagneret af et præprogrammeret backtrack slog The Drummer sig løs på et minimalistisk trommesæt, der til dels bestod af elektriske tammer. Hårdest gik det ud over en stor gulvtam, der også aktivt indgik i sceneshowet.
Huizenga holdt sig til sin guitar og mikrofon, men viklede ved flere lejligheder mikrofonledningen rundt om både sin egen og trommeslagerens hals. Det resulterede i en eller anden form for brud på ledningen og mikrofonen måtte skiftes ud to gange undervejs i koncerten. The Drummer tabte ret tidligt i koncerten sin ene trommestik og gik i nogen tid rundt på scenen og ledte efter den.
Det virker herfra ret uprofessionelt kun at medbringe 1 sæt trommestikker, men på den anden side siger det også lidt om den baggear-service Roadburn stiller med, og hvor man måske godt kunne forestille sig, at nogen backstage kunne fremskaffe et nyt sæt trommestikker. Først da det lykkedes ham at miste den anden trommestik, kom der en trommestik til syne fra bagscenen - én.
Da strømmen så også røg og dermed både guitar og den elektriske del af trommesættet var det også slut med bandets ellers ret tilbagelænede og humoriske tilgang til uheldene. The Drummer trak sin lyse, langhårede paryk af og åbenbarede en noget kortere hårpragt, mens stagehands febrilsk fik strømmen til at køre igen.
Ved koncertens afslutning, fik gulvtammen en tur ned blandt publikum, inden The Drummer meget passende vendte ryggen til og moonede til publikum mens Actually Huizenga satte eneste mulige punktum for koncerten ved simpelthen at smide mikrofonen fra sig.