Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Blot en mursten i sit eget koncertkoncept

Populær
Updated
Blot en mursten i sit eget koncertkoncept
Blot en mursten i sit eget koncertkoncept
Blot en mursten i sit eget koncertkoncept
Blot en mursten i sit eget koncertkoncept
Blot en mursten i sit eget koncertkoncept
Blot en mursten i sit eget koncertkoncept
Blot en mursten i sit eget koncertkoncept
Blot en mursten i sit eget koncertkoncept

Roger Waters gjorde ikke meget væsen af sig, men lod visuals, fyldig orkestrering og politiske budskaber danne rammen om et sansemættet show, der fik tid og rum til at forsvinde 

Kunstner
Titel
US + Them Tour
Spillested
Dato
10-08-2018
Genre
Trackliste
1. Breathe
2. One of These Days
3. Time
4. Breathe (Reprise)
5. The Great Gig in the Sky
6. Welcome to the Machine
7. Déjà Vu
8. The Last Refugee
9. Picture That
10. Wish You Were Here
11. The Happiest Days of Our Lives
12. Another Brick in the Wall Part 2
13. Another Brick in the Wall Part 3
(pause)
14. Dogs
15 Pigs (Three Different Ones)
16. Money
17. Us and Them
18. Smell the Roses
19. Brain Damage
20. Eclipse
21. Mother
22. Comfortably Numb
Koncertarrangør
Fotograf
Lykke Nielsen
Karakter
5

Menneskemængden og publikumssammensætningen foran Royal Arena denne fredag giver anledning til illusionen om, at man i virkeligheden er kommet til landskamp og ikke til koncert.

Det er uklart, hvad der præcis er årsagen til, at mødet med facaden på et spillested afføder, at der pinedød må tankes op med franske hotdogs, som var der ingen dag i morgen, men sådan er dét så, og der er, klogt nok, sat vogne op til lejligheden.

‘Mother, should I trust the government?”-T-shirts åbenbarer sig i samme fart som den smitsomme pølsevirus, og kontrasten til menneskemylderet er mærkbar, da første akt i Roger Waters' totalteater tager sin begyndelse.

Der er en andægtig eftertænksomhed i den stillestående kulisse, der udgør hele bagvæggen af Royal Arenas imponerende scene, hvor en kvinde i ensomhed skuer ud mod en harmonisk horisont, ledsaget af stilfærdige korstemmer, der hypnotiserer et forventningsfuldt publikum. Panoramaformatet længe leve.

Hele billedet har et tidløst eftertryk, og det er en følelse, der bliver gennemgående for de næste godt tre timer.

En brat opvågning

Den meditative strandhorisont mørknes, bliver rød, krakelerer, mens korpigerne marcherer i takt til den stigende rytme. Og så står han der, den snart 75-årige brite, med arven fra et af de mest epokegørende bands i rockhistorien.

’Breathe’ sætter i gang, og straks suges vi tilbage til Pink Floyds særegne univers af dystert kaos. For vi skal ikke glemme, hvilken verden vi er indtrådt i, med Waters som de marcherende hamres evindelige modstander, sammenbidt og utrættelig i spidsen for et show, der i de seneste dage har modtaget megen kritik for at være populistisk propaganda, mens Waters er blevet fremstillet som en hykler, der med sine enorme og omfattende shows ikke gør noget godt for andet end sit eget velbefindende.

Men en Roger Waters-koncert uden politik? Undskyld, men så har I glemt, hvad I har købt billet til.

Pink Floyd og Roger Waters har siden begyndelsen taget dramatiske virkemidler i brug, når der skal tales for sagen. At det stadig er relevant at adressere verdens elendighed så direkte, er mere trist end populistisk.

Af samme årsag er der en vis ironi over de mange tusinde mennesker, der sidder på nummererede, snorlige stolerækker og synkront løfter knyttede næver mod loftet, som styret af en højere magt og en begrebsliggørelse af nøjagtigt det modsatte af Roger Waters' eksistensberettigelse.

Den mørke side dominerer på flere planer
Koncerten er fra start gennemsyret af sange fra ‘Dark Side of the Moon’, og tredje nummer, ‘Time’, lyder fuldstændig som på albummet, der i år kan fejre 45-årsjubilæum. Det bliver ikke første gang, hårene rejser sig på armene. ’The Great Gig in The Sky’ har samme effekt, og selv Waters’ solomateriale, der bliver leveret i en samlet klump for ligesom at få det overstået, bliver med ‘Déja Vu’ et rørende indspark, da Waters for første gang siden koncertstart står alene uden konkurrence fra fra pompøs instrumentering og visuelle effekter, bare guitar og stemme.

Florlet violin stryger ud under loftet i et fantastisk fint lydbillede, der understreger Royal Arenas mange kvaliteter. På guitar og andenstemme brillierer det velbeskrevne blad Jonathan Wilson, der også medvirker på Waters’ seneste album ‘Is This the Life We Really Want?’ og er et stort plus for såvel gammelt som nyt materiale.

Nærværet fortsætter i storhittet ‘Wish You Were Here’, der giver plads til korpigernes velafpassede forståelse for materialets dynamik. Vi er allerede forsvundet i tid og rum, da epilogen på første sæt brager ud i æteren, forløst i genkendelige ‘Another Brick In The Wall pt. 2’ og og efterfølgende -‘3’.

Teaterforestillingen tro marcherer børn i fangedragter med sorte poser over hovedet ind på scenen, og gulvet gynger, tynget af de langt over end 10.000 mennesker, der nu har rejst sig for at klappe i takt og råbe med på de gennemtravede omkvæd.

At det så klinger hult, da børnene river fangedragterne op og afslører ordet ‘RESIST’ på brystkassen, lader vi lige stå lidt. Børn anno 2018 er flere paralleluniverser væk fra den sorte skole, og selvom man aldrig skal lade sig drive som kvæg, er der vist ikke meget at brokke sig over på dén front. 1-0 til populismen trods alt, men ‘The Wall’ er trods alt ‘The Wall’.

Lige inden pausen henvender Waters sig til publikum for første gang, og med stemmen i taleleje bliver det tydeligt, at fordums kraftfuldhed er den yngre Roger Waters forundt. Af samme grund er det et fint valg at lade de visuelle effekter fylde, som de gør. Og jeg skal da love for, at Waters og crew havde flere gear at skrue på, hvad det angik.

Et decideret bombardement
Efter tyve minutters pause-kaos i Royal Arenas aflange foyer, hvor den fastklemte publikumsmasse ender med at stå og ryge indenfor, da den 1 meter brede dør ud til terrassen selvsagt ikke kan kapere trykket fra flere tusinde mennesker, starter en storslået anden halvleg.

Man kan så prise sig lykkelig for, at det blot var trangen til at komme ud og ikke en egentlig ulykkessituation, der skabte presset ved udgangsdørene. For det var ikke endt godt.

Enorme lærreder hænger nu ned fra arenaens loft og deler salen i to. Og så starter propaganda-maskinen for alvor. Til lyden af blandt andet ’Dogs’, ‘Us and Them’, ’Brain Damage' og slutteligt ’Eclipse’ inden ekstranumrene eksploderer Royal Arena i den mest imponerende og nytænkende visuelle kulisse, jeg har set til dato. Roger Waters selv er reduceret til en, ikke ubetydelig, sten i sin egen lydmur.

At stemmens vekselvirkning mellem luftig og tør, kraftfuld og desperat nu blot kendetegnes ved det første, kan ikke tage pusten fra Pink Floyds universelle materiale, for sangene er den afgørende fællesnævner for vellykketheden: Det er musikken, der bærer forestillingen igennem, hjemsøgt af Gilmour, Mason, Wright og Barrett, der spøger uden den mindste ydmyghed, for selvom US + Them -touren afvikles i Roger Waters' navn, er det fortiden i Pink Floyd, der hersker på scenen og forløses gennem musik, visuals og blodig politisk kritik.

Hvis alle bands spillede så albumtro, rent, og skematisk som Waters & co., kunne anmelderstaben skrive deres vurdering hjemme fra sofaen, for udførelsen er umulig at sætte en finger på. Især de kompetente korpiger har fået en central rolle i menageriet – for show, dét er det – og de mestrer både gulvtammer, nærværende kor, der rettidigt enten dominerer eller trækker sig i baggrunden, samt ikke mindst vokalteknisk ekvilibrisme, der (desværre) tenderer til det polerede i sin skolethed.

Den vigtigste facetslibning på sætlisten er naturligvis det endelige ekstranummer, mesterværket ‘Comfortably Numb,’ og vigtigst af alt: guitarsoloen. Den ultimative test. Først på vej ud af Royal Arena bekræfter hidtil ubemærkede tårers løb ned af kinderne, at Wilson har klaret jobbet til perfektion.

Det er muligt, at Waters er en hykler. I så fald er han en hykler med et motherfucking i orden bagkatalog og maskinkraft nok bag sig til at blæse de udødelige numre ud med så eftertrykkelig slagkraft, at enhver tænkelig sans er mættet.

Man kan sikkert også med rimelighed kritisere Waters for at trække sig i baggrunden til så stort opslået en koncert. Herfra kvitteres taknemmeligt for, at musikken fik lov til at tale for sig selv.